Klimarådet: Lad muligheden for kvoteannullering passere

Debatindlæg
20. november 2019

DEBAT: De Økonomiske Råd argumenterer for, at Danmark bør forbeholde sig muligheden for kvoteannullering i forhold til at nå klimamålene. Hvis vi vil hjælpe klimaet, skal vi dog holde os fra at kaste penge efter denne løsning, anbefaler Klimarådet.

Af Peter Møllgaard, Katherine Richardson med flere
Se dokumentationsboksen

Målet om 70 procent drivhusgasreduktioner i 2030, som nyder bred opbakning i Folketinget, har sat gang i en omfattende eftersøgning efter gode klimatiltag. Ét muligt tiltag, der ofte nævnes, er annullering af en mængde af EU's CO2-kvoter igennem den såkaldte fleksibilitetsmekanisme, som EU-Kommissionen har givet Danmark lov til i henhold til vores EU-klimaforpligtelser.

Senest argumenterer De Økonomiske Råd i Altinget 14. november for, at Danmark bør forbeholde sig muligheden for at anvende dette instrument til også at opfylde de danske klimamål.

Diskussionen om kvoteannulleringer er særdeles aktuel i disse uger. Danmark skal senest 31. december i år meddele EU, om vi ønsker at benytte os af muligheden, og i så fald, hvor mange kvoter vi vil annullere frem mod 2030.

Klimarådet har ved adskillige lejligheder anbefalet, at Danmark ikke gør brug af kvoteannullering, hverken i forbindelse med den omtalte fleksibilitetsmekanisme eller ved andre former for kvoteannulleringer. Vi anbefaler i stedet, at Danmark prioriterer tiltag, der giver reelle reduktioner nu og her. Det er der tre grunde til.

Tidspunktet har betydning
For det første vil klimaeffekten af kvoteannulleringer i form af sparet CO2 umiddelbart først finde sted om 20-40 år. Det viser Klimarådets beregninger. Nogle vil måske hævde, at tidshorisonten er ligegyldig, bare reduktionerne sker på et eller andet tidspunkt. Her er svaret nej.

FN's klimapanel understreger behovet for substantielle reduktioner inden 2030, hvilket blandt andet skyldes de såkaldte tipping points. Hvis klimaet overskrider disse tærskler, kan klimaforandringerne blive selvforstærkende og løbe løbsk.

Der er usikkerhed om, præcis hvornår de forskellige tipping points indfinder sig. Men sidste års rapport fra FN's klimapanel vurderede, at risikoen for tipping points er moderat allerede ved en global temperatur på én grad over det førindustrielle niveau, hvilket nogenlunde svarer til den opvarmning, vi indtil nu har oplevet.

Det viser tydeligt, at risikoen for at overskride disse tærskler ikke er noget, der hører til langt ude i fremtiden, og det vil stride imod et forsigtighedsprincip blot at affeje faren ved disse tipping points med, at de er usikre. Derfor er Klimarådet ikke enig med De Økonomiske Råd i, at usikkerheden om tipping points gør dem irrelevante for dansk klimapolitik.

Usikker klimaeffekt
For det andet må klimaeffekten af kvoteannullering siges at være særdeles usikker. Vi kan langtfra være sikre på, at de effekter om 20-40 år, som vi kan regne os frem til i dag, vil holde. Sådanne beregninger bygger på en antagelse om alt-andet-lige, men rammerne i EU's kvotesystem er løbende til forhandling, og dermed overses en vigtig pointe, hvis man i sin beregning blot forlænger det nuværende system med brædder.

For eksempel modsætter kun få lande sig EU-Kommissionens vision om et klimaneutralt EU i 2050, og skal dette mål indfries, er det helt nødvendigt at justere kursen for kvotesystemet. Derfor er det vigtigt at gøre sig tanker om fremtidens kvotesystem, hvis man vil forstå konsekvenserne af dansk kvoteannullering.

Kvotesystemet kan udvikle sig i mange retninger, og udviklingen kan risikere at mindske den reelle effekt af en kvoteannullering. I det ganske sandsynlige tilfælde, at EU fremover sætter sig nye og mere ambitiøse mål, skal mængden af kvoter, der udstedes årligt, reduceres for at indfri de nye mål.

