Forsidecollage med skorstene, EU-stjerner, skov
Statusrapport

Statusrapport 2026

Danmarks nationale klimamål og internationale forpligtelser
Rapportens forside - skorstene, skyer og skov
Collage med marker, skov og skorsten
1

Indledning, konklusioner og anbefalinger

Klimarådet vurderer i denne rapport udsigten til, at Danmark når sine klimamål og -forpligtelser. Samtidig fremlægger Klimarådet en række anbefalinger til den fremadrettede klimaindsats. Rapporten fokuserer både på det nært forestående 2030-mål og på det nye 2035-mål. Samtidig gør rapporten status på 2025-målet, Danmarks langsigtede klimamål i 2050 og Danmarks klimamæssige forpligtelser over for EU.

Dette års statusrapport har et stort fokus på EU, som sætter en vigtig ramme for dansk klimapolitik. Klimapolitikken i EU har haft et svært år. Efter lange forhandlinger blev der dog vedtaget et mål om 90 pct. reduktion i 2040. 
Klimarådets statusrapport dykker ned i nogle af de væsentligste områder i EU’s klimapolitik og giver anbefalinger til, hvordan den danske regering bør arbejde for at påvirke politikken. Derudover giver rapporten et overblik over den seneste udvikling på den globale klimapolitiske scene.

Rapporten har fem kapitler

Statusrapporten er struktureret i følgende kapitler:

  • Kapitel 1. Kapitlet opsummerer de øvrige kapitler.
  • Kapitel 2. Kapitlet beskriver den seneste udvikling inden for klimavidenskaben og i den globale klimapolitik, som danner ramme om Danmarks klimapolitik.
  • Kapitel 3. Kapitlet redegør for den seneste udvikling i EU’s klimapolitik, og Klimarådet giver anbefalinger til regeringens arbejde med at styrke EU’s klimaregulering.
  • Kapitel 4. Kapitlet vurderer udsigterne til at nå Danmarks nationale klimamål og giver anbefalinger til at opfylde målene.
  • Kapitel 5. Kapitlet giver en status på opfyldelsen af Danmarks klimamæssige forpligtelser over for EU.
     
Collage med klode, himmel og vindmøller
2

Verdens klimaindsats

Kapitlet indledes med en beskrivelse af udviklingen i den globale opvarmning samt nogle af de konsekvenser og risici, som opvarmningen medfører for både mennesker og natur.

Status på Parisaftalen og de internationale klimaforhandlinger

Dernæst gives der en status på den globale klimaindsats 10 år efter indgåelsen af Parisaftalen. Aftalen har blandt andet som mål at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 grader, med sigte på 1,5 grader over førindustrielt niveau.

Kapitlet viser, at den globale klimaindsats er blevet styrket over de seneste 10 år, men at indsatsen langt fra er tilstrækkelig til at holde temperaturstigningen i tråd med Parisaftalens mål.

Ved årets klimatopmøde COP30 skulle verdens lande forsøge at styrke reduktionsindsatsen og modstandsdygtigheden over for klimaforandringer. Kapitlet udlægger hovedresultaterne fra klimatopmødet i 2025.

Dynamikker i den globale klimaindsats

Kapitlet beskriver, hvordan den globale klimaindsats præges af modsatrettede dynamikker. På den ene side er der stigende politisk modstand i mange lande, som risikerer at bremse den grønne omstilling. På den anden side rummer den hastige udvikling inden for grønne teknologier et betydeligt potentiale for at accelerere klimaindsatsen.

Samtidig beskriver kapitlet kort, hvordan EU, USA og Kina handler i forhold til klimakrisen.

