Klimapolitik er både et nationalt og globalt anliggende

Af Katherine Richardson, medlem af Klimarådet

I sidste uge vågnede vi op til nyheden om, at mit gamle hjemland USA havde valgt en klimaskeptiker til præsidentembedet. Valget af Donald Trump vækker med rette bekymring, men det er heldigvis langt fra sikkert, at den kulglade rigmand får held med at bremse den globale omstilling, som han gav udtryk for under valgkampen.

Verden er nemlig allerede i gang med at omstille sig. Kina har allerede i 2020 en målsætning om, at 15 pct. af kinesernes energiforbrug skal komme fra ikke-fossile kilder.

I Finland gør man sig tanker om at forbyde kul fuldstændigt, og den norske oliefond – en af verdens største – er i fuld gang med at afvikle deres investeringer i kul. De tendenser får selv en klimaskeptisk amerikansk præsident svært ved at bremse.

Blandt alle valgnyhederne gemte sig også en dansk nyhed om prisen på den kommende vindmøllepark ved Kriegers Flak. Vinderbuddet fra Vattenfall lå på 37,2 øre pr. kWh., og det er en meget konkurrencedygtig pris for strøm fra havvindmøller – også set i forhold til strøm fra danske kulkraftværker.

Der er altså meget, der tyder på, at det lykkes at afkoble vores energiforbrug fra udledningen af drivhusgasser.

EU må fortsat vise lederskab
På andre områder, som ikke er direkte koblet op på energiforbruget, er der stadig behov for at skubbe på, hvis vi skal opnå de nødvendige reduktioner. Her kan EU komme til at spille en betydelig rolle fremover, hvis USA gør alvor af at sænke ambitionerne.

Historisk set har EU gået forrest med et højt ambitionsniveau i de internationale klimaforhandlinger, og under Kyoto-protokollen var det hovedsaligt EU-lande, der forpligtigede sig til at gøre noget ved drivhusgasudledningerne. Efter Trumps sejr kan fornyet europæisk lederskab være nødvendigt.

EU har et samlet mål om at reducere 80-95 pct. af udledningerne i 2050. Vejen går over 2030, hvor EU samlet set ønsker at reducere med 40 pct. i 2030 i forhold til niveauet i 1990. I EU skelner man mellem den del af økonomien, der er omfattet af EU’s handel med kvotesystemer, og den del, der ikke er.

Sidstnævnte omfatter transport, landbrug og bygninger, og her er målet at reducere med 30 pct. i forhold til 2005. Det er her, vi ser det største behov for at skubbe på omstillingen. Landbruget har nemlig ikke formået at reducere sine drivhusgasudledninger siden 2005, og transportsektoren står ligeledes over for en stor udfordring, da vi generelt kører mere og mere, selv om bilerne i stigende grad bliver mere effektive.

Klimarådet har analyseret Danmarks andel af 2030-klimamål
Danmark skal levere sin del af de europæiske reduktioner, og EU-Kommissionen kom i juli med et udspil, hvor Danmarks andel af 2030-målet lander på 39 pct. Det lyder umiddelbart ambitiøst, men Klimarådets analyse, der blev offentliggjort i mandags, viser, at når vi medregner det, vi har gjort og forventer at gøre, er den faktiske reduktionsopgave snarere 16 pct.

Målet indeholder så meget fleksibilitet – det vil sige valgfrihed i måder at opfylde målet på – at Danmark for en stor dels vedkommende også kan vælge at købe sig til reduktioner i udlandet frem for selv at reducere. Det er et problem, for jo mindre vi gør i Danmark frem mod 2030, jo mere kræver det efter 2030. Vælger vi at betale andre lande for reduktioner frem mod 2030, vil vi komme til at betale for reduktionerne to gange, når vi under alle omstændigheder skal reducere i perioden 2031-2050.

På baggrund af analysen af 2030-målet anbefaler vi i Klimarådet, at vi kun bruger mulighederne for fleksibilitet delvist, og i stedet opfylder vores mål ved at reducere udledninger inden for Danmarks grænser.

Selv hvis vi foretager reduktioner inden for Danmarks grænser, er opgaven overkommelig. Tempoet, vi skal reducere med fra 2021-2030, vil endda være lidt lavere end i nuværende periode 2013-2020, så det burde være realistisk at gennemføre.

Danmark har med Kommissionens udspil til et nationalt reduktionsmål fået en enestående mulighed for at tilrettelægge sine reduktioner på en klog måde frem mod 2030, så vi får størst muligt gavn af dem på langt sigt.

Vælger man fra dansk side at købe sig til reduktioner i udlandet, så kan vi nemt stå over for en usandsynligt stor opgave i perioden efter 2030. Opgaven med at skabe et samfund uafhængigt af fossile brændsler bliver ikke mindre, som tiden går – uanset hvad den amerikanske præsident ellers måtte mene.

(Debatindlæg bragt i Altinget d. 17. november 2016)