Hvis ikke forureneren skal betale - hvem skal så?

Omstillingen til et klimaneutralt samfund kræver markante ændringer og er ikke gratis. Den gode nyhed er dog, at det kan gøres, uden at det bliver markant dyrere for samfundet som helhed. Klimarådet estimerer, at den samlede årlige ekstraregning vil nå op på 15-20 mia. i 2030, hvilket svarer til under 1 procent af BNP. Det afhænger dog af, hvordan omstillingen gennemføres, og at vi altid stiller spørgsmålet: Hvordan kan vi nå vores klimamål mest omkostningseffektivt?

Klimarådets nyeste rapport tegner en farbar vej mod 70-procentsmålet i 2030 med både politiske tiltag og adfærdsændringer – men vi fastlår også, at omstillingen bør ske efter princippet om, at forureneren betaler. Det betyder, at der skal en afgift på udledning af drivhusgasser. Coronakrisen belaster de offentlige finanser, og som motor i den grønne omstilling vil en afgift lette presset – i modsætning til tilskud, som vil belaste de offentlige finanser. En afgift er derfor også ønskelig i og efter en krisesituation.

Vores forslag om en indfasning af afgiften over de næste ti år sikrer samtidig, at det ikke belaster efterspørgslen nævneværdigt på kort sigt i den økonomiske krise. En annoncering af en høj afgift i 2030 vil allerede på kort sigt accelerere investeringerne i den grønne omstilling, da der skabes stabile rammevilkår.   

Afgift giver omkostningseffektiv omstilling

Det bør koste noget, hvis man bidrager til klimaforandringerne. I dag afspejler prisen på mange varer ikke omkostningerne ved deres klimamæssige belastning. En drivhusgasafgift har den afgørende positive effekt, at forureneren får et klart incitament til at ændre adfærd og stoppe med at forurene.

Og det er jo det, det hele handler om. Målet er ikke at indkræve penge for at polstre statskassen, men derimod at mindske udledningen af drivhusgasser. Det kommer til at kræve store samfundsmæssige investeringer, som nogen skal betale. Derfor er det både klogt og rimeligt, at drivhusgasafgiften pålægges den, der forårsager og kan påvirke udledningen af drivhusgasser.

Oprydning i rodebutikken

Klimarådets forslag er en omlægning af afgifterne til en drivhusgasafgift, der skal indfases over de næste ti år og nå en pris på omkring 1.500 kr. pr. ton CO2 i 2030. Denne slutpris svarer til omkostningen for de dyreste redskaber, vi skal have i brug for at indfri 70-procentsmålet. Afgiften skal tilskynde til klimavenlige valg, såsom mere effektive produktionsformer og brug af grønne energikilder. I dag er det danske afgiftssystem noget af en rodebutik med lave CO2-afgifter og høje energiafgifter, hvilket dermed giver meget forskelligartede incitamenter til at begrænse udledningerne af drivhusgasser. Fx betaler en boligejer med et oliefyr i dag en afgift svarende til ca. 1.000 kr. for et ton CO2, mens afgiften på traktordiesel svarer til ca. 200 kr. for et ton CO2. Det er ikke klog klimaregulering, da klimaeffekten af udledningen er den samme.  

Derfor anbefaler Klimarådet, at en afgift skal omfatte alle drivhusgasser, gælde for alle sektorer og sende det samme signal om at reducere udledningerne på tværs af økonomien. Afgiften bør øges gradvist over ti år, så indfasningen sker stille og roligt, så borgere og virksomheder har mulighed for at tilpasse sig det stigende niveau.

Bundfradrag til konkurrenceudsatte virksomheder

Klimarådets forslag om en drivhusgasafgift er blevet mødt med kritik fra en del af erhvervslivet, som hævder, at afgiften vil skabe kulstoflækage ved at flytte produktion og udledninger til udlandet. Men erhvervslivet er en broget skare, og en række innovative, danske virksomheder ser ligefrem en fordel i afgiften, fordi det fremmer deres grønne teknologier og giver et rygstød til at konkurrere på et bæredygtighedshungrende globalt marked.

