Kvotesystemet er ikke et argument for at sløjfe VE-støtten

Af Peter Birch Sørensen, formand for Klimarådet

Debatten på Altinget om EU's nødlidende CO2-kvotesystem har været vidt omkring, siden jeg i et tidligere indlæg redegjorde for Klimarådets analyse af konsekvenserne af det store kvoteoverskud. Diskussionen handler især om to spørgsmål:

• Hvordan kan kvotesystemet reformeres, så det kommer til at virke effektivt?
• Hvilken klimapolitik for kvotesektoren bør Danmark føre, indtil kvotesystemet virker?

Her er mit bud på en besvarelse af de to spørgsmål.

Spørgsmål 1: Hvordan kan kvotesystemet reformeres...
...så det kommer til at virke effektivt?

Alle bidragydere til Altingets debat er enige om, at det store kvoteoverskud bør nedbringes. Det vil drive kvoteprisen i vejret og derved mindske behovet for støtte til vedvarende energi.

Lars Gårn Hansen fra De Økonomiske Råd argumenterer for, at kvotesystemet bør udvides til at omfatte flere sektorer og lande. Jeg er enig i, at det kan være en god ide, forudsat at systemet bliver strammet op. Et velfungerende kvotesystem er et godt instrument til at sikre, at CO2-reduktionerne foretages der, hvor det er billigst.

Men der er også behov for at introducere en gulvpris på kvoter, som Christian Ibsen fra Concito har foreslået. Historisk har der været meget store udsving i kvoteprisen. Det gør investeringer i vedvarende energi til en meget risikabel affære, hvis det alene er en høj kvotepris, der skal gøre investeringerne rentable. Med en meget høj risiko vil investorerne kræve et højt forventet afkast. Den ustabile kvotepris er derfor med til at fordyre den grønne omstilling.

Man kan også sige det på en anden måde: En uventet lav kvotepris, som den nuværende er et signal om, viser, at det er væsentligt billigere at reducere CO2-udledningerne, end man ventede, da man fastlagde kvoteudstedelsen.

Prisgulv vigtigere end loft
Når CO2-reduktioner viser sig at være uventet billige, burde det få politikerne til at indskrænke kvoteudbuddet og dermed opjustere CO2-reduktionsmålet, da det jo som bekendt haster med at få standset den globale opvarmning. Et politisk fastsat prisgulv for CO2-kvoter vil sikre, at kvoteudstedelsen automatisk indskrænkes, når markedsprisen på kvoter rammer gulvet.

Som Christian Ibsen skriver, kan man overveje at supplere prisgulvet med kvoteprisloft, der kan sikre, at kvoteprisen ikke bliver så høj, at det bliver et stort problem for EU-virksomhedernes konkurrenceevne. Men i den aktuelle situation er det vigtigst at få indført et prisgulv for at sikre, at kvotesystemet bliver en reel drivkraft for den grønne omstilling.

Den miljøøkonomiske forskning peger på, at det er en samfundsøkonomisk fordel at supplere et kvotesystem med et prisgulv og et prisloft, fordi det sikrer, at kvoteprisen ikke bevæger sig for langt væk fra den samfundsmæssige skadesomkostning ved CO2-udledningerne.

I praksis vil det kunne administreres ved at indføre en mindstepris og evt. en maksimumspris i de løbende kvoteauktioner. Danmark bør derfor i EU både arbejde for en kraftig indskrænkning af kvoteudbuddet og for indførelsen af en minimumspris på kvoter, evt. suppleret med en maksimumspris.

Spørgsmål 2: Hvilken klimapolitik bør Danmark føre... 
... indtil kvotesystemet virker?

Lars Gårn Hansen argumenterer i sit indlæg for, at kvotesystemet faktisk ”virker”.

Diskussionen herom kan hurtigt blive en ufrugtbar strid om ord. Systemet virker selvfølgelig i den forstand, at CO2-udledningerne ikke overskrider det politisk fastlagte kvoteloft. De akkumulerede udledninger ligger som bekendt langt under den akkumulerede kvoteudstedelse.

