Kommentering af Global Afrapportering 2024
Klimarådet vurderer i sin kommentering, at den globale afrapportering er solidt fagligt funderet, og at den overordnet set giver et godt overblik over Danmarks globale klimapåvirkning. Den globale afrapportering bidrager til at synliggøre Danmarks globale påvirkning af klimaet. Afrapporteringen kan understøtte beslutningsgrundlaget for Danmarks globale klimaindsats og dermed udgøre et vigtigt grundlag for politisk handling.
Det er dog en vanskelig opgave at opgøre Danmarks globale klimapåvirkning retvisende. Derfor er der løbende behov for at styrke afrapporteringens metodiske grundlag. Der sker da også løbende forbedringer. Siden sidste år er fremskrivningen af det forbrugsbaserede klimaaftryk fx blevet videreudviklet, og der er inkluderet en opgørelse over private investeringers scope 3-udledninger. Disse forbedringer finder Klimarådet nyttige.
Afrapporteringen udgør et godt grundlag, men kan styrkes for at fremme politisk handling
Klimarådet vurderer, at afrapporteringen på mange områder udgør et godt grundlag for politisk handling i regi af Danmarks globale klimaindsats. Afrapporteringen indeholder fx en detaljeret opgørelse og fremskrivning af det forbrugsbaserede klimaaftryk og klimapåvirkningen fra offentlige indkøb.
Selv om der er sket forbedringer i dette års afrapportering, er der fortsat behov for, at afrapporteringen udvikler sig mod at blive et stadigt mere brugbart styringsredskab. Det kræver, at afrapporteringen i højere grad kan anvendes til at identificere reduktionspotentialer og politiske handlemuligheder for at nedbringe Danmarks globale klimapåvirkning. Klimarådet anerkender, at dette arbejde er udfordrende, men opfordrer til, at afrapporteringen udvikler sig yderligere i denne retning.
Danmarks globale klimaindsats bliver stadigt mere relevant
Mange af Danmarks globale klimapåvirkninger forbliver uændrede eller øges ligefrem i negativ retning. Det står i kontrast til de territoriale udledninger, som løbende reduceres. Denne tendens øger år for år relevansen af den globale klimaindsats og dermed værdien af den globale afrapportering.
Klimarådet har anbefalet en styrket ramme for Danmarks globale klimaindsats
Der er ikke en klar kobling mellem den globale afrapportering og Danmarks globale klimastrategi- og indsats. Dette ses blandt andet ved, at der er flere områder, som monitoreres i den globale afrapportering, men som ikke indgår i regeringens globale klimastrategi, og som der ikke tages stilling til i den førte politik på det globale område.
Klimarådet anbefalede i analysen Danmarks globale klimaindsats, at der i en revision af klimaloven bør etableres en styrket og sammenhængende ramme for Danmark globale klimaindsats. I analysen anbefalede Klimarådet, at de ti indsatsområder, der er illustreret i figur 1, fremover skal indgå i den langsigtede globale klimastrategi, og at de samme ti indsatsområder skal monitoreres i den globale afrapportering. Det er positivt, at alle de områder monitoreres i afrapporteringen, men ikke alle områderne indgår i den globale klimastrategi. Dette gælder fx for det forbrugsbaserede klimaaftryk og offentlige indkøb.
Derudover anbefalede Klimarådet i analysen, at der etableres et mål for den danske andel af den internationale transport og sættes pejlemærker for Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk og offentlige indkøb.
Det vil være mere gennemsigtigt og lettere at vurdere, om Danmark målretter og vægter sine globale indsatser fornuftigt, hvis der etableres nye globale mål og pejlemærker. Det samme gør sig gældende i forhold til etableringen af en bedre sammenhæng mellem den globale afrapportering og regeringens globale strategi. Begge dele vil også gøre det nemmere at vurdere, om der sker fremskridt i indsatsen.