Kapitlets konklusioner

  • Den globale opvarmning accelererer, og de seneste år er der slået flere varmerekorder. Accelerationen skyldes blandt andet fortsat stigende drivhusgasudledninger og et faldende optag af CO₂ i naturens økosystemer.
  • Flere ekstreme vejrhændelser. I takt med den stigende opvarmning øges konsekvenserne i form af hyppigere og mere ekstreme vejrhændelser samt en højere risiko for overskridelse af tipping points. Udviklingen understreger behovet for, at verdens lande styrker reduktionsindsatsen og øger modstandsdygtigheden over for klimaforandringer.
  • Den globale klimaindsats er fortsat utilstrækkelig. For 10 år siden fastsatte verdens lande et mål om at begrænse den globale opvarmningen til et godt stykke under 2 grader med sigte på 1,5 grader over førindustrielt niveau. Den nuværende klimapolitik viser, at verden har kurs mod en temperaturstigning på 2,8 grader i dette århundrede. Samtidig konkluderer FN’s Miljøprogram (UNEP), at det ikke længere kan undgås, at den globale gennemsnitstemperatur overstiger 1,5 grader over førindustrielt niveau, når det måles som et gennemsnit over flere årtier.
  • Der er sket fremskridt i den globale klimaindsats. Før Parisaftalen pegede temperaturprognoser mod omkring 4 graders opvarmning i dette århundrede. I dag viser den nuværende klimapolitik en kurs mod 2,8 grader – og lavere, hvis landene indfrier de klimamål, de har indsendt til FN. Udviklingen viser, at de globale klimamål og -politikker har haft en mærkbar effekt på den forventede temperaturudvikling, selvom verdens klimaindsats langt fra er tilstrækkelig.
  • Den globale klimaindsats præges af modsatrettede tendenser. På den ene side møder klimaindsatsen politisk modstand i mange lande på et tidspunkt, hvor behovet for handling aldrig har været større. Omvendt falder priserne på afgørende grønne teknologier, og investeringerne og udbredelsen af grønne løsninger har de seneste år udviklet sig kraftigt. Dette kan accelerere den grønne omstilling.
  • Dynamikkerne hos og mellem centrale aktører på klimaområdet er under forandring. EU har vedtaget et nyt 2040-mål, men sikkerhedspolitik, økonomi og konkurrenceevne har presset klimapolitikken længere ned på dagsordenen, og EU anvender i stigende grad industri-, handels- og toldpolitik til både at drive den grønne omstilling fremad og beskytte økonomien. Samtidig ses en udvikling globalt, hvor det føderale niveau i USA modarbejder klimaindsatsen, mens Kina både er verdens største udleder af drivhusgasser og samtidig en afgørende drivkraft for udviklingen og udrulningen af grønne teknologier.
  • Parisaftalens parter kunne ikke nå til enighed om at styrke reduktionsindsatsen. Ved klimatopmødet i Brasilien (COP30) skulle Parisaftalens parter forholde sig til, at verdens klimaambitioner fortsat er langt fra at være på linje med Parisaftalens temperaturmål. De formelle forhandlinger gav ikke et klart svar på, hvordan den globale reduktionsindsats skal styrkes. Der blev dog indgået en aftale blandt over 80 lande om at udvikle en køreplan for at omstille sig væk fra fossile brændsler, og over 90 lande aftalte at udvikle en køreplan for at stoppe afskovning. Disse aftaler fandt sted uden for de formelle forhandlinger.
  • Der blev taget vigtige skridt inden for klimatilpasning. Ved COP30 blev Parisaftalens parter enige om et sæt af indikatorer til at måle klimatilpasningsindsatsen og om mindst at tredoble finansieringen til udviklingslandenes klimatilpasningsindsats frem mod 2035. Det er positivt, at finansieringen til klimatilpasning styrkes, men aftalen er uklar, og det nye mål for finansiering til klimatilpasning ligger fortsat langt under det faktiske behov.
     
Collage med lav sol, skorstene og planter
3

EU’s klimaregulering frem mod 2040

EU har vedtaget et 2040-mål på 90 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i forhold til 1990. Europa-Kommissionen planlægger at fremlægge sit forslag til hovedelementerne af klimaarkitekturen for 2040-målet i år. Der vil være tale om en pakke med lovforslag, som blandt andet skal konkretisere, hvordan 2040-målet nås, og hvordan kvotesystemet skal se ud efter 2030.

EU åbner for at bruge internationale kreditter til at nå 2040-målet

EU har reelt kun forpligtet sig til at reducere sine egne territorielle udledninger med mindst 85 pct. i 2040 sammenlignet med 1990. De sidste 5 pct. kan nemlig nås med enten territorielle drivhusgasreduktioner eller køb af internationale kreditter fra lande uden for EU. Det er dog endnu uklart, hvordan markedet for internationale kreditter, som Parisaftalen har etableret regler for, mere konkret skal tænkes ind i EU's eksisterende klimaregulering.

EU vil integrere EU-kreditter for permanent kulstoffjernelse i EU’s kvotesystem

Kommissionen skal i år foreslå, hvordan kreditterne kan integreres i kvotesystemet efter 2030. EU har allerede etableret en ramme for handel med permanent kulstoffjernelse på det frivillige marked, og der er flere måder at integrere handlen i kvotesystemet på.

Der kan komme væsentlige ændringer i kvotesystemet for luftfarten

Kommissionen skal vurdere, om internationale flyrejser ud af EU kan inkluderes i det nuværende kvotesystem (ETS1), hvis ikke den internationale civile luftfartsorganisation, ICAO, gør tilstrækkeligt for at reducere CO2-udledninger fra den internationale luftfart. Samtidig skal Kommissionen senest i 2027 vurdere, hvordan EU skal regulere de såkaldte non-CO2-effekter af luftfarten.

Europa-Kommissionen foreslår større ændringer af den fælles landbrugspolitik for perioden 2028-2034

Den fælles landbrugspolitik finansierer hovedparten af det offentlige tilskud til dansk landbrug, og politikken kan få stor betydning for klimaomstillingen af dansk landbrug. Det gælder ikke mindst planerne for omlægning af Danmarks areal i trepartsaftalen. I de kommende år skal Danmark og resten af EU forhandle om Kommissionens udspil til en ny landbrugspolitik.