Nogle energiintensive virksomheder vil naturligvis blive ramt af en generel drivhusgasafgift. Klimarådets afgift er ikke designet til at afvikle dansk erhvervsliv, men skal kunne håndtere risikoen for kulstoflækage. Derfor foreslår vi, at særligt konkurrenceudsatte virksomheder får et bundfradrag, der afhænger af risikoen for udflytning for den enkelte produktion, og dermed begrænser risikoen for, at udledningerne blot stiger tilsvarende uden for Danmark. Højere risiko, højere bundfradrag. Et bundfradrag tager hånd om, at klimaudfordringen skal ses globalt, men det fordyrer også opfyldelsen af det danske klimamål, når forurenende aktiviteter stadig finder sted i Danmark. Det betyder nemlig, at andre virksomheder og husholdninger skal reducere udledningerne tilsvarende mere.

Bundfradraget til danske, konkurrenceudsatte virksomheder skal modsvares af en afgift på forbruget af de samme produkter. Det betyder fx, at hvis man giver et betydeligt fradrag i afgiften til konkurrenceudsatte landbrugs- og industrivirksomheder, så skal man i stedet afgiftspålægge de tilsvarende fødevarer og produkter solgt i Danmark. En sådan afgift vil fx omfatte både dansk og udenlandsk produceret kød, mælk og cement og tilskynde til, at vi fx spiser og bygger mere klimavenligt.

Klimaskadeligt forbrug skal koste det samme

Flere er forargede over, at en afgift løbende vil gøre hverdagsprodukter dyrere. Men klimaskadeligt forbrug bør koste det samme, uanset hvilke produkter der er tale om, og derfor bør klimaaftrykket fra fx flyrejser og oksekød indgå i prisen. Uden et prissignal  forbruger vi mere af disse produkter, end klimaet kan tåle.  Når forskellige produkter vil stige i pris som følge af en drivhusgasafgift, skyldes det, at det er nogle af de mest klimabelastende produkter, som vi netop bør forbruge mindre af for at begrænse klimaforandringerne.

En beslægtet kritik af Klimarådets foreslåede drivhusgasafgift er, at den vil ramme socialt skævt. Dette kan dog mindskes væsentligt gennem tiltag som fx en grøn check.

Alternativer til afgifter gør omstillingen dyrere

Alternativet til en afgift, som Klimarådet anbefaler, er, at omstillingen må gennemføres med andre midler. En mulighed er, at man forbyder eller rationerer klimaskadelig aktivitet. Det er et voldsomt indgreb, som efterlader meget få valg til den enkelte, og som kan lede til betydelige velfærdstab. En anden mulighed er, at virksomhederne får tilskud til at ændre deres produktion i en grønnere retning. Det indebærer imidlertid, at man flytter hele regningen til skatteyderne, og derved får man ikke synliggjort, hvor udledningerne finder sted, og forbruget af varer med højt klimaaftryk bliver for billige. Det kan føre til et unødigt stort forbrug af klimaskadelige produkter og betyde, at den grønne omstilling bliver væsentligt dyrere. Ligesom det øger udgifterne for staten, som skal finansieres, fx via højere skatter og afgifter. 

Klimarådet har foreslået en lang række virkemidler, der tilsammen skal få os i mål med 70-procentsmålet. Vindmøller skal opsættes, strategier for offentlige indkøb skal igangsættes og energieffektiviseringer bør tilskyndes. Men drivhusgasafgiften er fundamentet for den omkostningseffektive omstilling. Vi ved, at det mange steder vil betyde ændringer i den måde, vi forbruger og producerer på. Men en højere pris på forurening skubber os til at vælge grønne løsninger og udvikle grønne teknologier, som ikke er afgiftsbelagte. Hver gang der forurenes, vokser truslen fra klimaforandringerne. Det giver omkostninger til samfundet og bringer den samlede pris på den grønne omstilling op. Og hvis ikke forureneren skal betale for at nedbringe sin forurening – hvem skal så?

Kronik af Klimarådet: Peter Møllgaard (formand), Jette Bredahl Jacobsen, Katherine Richardson, Poul Erik Morthorst, Niels Buus Kristensen, Marie Trydeman Knudsen og Jørgen Elmeskov