Kulstofrige lavbundsjorder

Offentliggjort den 19. november 2020

Det samlede dyrkede lavbundsareal i Danmark vurderes på nuværende tidspunkt til at være godt 170.000 ha. I 2018 udledte de kulstofrige lavbundsjorder ca. 4,8 mio. ton CO2e baseret på de emissionsfaktorer, der i dag anvendes til opgørelsen af Danmarks klimaregnskab over for EU og FN. Kulstofrige lavbundsjorder står dermed for over halvdelen af den samlede udledning, der finder sted ved dyrkningen af jorder i Danmark, selvom de kun udgør 7 pct. af landbrugsarealet.

Det åbne land i Danmark er domineret af landbrugsproduktion. Mere end halvdelen – omtrent 60 pct. af landskabet – er under plov, og dyrkningen af jorden medfører årligt en udledning af drivhusgasser på ca. 9 mio. ton CO2-ækvivalenter (herefter CO2e). Men der er stor forskel på de danske jorder og deres indvirkning på klimaet. Hovedparten består af mineralske jorder med lavt kulstofindhold, som ikke udleder særligt meget CO2 ved dyrkning, mens knap 7 pct. af det dyrkede areal består af kulstofrige lavbundsjorder. Kulstofrige lavbundsjorder er oprindeligt dannet i vådområder som moser og våde enge og har et højt indhold af kulstof fra gamle planterester. Når lavbundsjorder udtørres og iltes ved dræning og pløjning, vil kulstoffet rådne og gasse af, primært som CO2. Det går langsommere, men svarer principielt til afbrænding af fossile brændstoffer og bidrager til at øge atmosfærens koncentration af drivhusgasser og dermed til den globale opvarmning.

Vådlægning af lavbundsjorder kan levere et betydeligt bidrag til Danmarks klima- og miljømål

Det samlede dyrkede lavbundsareal i Danmark vurderes på nuværende tidspunkt til at være godt 170.000 ha. I 2018 udledte de kulstofrige lavbundsjorder ca. 4,8 mio. ton CO2e baseret på de emissionsfaktorer, der i dag anvendes til opgørelsen af Danmarks klimaregnskab over for EU og FN. Kulstofrige lavbundsjorder står dermed for over halvdelen af den samlede udledning, der finder sted ved dyrkningen af jorder i Danmark, selvom de kun udgør 7 pct. af landbrugsarealet. Lavbundsjordernes årlige udledninger svarer til den årlige CO2-udledning fra omtrent 1,8 mio. benzin- og dieselbiler – eller cirka 70 pct. af Danmarks samlede personbilpark.

Hvis alle kulstofrige lavbundsjorder i Danmark blev vådlagt, ville de samlede danske drivhusgasudledninger forventeligt falde med op mod ca. 4,1 mio. ton CO2e om året beregnet med den viden vi har i dag. Når udledningerne ikke forsvinder helt, skyldes det, at vådlægningen af lavbundsarealer medfører en mindre stigning i udledningerne af metan. Metan er også en drivhusgas og tæller med i Danmarks klimaregnskab. Vådlægning af lavbundsjorder kan konkret opnås ved at afbryde de eksisterende drænrør og -grøfter, som afvander markjorden. Forskellige miljømæssige og tekniske barrierer kan imidlertid medføre at det økonomisk attraktive og miljømæssigt forsvarlige reduktionspotentiale er noget mindre end det angivne tekniske reduktionspotentiale på 4,1 mio. ton CO2e p. år. Der foreligger imidlertid ikke tilstrækkelig information til at beregne, hvor meget mindre dette reduktionspotentiale er i forhold til det tekniske reduktionspotentiale.

Hvis man vådlagde alle lavbundsjorder, ville man have nået en femtedel af vejen i forhold til at nå målet om 70 pct. reduktion af de samlede udledninger relativt til 1990. Danmark kan altså realisere en stor klimagevinst ved at vådlægge de kulstofrige lavbundsjorder, eller en stor del heraf. Det gælder derfor om at finde effektive virkemidler, der giver jordejerne incitamenter til at vådlægge jorderne, og som samtidig er samfundsøkonomisk omkostningseffektive.

Vådlægning og dermed et stop for brugen af gødning på lavbundsjorder samtidig vil være et effektivt virkemiddel til at reducere udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet. Vådlægges alle lavbundsjorder, vil den reducerede kvælstofudvaskning potentielt kunne opfylde knap 2/3 af det samlede, obligatoriske reduktionsmål, som EU’s Vandrammedirektiv kræver inden 2027. Vådlægning gavner altså både klimaet og vandmiljøet.