Kapitlets konklusioner om internationale kreditter i EU’s 2040-mål

  • Internationale kreditter rummer store potentialer for at reducere udledninger, hvor det er billigst globalt, og kan dermed i princippet gøre klimaindsatsen mere omkostningseffektiv. Samtidig kan handel med kreditter bidrage til den globale klimaindsats, fx ved at overføre teknologi, viden og investeringer til udviklingslande.
  • Erfaringer fra tidligere kreditsystemer viser dog en betydelig risiko for, at klimaeffekten af internationale kreditter overvurderes. Der er også en risiko for, at kreditmarkedet skaber incitamenter til at fastholde lavere nationale klimamål for de lande uden for EU, der sælger kreditter.
  • Da EU har dårlige erfaringer med internationale kreditter, vil det kræve stor omtanke at introducere dem i unionens regulering igen. EU skal afklare rammerne for blandt andet finansiering, rettidigt indkøb, kontrol og risikohåndtering. Og EU vil stadig skulle bringe egne udledninger i nettonul i 2050 uden brug af internationale kreditter ifølge EU’s klimalov.

Kapitlets konklusioner om EU’s kreditter for permanent kulstoffjernelse i kvotesystemet

  • Integrationen af EU-kreditter for permanent kulstoffjernelse i kvotesystemet skal skabe et incitament til at investere i teknologier, der fjerner CO2 permanent fra atmosfæren, så Danmarks og EU’s langsigtede klimamål kan nås. Integrationen kan desuden øge likviditeten i kvotemarkedet og potentielt sikre EU den billigste kombination af reduktioner og kulstoffjernelse.
  • Hvis EU-kreditternes klimagevinst ikke er retvisende fastsat, når de integreres i kvotesystemet, er der risiko for, at de erstatter reduktioner uden at levere den forventede klimaeffekt. Integrationen risikerer dermed at svække kvotesystemets funktion.
  • Integrationen i kvotesystemet vil sandsynligvis først fremme de billigste metoder til permanent kulstoffjernelse såsom biokul og bioCCS. Det kan medføre et stigende forbrug af fx træbiomasse og udfordre biodiversitet og økosystemers funktioner. Der kan gå lang tid, inden kvotemarkedet vil efterspørge dyrere, ikke-biobaserede metoder som DACCS, der fjerner CO2 direkte fra atmosfæren.
  • Permanent kulstoffjernelse kan også fremmes uden for kvotesystemet som et supplement til integration i kvotemarkedet, fx via støtte til forskning, udvikling og demonstration. Det vil give mulighed for at fremme umodne teknologier til at fjerne CO2 mere målrettet.

Kapitlets konklusioner om kvotesystemet for luftfarten

  • Størstedelen af klimapåvirkningen fra EU’s luftfart er utilstrækkeligt reguleret. Flyvninger ind og ud af EU er overladt til FN, der kun i begrænset omfang regulerer udledningerne. EU kan øge klimareguleringen af udledninger fra luftfarten gennem et udvidet kvotesystem.
  • Luftfarten udleder andre klimaskadelige gasser og partikler end CO2, også kaldet non-CO2, som er uregulerede i dag. EU kan styrke klimareguleringen ved at skabe incitamenter i reguleringen til at reducere non-CO2-effekter såsom flystriber.

Kapitlets konklusioner om den fælles landbrugspolitik

  • Kommissionens forslag til en ny fælles landbrugspolitik kan bremse omstillingen af landbruget. Forslaget viderefører en politik, hvor det er økonomisk attraktivt at fortsætte landbrugsdriften på arealer, som burde omlægges af hensyn til klima, natur og vandmiljø. Det mindsker tilskyndelsen til at udtage kulstofrige lavbundsjorder, gennemføre naturgenopretning og lave skovrejsning.
  • Landbrugets omstilling understøttes i dag kun indirekte af EU’s klimaregulering. Byrdefordelingsaftalen og LULUCF sætter nationale mål, men uden sektorspecifikke reduktionskrav eller prissætning for landbruget. Hvis EU’s landbrugspolitik heller ikke giver klare incitamenter til omstilling, risikerer landbruget at stå med en uforholdsmæssig stor restudledning frem mod 2040.

