Nyhed

Klimarådet: Bekymrende, at det offentlige klimaaftryk stiger

Energistyrelsens Global Afrapportering 2023 viser, at det offentliges klimaaftryk steg med 12 pct. fra 2019 til 2021.

Energistyrelsens globale afrapportering er den officielle status over, hvordan danske forbrugere, virksomheder og myndigheder påvirker drivhusgasudledningerne i udlandet. Klimarådet skal hvert år kommentere afrapporteringen.

Den kommentering kan nu læses i et nyt notat.

Klimarådet finder det i notatet bekymrende, at det offentlige klimaaftryk er steget med 12 pct. fra 2019 til 2021.

Det offentlige køber hvert år ind for mange milliarder kroner og sætter derigennem et betydeligt klimaaftryk.

Hvis det offentlige går forrest, vil det ikke blot have en klimaeffekt i sig selv. Det kan også bidrage til at udbrede klimavenlige valg i andre dele af samfundet og til at skabe udvikling og innovation af grønne løsninger. Hvis fx de offentlige køkkener serverer klimavenlig mad, kan det også få folk til at spise mere grønt derhjemme, og hvis det offentlige efterspørger grønne byggematerialer, kan det medvirke til at udvikle disse,” siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

Stigningen er primært drevet af investeringer i bygge og anlæg samt øgede udgifter til bekæmpelse af coronapandemien. Klimarådet finder udviklingen bekymrende, selvom en del af stigningen må forventes at bortfalde, fordi pandemien er overstået. Regeringen skriver i sit regeringsgrundlag, at den vil nedbringe klimaaftrykket på de offentlige indkøb, men har endnu ikke fremlagt nogen tiltag. 

Brug for politisk handling til at nedbringe forbrugsaftrykket

Afrapporteringen viser også, at danskernes private forbrug har et stort klimaaftryk. Det forbrugsbaserede klimaaftryk steg med 5 pct. fra 2020 til 2021. Afrapporteringen bør ifølge Klimarådet fremover vise, hvilken effekt politiske tiltag vil have på klimaaftrykket.

Der bør være politisk fokus på, at danskerne lever mere klimavenligt. Afrapporteringen bliver et bedre redskab for politisk handling, hvis den viser, hvilken effekt forskellige tiltag vil have. Det er helt klart, at vi skal nedbringe vores globale klimaaftryk,” siger Peter Møllgaard. Klimarådet har før foreslået, at der kommer afgifter på klimabelastende forbrugsvarer.

Peter Møllgaard understreger, at afrapporteringen er styrket siden sidste år. Opgørelsen af det forbrugsbaserede klimaaftryk er fx blevet suppleret med nøgletal, og der er for første gang lavet en fremskrivning af det forbrugsbaserede klimaaftryk. Ifølge fremskrivningen vil danskernes klimaaftryk falde frem mod 2035, selvom forbruget stiger. Det skyldes, at andre lande forventes at reducere klimabelastningen fra deres produktion.

Ny gasudvinding risikerer at svække Danmarks rolle som foregangsland

Rådet vurderer i notatet også, at ny gasudvinding i Nordsøen risikerer at svække Danmarks troværdighed som foregangsland. Danmark har åbnet op for ansøgninger til ny produktion af gas i Nordsøen. Dette skal også ses i lyset af, at det Internationale Energiagentur (IEA) understreger et behov for ikke at udnytte nye olie-, kul- og gasforekomster, hvis Parisaftalens 1,5-gradersmål fortsat skal være inden for rækkevidde.

Klimarådet kommer i notatet ind på en række yderligere emner, som fx grøn eksport, Danmarks bilaterale klimabistand og klimaaftrykket fra offentlige og private investeringer.

Find notatet her.