Det oppustede CO2-kvotesystem

Offentliggjort den 17. marts 2017
Et vigtigt element i den fælleseuropæiske klimapolitik er det såkaldte CO2-kvotesystem, også kendt som ETS, der sætter et loft for udledningen af drivhusgasser. Kvotesystemet er en af de internationale rammebetingelser for dansk klimapolitik, og derfor stiller Klimarådet skarpt på emnet i denne analyse. Klimarådet undersøger effekterne af EU’s nødlidende kvotesystem og forholder sig til, hvad det betyder for forskellige danske politiske tiltag i de sektorer, der er omfattet af kvotesystemet.

EU's kvotesystem er en afgørende faktor, når Danmarks klimapolitik skal tilrettelægges. I analysen Det oppustede CO2-kvotesystem - Konsekvenser for dansk klimapolitik af kvotesystemet og overskuddet af kvoter kigger Klimarådet nærmere på, hvordan Danmark skal forholde sig til systemet og det meget store overskud af kvoter, der eksisterer på markedet.

Kvotemarkedet fungerer ikke efter hensigten
I et velfungerende CO2-kvotemarked vil støtte til vedvarende energi og energibesparelser ikke have nogen direkte effekt på klimaet. Den deraf følgende mindre udledning vil blot frigive kvoter, som andre virksomheder i EU kan benytte til at udlede tilsvarende mere CO2. CO2-udledningerne er dermed konstante og bestemt af, hvor mange kvoter EU udsteder. Det kaldes vandsengseffekten: Trykker man ét sted i vandsengen, vil den blot bule ud et andet sted, da mængden af vand er konstant.

Men sådan forholder det sig ikke på kvotemarkedet. Det store overskud af kvoter betyder, at vandsengseffekten er sat ud af kraft på den korte bane. Klimarådets analyse viser, at vandsengen først vil bule ud igen mod slutningen af det dette århundrede – og det er langt fra sikkert, at bulen overhovedet kommer. Derfor har dansk udbygning med vedvarende energi en positiv effekt på klimaet ved enten permanent at reducere de samlede CO2-udledninger fra Europa, eller om ikke andet udskyde udledninger til langt ud i fremtiden, og dermed bidrage til at købe os mere tid til at bekæmpe klimaforandringerne.

Dansk kvoteannullering er ikke en god ide
Annullering af kvoter er fristende som et alternativ til udbygning med vedvarende energi eller energibesparelser. Tror man, der er en vandsengseffekt, vil annullering af kvoter som udgangspunkt være både effektivt og billigt sammenlignet med andre tiltag. Hvis Danmark annullerer én kvote, tilsiger vandsengseffekten, at den totale udledning fra de kvoteomfattede virksomheder vil falde med ét ton CO2, da der nu er én kvote mindre. Klimarådets analyse viser dog, at denne reduktion i udledningerne først sker i slutningen af århundredet. Og det er langt fra sikkert, at reduktionen overhovedet finder sted.

Annullering af kvoter er lige nu yderst aktuelt for Danmark. Vi har af EU fået mulighed for at annullere op til 8 mio. kvoter og få det godskrevet som bidrag til opfyldelse af det mål for reduktioner i de ikke-kvoteomfattede drivhusgasudledninger, som EU har pålagt os for 2030. Klimarådet mener ikke, Danmark skal benytte sig af denne mulighed, da annulleringen i bedste fald først vil få en reel klimaeffekt sidst i det 21. århundrede. Derudover vil annulleringen blot udskyde den nødvendige omstilling, som vi står over for, hvis vi skal lykkes med ambitionen om at blive et lavemissionssamfund i 2050.

Fortsæt omstillingen – også i kvotesektoren
Klimarådet anbefaler, at Danmark arbejder for at få et velfungerende europæisk kvotemarked samtidig med, at den grønne omstilling fortsættes. Klimarådet lægger vægt på, at vi ikke med CO2-kvotesystemet som undskyldning udskyder reduktionerne af drivhusgasudledningen til mange år ude i fremtiden. Ved at reducere vores udledninger fra kvotesektoren bidrager Danmark direkte til at udskyde de globale klimaforandringer og formentlig også til at begrænse dem permanent.

  • Analysen Det oppustede CO2-kvotesystem - Konsekvenser for dansk klimapolitik af kvotesystemet og overskuddet af kvoter samt tilhørende faktaark kan downloades i menuen.
  • I menuen kan også downloades figurpakken og arbejdspapiret Subsidies to renewable energy and the European Emissions Trading System: Is there really a waterbed effect?