Anbefalinger om internationale kreditter i EU’s 2040-mål

  • Kommissionens rolle. Kommissionen bør spille en central rolle i at styre EU’s kreditanvendelse. Det indebærer, at Kommissionen har mandat til at sikre fælles rammer og høj gennemsigtighed i kreditprojekter og til at udarbejde supplerende kvalitetskrav, hvis de internationale regler er utilstrækkelige.
  • Afgrænsning til visse projekttyper. EU bør i en indledende fase begrænse køb af klimakreditter til projekttyper, hvor høj kvalitet kan sikres, fx permanente kulstoffjernelsesprojekter. Samtidig bør EU tidligt melde klare kvalitetskrav ud internationalt for at påvirke udviklingen af kreditmarkedet.
  • Incitamenter i EU’s klimaregulering. Internationale kreditter bør anvendes på en måde, der sikrer, at der fortsat er stærke incitamenter til nationale reduktioner i EU, og som understøtter en omkostningseffektiv omstilling på vejen mod målet om klimaneutralitet i 2050, som skal opfyldes uden brug af internationale kreditter.

Anbefalinger om EU’s kreditter for permanent kulstoffjernelse i kvotesystemet

  • Retvisende klimagevinst. Når regelgrundlaget for EU-kreditterne for permanent kulstoffjernelse revideres, bør der indføres regler, der sikrer, at klimagevinsten ved biobaserede EU-kreditter ikke overvurderes.
  • Retvisende kreditpris. Når EU-kreditterne integreres i kvotesystemet, bør der sikres en retvisende prissætning af kreditterne på markedet. Overkreditering, kombineret støtte og/eller dobbelt brug af den samme kulstoffjernelse kan føre til kunstigt billige kreditter, hvilket bør undgås.
  • Forsigtig integration. Integrationen af permanent kulstoffjernelse i EU’s kvotesystem bør ske forsigtigt. EU bør blandt andet sætte et loft over mængden af biobaserede EU-kreditter i kvotemarkedet, så længe der er risiko for, at klimagevinsten ikke er opgjort retvisende, og for at undgå et øget pres på biodiversiteten.
  • Nye metoder til kulstoffjernelse. EU bør støtte forskning, udvikling og demonstration af nye metoder til kulstoffjernelse, fx DACCS-teknologien. Dette bør ske under hensyn til metodernes miljøeffekter set i et livscyklusperspektiv.
  • Øget CO2-optag i LULUCF. Når permanent kulstoffjernelse baseret på biomasse fremmes, kan det medføre et stigende forbrug af knappe bioressourcer og påvirke den midlertidige kulstoffjernelse i landsektoren (LULUCF). EU bør derfor intensivere indsatsen for at fastholde og øge nettooptaget i LULUCF-sektoren, fx ved at sætte en pris på udledninger og optag i denne sektor.

Anbefalinger om kvotesystemet for luftfarten

  • Flyvninger ud af EU. Kvotesystemet bør udvides til at omfatte flyvninger ud af EU. Udvidelsen bør indrettes på en måde, der sikrer hensigtsmæssige samspil med øvrig regulering af luftfarten både i EU og i FN.
  • Non-CO2-effekter. EU bør allerede nu regulere luftfartens udledninger af non-CO2-gasser og -partikler, der påvirker klimaet. På sigt bør non-CO2-effekterne integreres fuldt ud i et udvidet kvotesystem.

Anbefalinger om den fælles landbrugspolitik

  • Direkte støtte. Den direkte landbrugsstøtte bør omlægges, så den fremmer de nødvendige arealomlægninger, særligt udtagningen af kulstofrige lavbundsjorder. Herudover bør den direkte støtte sidestille klima- og naturprojekter med fx vandmiljøprojekter.
  • Strukturel omstilling. EU bør sikre et fokus på strukturel omstilling i landbruget ved at støtte ekstensiv frem for intensiv husdyrproduktion og ved at omlægge produktionsafhængig støtte (koblet støtte) til klimaformål.
  • Øremærkede klimamidler. EU bør fastholde kravet om øremærkede midler til klima- og miljøformål i landbrugspolitikken. Samtidig bør det sikres, at midlerne anvendes på en måde, der giver dokumenterbare klimabidrag.
  • Pris på udledninger. EU bør regulere landbrugets drivhusgasudledninger gennem et fælles prissignal, da den nuværende regulering af landbruget ikke kan sikre tilstrækkelige og rettidige reduktioner. Reguleringen kan fx ske i forlængelse af Europa-Kommissionens undersøgelse af et kvotesystem for landbrugets udledninger. Dette vil bidrage til at mindske en eventuel lækageeffekt fra dansk landbrug.
Collage med elbil, vindmøller og himmel
4

Danmarks klimamål

Siden 1990 har Danmark omtrent halveret sine drivhusgasudledninger. Udviklingen skyldes både national regulering, såsom energiafgifter og tilskud, og EU-regulering i form af blandt andet det europæiske kvotesystem. Også fremadrettet vil både europæisk og national regulering skubbe på klimaomstillingen i Danmark. Folketinget har fx vedtaget nationale afgifter på udledninger fra både landbruget og industrien, og der gives store tilskud til fx CCS. I EU er et nyt kvotesystem på vej, som skal dække udledninger fra vejtransport og bygninger, i tillæg til det nuværende kvotesystem for energi og industri.

