Flere klimaråd i fælles appel: Vigtigt, at EU’s kvotesystem ikke udvandes
Klimarådet har sammen med europæiske klima-, miljø- og bæredygtighedsråd fra 9 forskellige lande sendt et brev om vigtigheden af EU's kvotesystem. Brevet er adresseret til EU-Kommissionens forperson Ursula von der Leyen, klimakommissær Wopke Hoekstra, Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola, det nuværende og kommende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union samt Det Europæiske Råds forperson António Costa.
EU's kvotesystem er en helt central ramme for klimapolitikken i EU og i Danmark. Systemet går grundlæggende ud på, at industri- og energivirksomheder skal købe CO2-kvoter, hvis de vil udlede CO2. Dermed koster det penge at udlede. Siden 2005 har systemet bidraget til næsten at halvere udledningerne fra europæisk industri- og energiproduktion ved at lægge en klar sti mod stadigt færre kvoter - og dermed belønne de virksomheder, der reducerer deres udledninger gennem en mere energieffektiv drift og omstilling til vedvarende eller fossilfri energi.
Stien mod færre kvoter og dermed færre udledninger er dog nu under pres fra forskellige sider. Klimarådet opfordrer derfor Kommissionen og Det Europæiske Råd til ikke at svække det i forbindelse med en kommende revision, der forventes opstartet i juli.
Klimaet er en global udfordring, der kræver globale løsninger. For Danmark betyder det, at en effektiv klimaindsats ikke kan stå alene - den skal understøttes af stærk international og europæisk regulering. EU's kvotesystem er her afgørende.
Virksomheder og lande, der har investeret i den grønne omstilling, har blandt andet gjort det i tillid til de spilleregler, kvotesystemet fastsætter. Lempes kvotestien nu, belønnes de lande og virksomheder, der har tøvet - og straffes de, der er gået forrest.
Derfor er det afgørende, at kvotesystemets troværdighed og ambitionsniveau holdes fast. En svækkelse vil ikke blot reducere klimaeffekten - det underminerer de rammevilkår, som hele den europæiske og ikke mindst danske grønne omstilling hviler på.