Kvotesystemet ”virker” også i den forstand, at kvoteprisen gør det lidt dyrere at udlede CO2 og tilskynder til at foretage CO2-reduktionerne dér, hvor det er billigst. Men som Lars Gårn Hansen selv anerkender, så virker kvotesystemet ikke som reel drivkraft for den grønne omstilling, fordi kvoteprisen er så lav.

Danmark skal ikke sløjfe VE-støtte
Hvis kvotesystemet skal virke for alvor, skal kvoteoverskuddet fjernes. På den baggrund argumenterer Lars Gårn Hansen for, at Danmark og andre EU-lande bør ophøre med at give offentlig støtte til vedvarende energi inden for kvotesektoren, fordi det øger kvoteoverskuddet og dermed bidrager til at undergrave kvotesystemet.

Jeg er enig i, at det kan gøre den grønne omstilling billigere, hvis man i EU kan enes om en ambitiøs opstramning af kvotesystemet kombineret med en koordineret neddrosling af støtten til vedvarende energi.

Men desværre er der ikke udsigt til, at kvotesystemets problemer bliver løst foreløbigt. Som Klimarådets nylige analyse af kvotesystemet har vist, vil de reformforslag, som Europaparlamentet og Ministerrådet har fremlagt, ikke ændre ved det forhold, at kvoteoverskuddet først vil forsvinde på den anden side af 2050.

I den situation giver det for mig ingen mening, hvis Danmark skulle gå enegang ved at afskaffe støtten til vedvarende energi i kvotesektoren netop i disse år, hvor der er stigende interesse i udlandet for danske energiteknologiske løsninger og for at drage nytte af vores know-how om, hvordan man integrerer store mængder vedvarende energi i energisystemet.

Den eneste sikre virkning af at afskaffe støtten ville være, at den grønne omstilling i Danmark går i stå, og at vi ville miste vores status som foregangsland og inspirationskilde for omverdenen.

Annullere kvoter i stedet for at støtte VE? Nej
Hvis vi fortsætter støtten til vedvarende energi og energibesparelser i kvotesektoren, vil det alt andet lige øge kvoteoverskuddet på kort sigt, men det vil også føre til, at der vil blive trukket flere kvoter tilbage fra markedet og over i den såkaldte Markedsstabiliseringsreserve, hvorfra de sandsynligvis aldrig vil blive lukket ud igen, som nærmere forklaret i Klimarådets analyse.

Hvis Ministerrådets reformforslag bliver vedtaget, vil en dansk udbygning med vedvarende energi faktisk med sikkerhed medføre en permanent annullering af kvoter og dermed reducere de samlede CO2-udledninger i EU ikke bare på kort og mellemlangt sigt, men også i det helt lange løb.

Men vil det alligevel ikke være bedre, hvis den danske stat i stedet for at støtte vedvarende energi simpelthen annullerer en del af de kvoter, den har lov til at udstede? Klimarådets svar er nej.

Vores analyse viser, at på grund af det store kvoteoverskud vil en ensidig dansk kvoteannullering i bedste fald først slå rigtigt igennem på CO2-udledningerne i slutningen af århundredet, og sandsynligvis vil der aldrig blive fuldt gennemslag. En dansk udbygning med vedvarende energi vil være et langt mere effektivt middel til at sænke udledningerne frem til slutningen af århundredet, og højst sandsynligt også permanent.

Jeg er altså ikke enig i, at Danmark bedst kan bidrage til at få kvotesystemet til at virke ved at afskaffe al støtte til vedvarende energi i kvotesektoren.

Kvotesystemets problemer skal løses ved, at Danmark allierer sig med ligesindede EU-partnere for at gennemtvinge en tilstrækkelig opstramning af systemet. Indtil da er kvotesystemet ikke et fyldestgørende argument for at afskaffe støtte til vedvarende energi og energibesparelser.

(Debatindlæg bragt i Altinget d. 5. april 2017)