Frem mod 2035 skal Danmark opfylde en række klimamål og -forpligtelser. Det drejer sig om Danmarks nationale klimamål i 2025, 2030 og 2035 og forpligtelser over for EU. Ifølge klimaloven skal Klimarådet årligt vurdere status på disse mål og forpligtelser. Desuden har klimaloven også en målsætning om klimaneutralitet senest i 2050, og regeringen har en ambition om at fremrykke klimaneutralitet til 2045 og at nå 110 pct. reduktion i 2050. 

Klimarådet gør kort status på 2025-målet

Kapitlet giver først en kort status på 2025-målet. Målet siger, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 50-54 pct. sammenlignet med 1990. Målet skal ifølge klimalovens bemærkninger opgøres som et gennemsnit af udledningerne i 2024-2026. Vi er dermed i det sidste af de tre målår. Dog foreligger der indtil nu kun faktiske opgørelser af udledningerne til og med 2023.

Klimarådet tager stilling til anskueliggørelse af 2030-målet og 2035-målet

Kapitlet vurderer dernæst udsigterne til at opfylde reduktionsmålene i 2030 og 2035. Udledningerne skal reduceres med 70 pct. i 2030 i forhold til 1990. I vurderingen af 2030-målet lægger Klimarådet stor vægt på vurdering af risici. Klimarådet har som noget nyt lavet en række følsomhedsscenarier. Scenarierne er realistiske eksempler på, hvad der kan ske under den vedtagne politik.

Regeringen har i december 2025 fastsat et nyt klimamål for 2035 på 82 pct. i forhold til 1990. Ifølge klimaloven skal rådet vurdere, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at 2030- og 2035-målene nås. Det er første gang, at Klimarådet skal vurdere anskueliggørelse i 2035. I kapitlet fremlægger Klimarådet også anbefalinger til at nå målene i 2030 og 2035.

Klimarådet gør status på de langsigtede ambitioner

Regeringens klimafremskrivning fra 2025 fremskriver for første gang udviklingen helt frem til 2050. Det giver en indikation af, hvor langt vi er fra at nå de langsigtede klimaambitioner. I dette kapitel holdes udviklingen i fremskrivningen op mod Klimarådets 2050-scenarier.  Dette illustrerer, hvilke omstillingselementer der kan bringe Danmark i mål i 2050.

Kapitlets konklusioner om 2025-målet

  • Ifølge regeringens seneste klimafremskrivning opfyldes 2025-målet, der lyder på 50-54 pct. reduktion i forhold til 1990. Fremskrivningen forventer en reduktion på omkring 57 pct. i 2025. Det vil sige, at målets øvre grænse på 54 pct. forventes overopfyldt med cirka 2 mio. ton CO2e.
  • Klimarådet vurderer, at det er sandsynligt, at både den øvre og nedre grænse for 2025-målet opfyldes. Det kan dog først endeligt fastslås, når udledningerne i perioden 2024-2026 er opgjort.

Kapitlets konklusioner om 2030-målet

  • Klimarådet vurderer, at udledningerne i 2030 bliver højere end regeringens klimafremskrivning fra 2025 viser. Det er der især to årsager til:
  • For det første ser regeringens igangværende CCS-udbud ud til at levere færre reduktioner, end fremskrivningen forventer. Klimarådet har derfor valgt at korrigere regeringens klimafremskrivning.
  • For det andet vurderer Klimarådet, at fremskrivningen undervurderer udledningerne på en række områder. Det gælder fx udledningerne fra landbrug og landbrugsarealer. Klimarådets følsomhedsscenarier viser, at en kombination af flere af scenarierne vil medføre, at Danmark ikke når målet, og hvis alle syv scenarier indtræffer, medfører det et reduktionsbehov i 2030 på 1,3 mio. ton CO2e.
  • Det er positivt, at regeringen planlægger at genbesøge politiske aftaler for at håndtere usikkerheder og risici i implementeringen. Det er dog langt fra sikkert, at genbesøgene kan nå at få tilstrækkelig effekt, hvis der opstår et stort reduktionsbehov.
  • Klimarådet vurderer samlet set, at regeringens klimaindsats ikke længere anskueliggør, at 70-procentsmålet i 2030 nås. I vurderingen lægger rådet særlig vægt på, at den nuværende politik sandsynligvis ikke reducerer udledningerne tilstrækkeligt, at regeringen ikke har fremlagt en konkret plan B, der kan indhente det potentielle reduktionsbehov, og at der er kort tid til målet i 2030.
  • Spørgsmålet om anskueliggørelse er en helhedsvurdering. Vurderingen om anskueliggørelse kan ændre sig på et senere tidspunkt, fx hvis reduktionseffekterne viser sig højere end forventet, eller hvis der ved genbesøgene træffes politiske beslutninger, som hurtigt kan få effekt.
  • Anskueliggørelse af, at vi når 2030-målet, vil ifølge Klimarådet kræve, at regeringen hurtigt tager hånd om centrale risici og usikkerheder. Det kan gøres ved at styrke implementeringen af den vedtagne politik og ved at konkretisere en plan B.