De tekniske reduktionspotentialer er nærmere beskrevet i kapitel 2, mens de samfundsøkonomisk attraktive reduktionspotentialer diskuteres i kapitel 3

 

Der er behov for en ny lavbundsordning

De massive udledninger er ikke ny viden, og der har for perioden 2016-2020 eksisteret en lavbundsordning med det formål at vådlægge lavbundsjorderne. Pr. 1 januar 2020 havde denne ordning dog kun ført til vådlægning af cirka 1.200 ha, hvilket Landbrugsstyrelsen forventer vil have en klimaeffekt på 0,024 mio. ton CO2e pr. år. Det svarer til under 1 pct. af det samlede lavbundsareal. Når ordningen ikke har haft større effekt, skyldes det blandt andet, at området er komplekst, og at der er mange negative såvel som positive sideeffekter forbundet med vådlægning. På Finansloven for 2020 er der afsat yderligere 2 mia. kroner over ti år til en ny lavbundsordning, hvoraf de 600 mio. forventes udmøntet for årene 2020-2022 i en ny bekendtgørelse om klima-lavbundsprojekter.

Denne analyse skal ses som Klimarådets bidrag og anbefalinger til, hvordan vådlægning af lavbundsjorder bedst kan bidrage til opfyldelsen af Danmarks reduktionsmål med fokus på 70-procentsmålet i 2030, herunder anbefalinger til udmøntningen af den nye lavbundsordning.

 

Samfundsøkonomisk er vådlægning et billigt klimatiltag og risikoen for kulstoflækage er lille

Der er en række omkostninger forbundet med vådlægningen af lavbundsjorder: Det kan medføre et produktionstab for den enkelte bedrift, påvirke vandafledningen på nabogrundene og lede til andre negative sideeffekter, som vil blive beskrevet i næste afsnit. Alligevel bliver en betydelig del af disse omkostninger opvejet af de positive (ikke-klima) miljømæssige sideeffekter. Det skyldes særligt, at langt mindre kvælstof vil blive udvasket, og at mindre ammoniak fordamper, fordi vådlægningen i vid udstrækning må forventes at medføre, at den nuværende dyrkning og gødskning ophører. Klimarådets analyser viser, at de gennemsnitlige samfundsøkonomiske omkostninger ved vådlægning af kulstofrige lavbundsjorder er i størrelsesordenen 20-138 kr. pr. ton CO2e, afhængig af den anvendte samfundsøkonomiske pris på kvælstofreduktion. Selv for lavbundsjorder med højværdiafgrøder som fx kartofler er den samfundsøkonomiske omkostning ved vådlægning af jorden generelt mindre end 200 kr. pr. ton CO2e. Vådlægning af lavbundsjorder er altså et samfundsøkonomisk billigt tiltag sammenlignet med mange andre reduktionsmuligheder i dansk klimapolitik, selvom det anerkendes, at enkelte jordejere kan lide betydelige tab. Det bemærkes dog, at der er tale om gennemsnitstal, og tallene for de enkelte marker og bedrifter kan derfor afvige betydeligt i begge retninger herfra.  

Klimarådets samfundsøkonomiske beregninger inkluderer estimater for driftstab, plejeomkostninger, gennemsnitlige omkostninger til harmoniareal og projektomkostninger, herunder udgifter til afbrydelse af dræn og visse afværgeforanstaltninger. Desuden inkluderes gevinster ved reduktion af kvælstofudvaskning og ammoniakfordampning. Der indgår dog ikke omkostninger til løsning af eventuelle fosforproblemer eller problemer omkring oversvømmelse af nabomarker mv., fordi der ikke foreligger systematiske estimater herfor. Klimarådet anbefaler, at disse omkostninger undersøges nærmere. Hvis det i forbindelse med enkeltprojekter viser sig, at der er meget store udgifter til afhjælpning af de negative sideeffekter vil det samfundsøkonomiske reduktionspotentiale blive mindre.

Klimarådet har samtidig set på risikoen for kulstoflækage. Skal vådlægning være et godt klimatiltag, er det vigtigt, at udledningen ikke blot flytter til andre lande. Når jorderne vådlægges, forventes de i vid udstrækning at blive udtaget af landbrugsdrift. I den forbindelse er der en risiko for, at dele af den nuværende produktion på de danske lavbundsjorder flytter til udlandet. Dette forventes dog ikke at føre til væsentlige merudledninger uden for Danmarks grænser. Det skyldes, at en eventuel erstatningsproduktion formentlig billigst kan ske på mineraljorder, som har væsentligt lavere udledninger pr. ha end den ophørte produktion på danske kulstofrige lavbundsjorder. Kulstoflækagen forventes med andre ord at være lav, selvom produktionen måtte flytte ud af Danmark.

Kapitel 3 præsenterer de samfundsøkonomiske konsekvenser af at vådlægge lavbundsjorderne, herunder følsomhedsanalyser for beregningerne. Desuden diskuteres risikoen for kulstoflækage og beskæftigelseseffekter, når kulstofrige lavbundsjorder vådlægges.