Aflysning af 8. udbudsrunde i Nordsøen og fremtidige udbudsrunder

Fordelene ved fortsat olie- og gasjagt opvejer ikke konsekvenserne på klimaområdet. Derfor bør 8. udbudsrunde i Nordsøen ikke gennemføres. Anbefalingen gælder også eventuelle senere udbudsrunder, med mindre de præmisser, som Klimarådet lægger til grund, skulle ændre sig markant.

Anbefalingen stammer fra Klimarådets analyse Danmarks indvinding af olie og gas i Nordsøen fra 2020.

Det vurderes, at en aflysning af 8. udbudsrunde i sig selv vil reducere udledningerne fra produktion, bearbejdning og forbrug af dansk olie og gas med ca. 6,7 mio. ton CO2e i perioden fra 2027 til 2043. Men da en mindsket dansk produktion til dels vil blive erstattet af øget produktion i udlandet, bliver den reelle globale reduktion umiddelbart mellem 0,3 og 2,3 mio. ton CO2e. Dette skyldes den såkaldte kulstoflækage, som altså udvander reduktionseffekten med mellem 4,4 og 6,4 mio. ton CO2e. Aflysning af udbudsrunderne kan også have en afledt klimaeffekt, hvis andre lande følger Danmarks eksempel og ligeledes stopper olie- og gasefterforskning inden for deres territorium. Klimarådet har dog ikke estimeret denne effekt.

8. udbudsrunde er af beskeden størrelse sammenlignet med den øvrige produktion, som vist i figuren nedenfor. Det er Klimarådets antagelse, at en aflysning af 8. udbudsrunde af klimahensyn også må indebære et stop for efterfølgende udbudsrunder. Dermed kan beslutningen om 8. udbudsrunde få en væsentlig større betydning for olie- og gasproduktionen end de mængder, der isoleret relaterer sig til 8. udbudsrunde. Indvinding fra senere udbudsrunder vil dog næppe kunne nå at få stor betydning inden 2030 og dermed påvirke indfrielsen af 70- procentsmålet, men disse runder kan påvirke fremtidige delmål på vejen mod klimaneutralitet senest i 2050.

Den samfundsøkonomiske omkostning ved en aflysning svarer nogenlunde til tabet af indtægter til staten. Skatteministeriet har vurderet, at 8. udbudsrunde isoleret set vil give indtægter for staten med en nutidsværdi på 1,75 mia. kr. over den 17-årige periode (Kilder: Information og Skatteministeriet). Dette skøn er naturligvis særdeles usikkert og afhænger især af antagelser om den fremtidige oliepris. Skønnet bygger på en oliepris i et scenarie fra IEA baseret på landenes nuværende politik, hvor verden derfor ikke indfrier Parisaftalens målsætning. Hvis verden skulle slå ind på et grønnere spor, der rent faktisk når målet, kan det betyde væsentligt lavere oliepriser og dermed færre statsindtægter end forventet, hvilket sænker prisen for at aflyse 8. udbudsrunde betydeligt. Klimarådet skønner, at den samlede indtægt så falder til ca. 0,9 mia. kr. over perioden. Skønnet bygger på Skatteministeriets svar på spørgsmål nr. 33 af 29. august 2019 (alm. del).

Omkostningen pr. reduceret ton CO2e på verdensplan afhænger af lækageraten. Det vil sige, hvor stor en andel af faldet i udledninger i Danmark, der modsvares at en stigning i udledninger i udlandet. I analysen vurderer Klimarådet, at kulstoflækagen er et sted mellem 0,65 til 0,95. På den baggrund er omkostningen mellem ca. 1.300 og 9.400 kr. pr. ton CO2e i et scenarie med en høj oliepris og mellem ca. 700 og 4.700 kr. pr. ton CO2e i et scenarie med en lav oliepris. Usikkerheden om både lækageraten og olieprisen resulterer således i en betydelig usikkerhed om prisen pr. reduceret ton af de globale udledninger.

Klimarådet vurderer ikke, at omkostningerne ved at reducere de globale udledninger gennem en aflysning af 8. udbudsrunde er uforholdsmæssigt store målt relativt til reduktionseffekten, med mindre lækageraten bliver meget stor eller olieprisen meget høj.