Ambitiøs og fælles regulering af landbrug og arealanvendelse i EU
EU-kommissionen har fremlagt sit forslag til EU’s næste landbrugspolitik (CAP) for perioden 2028-2034. Forslaget viser, at landbrugets rammevilkår i EU er under revision, men forslaget lever ikke op til anbefalingen om en ambitiøs og fælles regulering af udledninger fra landbrug og arealanvendelse i EU.
EU har fortsat ikke et fælles prissignal på landbrugets drivhusgasudledninger, og CAP-forslaget sikrer ikke en regulering, der kan levere tilstrækkelige og rettidige reduktioner. Tværtimod viderefører forslaget i stor udstrækning en landbrugspolitik, hvor den direkte støtte fortsat kan bremse de nødvendige arealomlægninger.
Anbefalingen er tidligere vurderet som delvist fulgt, fordi regeringen havde meldt prioriteter ud om mindre direkte støtte og flere grønne indsatser i de kommende CAP-forhandlinger. Klimarådet lægger nu i sin vurdering vægt på, om rådets anbefalinger er implementeret i EU’s politik. Den danske regering kan arbejde for at indføre Klimarådets anbefalinger i EU; men de politiske beslutninger i unionen påvirkes af mange andre aktører i særligt Europa-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.
Klimarådet anerkender, at den danske regering i sit Klimaprogram 2025 skriver, at den vil arbejde for større obligatorisk øremærkning af midler i den fælleseuropæiske landbrugspolitik til miljø- og klimaformål. Ambitionerne er endnu ikke blevet omsat til fælles EU-politik. Tværtimod viser Kommissionens forslag, at de centrale elementer i Klimarådets anbefaling fortsat ikke er realiseret. Klimarådets anbefaling vurderes derfor ikke længere som delvist fulgt.
Anbefalingen vurderes ikke at være fulgt og er fortsat gældende.
Status = gældende.