Kapitlets konklusioner om 2035-målet

  • Regeringen har i december 2025 fastsat et klimamål på 82 pct. reduktion i 2035. Klimarådet har korrigeret klimafremskrivningen, fordi det igangværende CCS-udbud ser ud til at levere færre reduktioner. Korrektionen fører til et udestående reduktionsbehov på 2,4 mio. ton CO2e for at nå målet.
  • Regeringen har afsat 60 mia. kr. over 15 år fra 2034 til at nå målet. Regeringen har dog ikke specificeret, hvilke omstillingselementer der skal i spil. I kombination med det større reduktionsbehov, som følge af korrektionen for CCS, er det derfor usikkert, om regeringen har afsat tilstrækkelige midler, hvis målet skal nås med tilskud alene. Hvis tilskuddet kombineres med afgifter, kan det give en større reduktionseffekt.
  • Klimarådet vurderer, at udledningerne i 2035 er usikre, og at de med overvejende sandsynlighed bliver højere end i den korrigerede fremskrivning. Regeringens planlagte genbesøg kan dog bruges til at rette op på udviklingen, hvis noget ikke går som forventet.
  • Klimarådet vurderer samlet set, at regeringens klimaindsats anskueliggør, at 82-procentsmålet i 2035 nås. I vurderingen lægges der særlig vægt på, at regeringen allerede med eksisterende politik forventer at nå 79 pct. reduktion i 2035, at regeringen har afsat væsentlige midler frem mod 2035, og at 2035 endnu er så langt fremme i tid, at regeringen kan nå at konkretisere indsatsen og håndtere risici.
  • Selvom Klimarådet vurderer, at 82-procentsmålet er anskueliggjort, opfordres regeringen til snart at konkretisere vejen mod målopfyldelse og at håndtere centrale risici. Når regeringen aftaler, hvilke omstillingselementer og virkemidler, der skal bruges, er det en fordel, hvis aftalen indgås af så stort et politisk flertal som muligt. Det vil gøre aftalen mere robust.

Kapitlets konklusioner om 2050-målet

  • Fremskrivningen til 2050 viser, at udledningen vil falde med 88 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990. Udviklingen frem mod 2050 er dog meget usikker, og fremskrivningen skal tolkes og anvendes med forbehold for usikkerheden.
  • Regeringen har en ambition om 110 pct. reduktion i 2050. Det betyder, at Danmark skal optage mere CO2e, end der udledes. For at nå i mål kommer negative udledninger og kulstoffangst derfor til at udgøre en stor del af reduktionerne. Klimarådets 2050-scenarier viser, at reduktionerne fra fremskrivningens 88 pct. til regeringens bebudede 110-procentsmål i 2050 i høj grad vil komme fra kulstoffangst og negative udledninger.
  • Der er behov for endnu flere negative udledninger i 2050, hvis landbruget og særligt husdyrproduktionen ikke reducerer udledningerne mere, end klimafremskrivningen forventer. Regeringens klimafremskrivning forventer nemlig en større husdyrproduktion i 2050, end Klimarådets 2050-scenarier lægger op til.
  • Negative udledninger kan leveres med forskellige løsninger, der hver især har en række udfordringer. De mulige løsninger omfatter biobaserede CO2-fangstteknologier såsom skovrejsning, fangst og lagring af biogent CO2 (BECCS) og biokul fra pyrolyse, der alle kræver store arealer, samt fangst og lagring af CO2 direkte fra atmosfæren (DACCS). DACCS er risikofyldt, fordi det stadig er en umoden teknologi, som kan vise sig dyr og svær at skalere til de påkrævede dimensioner.
  • Brugbart biogent kulstof er en knap global ressource og derfor på sigt formodentlig også en dyr ressource. Danmarks målopfyldelse bør tage hensyn til balancen mellem import og eksport af brugbart biogent kulstof bredt forstået. Det vil sige import og eksport af fødevarer, materialer og energi, der indeholder biogent kulstof.