I denne proces vil det have betydning, hvor mange ubrugte kvoter der er i omløb, og jo større dette kvoteoverskud er, jo færre kvoter kan EU tillade sig at udstede. Det betyder også, at hvis Danmark annullerer kvoter inden 2030 og dermed begrænser overskuddet, vil EU kunne udstede lidt flere kvoter og stadig nå samme mål. Bundlinjen er, at effekten af en dansk kvoteannullering risikerer at blive udvandet af den fremtidige kvotepolitik.

Dansk omstilling skal inspirere
For det tredje er det vigtigt at forstå, hvorfor Danmark har gavn af et mål om 70 procents reduktion. En dansk omstilling har kun begrænset værdi i forhold til det globale klima, hvis resten af verden ikke følger efter, og derfor er måden, vi opfylder det på, uhyre væsentlig.

Skal Danmarks grønne omstilling give genlyd globalt, skal vi have øje for løsninger, der kan kopieres ude omkring i verden, og vi skal kunne fremvise reelle reduktioner, så andre lande lader sig inspirere. Hvis vi i stedet tyr til skrivebordsøvelser som for eksempel kvoteannullering, vil historien om det ambitiøse danske klimamål hurtigt falme i udlandet.

Beslutning om kvoteannullering binder
Som nævnt skal Danmark allerede i år beslutte, hvor mange kvoter vi vil annullere, og det antal kvoter, vi melder ind, er vi samtidig forpligtet til at annullere. Vi kan fra 2026 nedjustere dette antal, men ikke sætte det op.

Derfor er kvoteannullering ikke en mulighed, vi bare kan have i baglommen til senere brug, hvis det skulle knibe med at nå vores mål. Derimod skal de danske politikere allerede nu beslutte, om de vil kaste penge efter kvoteannulleringer i minimum fem år.

Kvoteprisen er steget betydeligt den seneste tid, så hvis Danmark bruger hele sin ret til at annullere kvoter svarende til cirka 800.000 ton CO2 om året, skal der afsættes omkring 150 millioner kroner allerede fra 2021, og i alt 750 millioner kroner til og med 2025, hvis den nuværende kvotepris holder. Spørgsmålet er, om disse penge bedre kan bidrage til opfyldelsen af de danske klimamål på anden vis.

Prioritér reelle reduktioner
Klimarådet har gentagne gange talt for, at det er afgørende med en tidlig og ambitiøs indsats, hvis Danmark skal nå målet om klimaneutralitet i 2050 mest omkostningseffektivt. Venter vi for længe med for alvor at tage fat, kan det blive unødigt dyrt at komme i mål. Klimarådet bakker derfor fuldt op om et bindende delmål i 2030 på 70 procent. Det sikrer tidlige reduktioner, og det øger troværdigheden i forhold til målet om klimaneutralitet i 2050, hvilket bidrager til at billiggøre målopfyldelen.

De Økonomiske Råd vurderer, at de 70 procent i 2030 er at gå for langt, hvis det udelukkende handler om at nå målet i 2050 billigst muligt uden hensyntagen til udledningerne af drivhusgasser på vejen dertil. Men klog målopfyldelse i 2050 er naturligvis ikke kun et spørgsmål om at spare kroner og øre – udledningerne på vejen mod 2050 har i høj grad betydning for klimaet og bør derfor også være en prioritet. Og i det lys er klimagevinsten af kvoteannulleringer så tvivlsom, at Danmark kan få mere klima for pengene andetsteds.

Derfor er Klimarådets anbefaling fortsat, at de danske politikere bør forpasse muligheden for at annullere kvoter. I stedet bør klimaindsatsen rettes mod tiltag, der giver reelle reduktioner allerede på den korte bane. På den måde hjælper vi klimaet mest muligt.

Debatindlægget blev bragt på Altinget.dk den 20. november 2019.

Dokumentation

 Indlægget er skrevet af:

  • Peter Møllgaard, formand for Klimarådet, dekan ved Maastricht University School of Business and Economics
  • Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Center ved Københavns Universitet
  • Jørgen Elmeskov, Rigsstatistiker hos Danmarks Statistik
  • Jette Bredahl Jacobsen, professor i miljø- og ressourceøkonomi og viceinstitutleder for forskning ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet
  • Niels Buus Kristensen, forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt, Oslo
  • Marie Trydeman Knudsen, forsker i bæredygtighed af landbrugs- og fødevaresystemer ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet
  • Poul Erik Morthorst, professor i energiøkonomi og afdelingsleder ved DTU Management Engineering

Alle afsendere er medlemmer af Klimarådet.