Kapitlets anbefalinger

  • Øg fokus på implementering. Regeringen bør øge sit fokus på at implementere den klimapolitik, der allerede er vedtaget. Det kan indebære stramninger af vedtagen regulering på områder, hvor det er nødvendigt, for at indfri ambitionerne i de politiske aftaler. Der er blandt andet behov for at sikre de forventede reduktioner af udledninger fra biogasanlæg og gødningshåndtering gennem strengere regulering. Der er desuden behov for en styrket implementering af trepartsaftalen, herunder:
  1. Højere afgift på kulstofrig lavbundsjord. For at sikre en hurtig udtagning af kulstofrige lavbundsjorder bør regeringen hæve drivhusgasafgiften på disse jorder fra det planlagte niveau på 40 kr. pr. ton CO₂e til et niveau svarende til cirka 125 kr. pr. ton CO₂e i 2028, når afgiften træder i kraft. Det skyldes, at det nuværende afgiftsniveau ikke er tilstrækkeligt til at sikre permanent udtagning i det nødvendige tempo. I dag kan midlertidige tilskud overstige den planlagte afgift, og den nye kvælstofregulering kan gøre det mere attraktivt at fastholde arealerne i drift end at udtage dem.
  2. Målrettet skovrejsning. Regeringen bør sikre, at der rejses skov på de områder, hvor kvælstofudledningen skal mindskes for at nå vandmiljømålene. Klima- og kvælstofreguleringen bør samlet set understøtte denne målretning, da den gør klimaindsatsen billigere for samfundet ved samtidig at bidrage til opfyldelsen af vandmiljømålet.
  3. Styrkede incitamenter til ny naturskov (urørt skov). Regeringen bør fremme opførelsen af ny naturskov (urørt skov), så trepartsaftalens mål om etablering af urørt skov kan realiseres. I dag kan det bedre betale sig at bruge arealerne til andre aktiviteter end urørt skov, hvilket mindsker det forventede klimabidrag, som forventes fra trepartsaftalens arealmål og de danske klimamål.
  4. Sikring af ressourcer til sagsbehandling og fremdrift. Regeringen bør sikre, at kommuner og stat kan lede udtagningsprocessen og varetage sagsbehandlingen i det nødvendige tempo, så udtagningsprojekterne kan realiseres i takt med de politiske mål. 
     
  • Udarbejd og annoncer en konkret plan B for 2030. Regeringen bør udarbejde en konkret plan B, der kan sandsynliggøre, at 2030-målet nås, hvis implementeringen af den vedtagne klimapolitik ikkeikke lever op til målsætningerne. Planen bør indebære en stramning af den gældende regulering, fx i form af øgede eller hurtigere indfasede afgifter, som skal tilskynde til tidlig omstilling. Planen bør desuden bestå af tiltag, der også er hensigtsmæssige på den lange bane. Plan B bør samtidig annonceres, da en udmelding om kommende potentielle stramninger vil bidrage til at øge reduktionerne frem mod 2030.
  • Konkretiser vejen til opfyldelse af 2035-målet. Klimarådet anbefaler, at regeringen snart konkretiserer vejen mod målopfyldelse i 2035. Regeringen bør derfor specificere, hvilke omstillingselementer og virkemidler der skal i spil, og fremrykke en del af de midler regeringen har afsat fra 2034 og frem. Regeringen bør også tage stilling til, hvordan den vil håndtere centrale risici. Vejen til 2035 og håndteringen af risici bør lægge sporene til yderligere reduktioner efter 2035 i lyset af regeringens mål om klimaneutralitet i 2045 og 110 pct. reduktion i 2050.
  • Hæv drivhusgasafgifter efter 2030. En stigende CO2e-afgift bør være det centrale virkemiddel til at opfylde klimamålene frem mod 2050. Hovedlinjerne i den fremtidige regulering bør meldes hurtigt ud for at skabe klarhed for virksomhederne, undgå fejlinvesteringer og for at give incitament til at iværksætte tiltag, der også er hensigtsmæssige i et langsigtet perspektiv. Blandt andet bør en sti for afgiftsniveauet for industrien og landbruget meldes ud.
  • Tilskud kan anvendes på andet end CCS. En afgift kan suppleres af tilskud af forskellige samfundsmæssige hensyn samt til teknologisk udvikling og behovet for negative udledninger. Regeringen bør overveje en balanceret tilgang, hvor den ikke kun satser på én teknologi, og hvor den har den langsigtede omstilling for øje, herunder også behovet for strukturelle ændringer. Til det formål kan en del af tilskudspuljemidlerne, der blev afsat til 2035-målet, med fordel fremrykkes for at tilgodese andre omstillingselementer end CCS og generelt øge sandsynligheden for reduktionseffekter i 2035.
Collage med bygninger og planter
5

Danmarks EU-forpligtelser

EU spiller en central rolle i reguleringen af medlemslandenes drivhusgasudledninger. CO2-kvotesystemet strammer gradvist loftet over udledningerne i de omfattede sektorer, mens andre udledninger reguleres gennem bindende reduktionsmål for medlemslandene. Samtidig stiller EU krav til medlemslandene om fx udbredelsen af vedvarende energi, energieffektiviseringer og udledninger fra bygninger. Dette kapitel fokuserer netop på de krav, EU stiller til Danmark.

Danmarks nationale klimaindsats hænger tæt sammen med EU’s klimapolitik. En ambitiøs dansk klimapolitik vil gøre det nemmere at efterleve EU’s forpligtelser, og omvendt vil ændringer i EU-reguleringen have betydning for Danmarks territoriale udledninger og dermed opfyldelsen af de nationale klimamål. EU er altså med til at sætte retning for den danske grønne omstilling.

Klimarådet gør status på Danmarks efterlevelse af direktiv for vedvarende energi

Kapitlet giver først en kort status på Danmarks efterlevelse af EU’s direktiv for vedvarende energi (VE-direktivet). Danmarks samlede energiforbrug skal ifølge direktivet dækkes af mindst 58 pct. vedvarende energi i 2030. Samtidig skal der være en tilstrækkelig årlig fremgang i blandt andet industriens og transportens andel af vedvarende energi.

Klimarådet gør status på ESR- og LULUCF-forordningen

Kapitlet vurderer dernæst udsigterne til, at Danmark opfylder de bindende reduktionsmål fra EU’s LULUCF-forordning og forordningen om indsatsfordeling (ESR), også kendt som byrdefordelingsaftalen. Målsætningerne forpligter Danmark til at reducere sine ikke-kvoteomfattede udledninger. Målsætningerne inkluderer både budgetmål, der begrænser udledningerne i hele perioden 2021-2030, og et punktmål i 2030.

Klimarådet gør status på Danmarks efterlevelse af energieffektiviseringsdirektivet

Kapitlet giver derefter en kort status på Danmarks efterlevelse af EU’s energieffektiviseringsdirektiv. Direktivet stiller blandt andet krav til, at Danmark skal implementere energibesparelser svarende til 386 PJ i det samlede endelige energiforbrug frem mod 2030.

Klimarådet gør status på bygningsdirektivets kortsigtede og langsigtede forpligtelser

Kapitlet giver til sidst en kort status på Danmarks efterlevelse af EU's bygningsdirektivet. Direktivet stiller blandt andet krav om forbedring at den energimæssige ydeevne i Danmarks bygningsmasse frem mod 2035.
Bygningsdirektivet har en langsigtet målsætning om, at hele bygningsmassen skal være såkaldte nulemissionsbygninger i 2050. Klimarådet ser på primærenergifaktorernes betydning for opfyldelsen af direktivets krav, og på konsekvenser ved forskellige definitioner af nulemissionsbygninger.

Kapitlets konklusioner om VE-direktivet

  • Klimarådet vurderer, at Danmark vil leve op til næsten alle delforpligtelser under EU’s direktiv for vedvarende energi.
  • Forpligtelsen vedrørende andelen af vedvarende energi i industrien i 2030 forventes dog ikke opfyldt, fordi danske producenter har solgt for mange oprindelsesgarantier for biogas, til at Danmark kan nå målet.

Kapitlet konklusioner om ESR- og LULUCF-forpligtelserne

  • Danmark ser med nuværende politik ud til at leve op til sine forpligtelser under EU’s byrdefordelingsaftale (ESR), der primært omfatter landbrug og transport i en dansk kontekst.
  • Klimarådet vurderer, at Danmark lever op til forpligtelserne i LULUCF-forordningen, som omfatter udledninger og optag fra skov og landbrugets arealer.

Kapitlets konklusioner om energieffektiviseringsdirektivet

  • Danmark forventes at overholde størstedelen af de bindende forpligtelser under energieffektiviseringsdirektivet. Yderligere politiske tiltag kan dog være nødvendige for at overholde forpligtelserne for den offentlige sektor.

Kapitlets konklusioner om bygningsdirektivet

  • Danmark forventes at overholde bygningsdirektivets forpligtelse om energieffektivisering af boliger frem mod 2035. Flere politiske tiltag forventes dog at være nødvendige for at sikre tilstrækkelig effektivisering i offentlige bygninger og erhvervsbygninger.
  • De metodemæssige valg og definitioner afgør, hvorvidt Danmark overholder sine langsigtede forpligtelser om en nulemissionsbygningsmasse i 2050. Det gælder fx fastsættelsen af primærenergifaktorer, som kan ændre på behovet for renovering af bygninger. Det gælder også definitionen af, hvornår en bygnings energimæssige ydeevne er tilstrækkeligt høj til at kunne kaldes en nulemissionsbygning.
  • Klimarådet har fået gennemført et litteraturstudie om konsekvenserne af at fastsætte niveauet for energimæssig ydeevne på forskellige måder. Fastsættelsen af niveauet kan tage udgangspunkt i henholdsvis privatøkonomiske eller samfundsøkonomiske beregningsprincipper. Ved at tage udgangspunkt i de samfundsøkonomiske principper er det muligt at indregne flere positive effekter af at energirenovere, fx forbedret indeklima og miljø- og klimaforbedringer. Det kan dog være både dyrt og uhensigtsmæssigt for den enkelte bygningsejer og kan derfor kræve målrettet økonomisk politik.