Analyse —
Published
May 26 2026
Klimaholdninger i Danmark
Klimarådet kortlægger i denne analyse, hvad der kendetegner den danske befolknings holdninger til klimatiltag, og hvad der påvirker dem. Klimarådet præsenterer til sidst i analysen sine anbefalinger til, hvordan opbakning, accept og engagement i relation til klimaomstillingen kan bevares og styrkes.
Denne rapport undersøger, hvad der kendetegner befolkningens klimaholdninger, om der findes forskellige grupper med forskellige holdninger, og hvad der påvirker holdningerne. Rapporten bygger dels på en litteraturkortlægning af dansk og international forskning, dels på egne analyser af ClimAct-surveydata blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.
Rapportens hovedkonklusioner
- Der er bred opbakning til klimaindsatser i Danmark. Langt de fleste er bekymrede for klimaproblemet. De fleste ønsker en klimapolitisk indsats, der er blandt de mest ambitiøse i verden. Et flertal mener, Danmark bør begrænse sine udledninger hurtigst muligt, uanset hvad andre lande gør, og mange er i udgangspunktet villige til selv at bidrage, fx gennem deres indkomst eller gennem forandringer i levevis. Klimarådet vurderer, at det udgør et godt fundament for at formulere, vedtage og implementere de tiltag, der skal til for at opfylde Danmarks klimamål. Befolkningen har dog forskellige holdninger, bekymringer og grader af engagement, og opbakningen er i nogle sammenhænge mindre, når spørgsmål eller tiltag bliver mere konkrete.
- Folk undervurderer hinandens opbakning. Befolkningen undervurderer systematisk hinandens villighed til at bidrage til og bakke op om klimatiltag – især hvad angår opsætning af solceller og vindmøller på land. Det kan være en barriere i omstillingen, da ens holdninger, engagement og accept påvirkes af oplevelsen af, hvad andre mener og gør.
- Afkoblinger mellem generel og konkret opbakning. Der er ikke i alle tilfælde overensstemmelse mellem holdninger til klimaspørgsmål på et generelt niveau og holdninger, accept eller adfærd på et konkret niveau.
- Paradoks i holdninger til afgifter. Klimaafgifter har flere tilhængere end modstandere. Men der er generelt mindre opbakning til afgifter end til andre klimatiltag, som fx tilskud. Det kan virke paradoksalt, fordi der er stor opbakning til ’forureneren betaler’-princippet, som afgifter netop følger. Modstand mod afgifter kan handle om, at folk er bekymrede for omkostninger eller tvivl om afgiftens klimaeffekt.
Kan der identificeres grupper i befolkningen med forskellige klimaholdninger?
- Klimarådet finder seks segmenter med forskellige klimaholdninger i sin analyse af surveydata fra ClimAct. Størstedelen af befolkningen befinder sig i tre segmenter, der alle er bekymrede for klimaforandringer, og som støtter klimahandling. Kun et lille segment er ikke bekymret for klimaforandringer og er samtidig afvisende i forhold til klimahandling.
- Analysen finder, at de fleste befinder sig i midten af spektret. Klimarådet har undersøgt, hvorvidt de seks segmenter tegner et billede af en befolkning, der er karakteriseret af uenighed og betydelige og systematiske forskelle i holdninger. Klimarådet finder, at de fleste befinder sig i midterpositioner og har moderate holdninger. Segmenterne er ikke særligt spredte i forhold til deres bekymringer for klimaforandringer. Segmenterne er lidt mere spredte i forhold til at støtte politisk og individuel klimahandling. På tværs af segmenterne tegner der sig et billede af, at de fleste befinder sig i midterpositioner og færre i yderpositioner. Der er derudover ikke entydigt systematiske og væsentlige forskelle mellem segmenterne i forhold til deres demografiske sammensætning.
- Segmenterne ser forskellige hensyn som vigtige i den grønne omstilling. Nogle segmenter lægger vægt på, at drivhusgasudledningerne sænkes af hensyn til kommende generationer, at sænke udledninger for at tage globalt ansvar eller bakker op om ’forureneren betaler’-princippet. Andre segmenter lægger særligt vægt på, at omstillingen ikke belaster nogen borgere unødvendigt hårdt, og at den ikke svækker Danmarks konkurrenceevne.
Hvilke faktorer har indflydelse på befolkningens holdninger til klimapolitik?
- Opbakning påvirkes af, om man opfatter et klimatiltag som effektfuldt og fair. En klimapolitik vil sandsynligvis nyde opbakning, hvis den opfattes effektfuld i forhold til at reducere drivhusgasudledninger, og hvis den opfattes som fair eller har andre positive sideeffekter. Opfattelser af effekt og fairness kan indtænkes i politikdesign, informationsindsatser og i dialogen med borgere.
- Oplevet fairness handler både om fordeling, anerkendelse og inddragelse. Fairness handler både om fordelingen af byrder og gevinster, inddragelse i beslutningsprocesser og anerkendelse af forskellige perspektiver. Data viser, at mange borgere ikke oplever at have indflydelse på klimapolitikken og har begrænset tillid til, at alle hensyn inddrages i politikudvikling.
- Klimabekymring påvirker opbakning. Jo mere bekymret man er for klimaforandringer, jo større sandsynlighed er der for, at man bakker op om klimatiltag. Nogle studier peger imidlertid på, at stor bekymring og angst i nogle sammenhænge risikerer at føre til handlingslammelse og håbløshed.
- Information og viden påvirker opbakning. Opbakning afhænger i høj grad af, hvilke effekter befolkningen forventer, at klimapolitikken vil have. Disse opfattelser stemmer dog ikke altid overens med de faktiske effekter. Forskning viser, at information om klimatiltags forventede konsekvenser for fx drivhusgasudledninger, priser, beskæftigelse og samfundsøkonomi kan styrke opbakningen til dem.
- Kommunikation og rammesætning påvirker opbakning. Folks forståelse og vurdering af klimatiltag påvirkes af, hvordan tiltagene rammesættes og kommunikeres politisk. Eksempelvis kan det muligvis styrke opbakningen til mindre populære klimatiltag, hvis de kobles til principper, som nyder bred opbakning, fx hensynet til fremtidige generationer, ’forureneren betaler’ eller Danmarks rolle som foregangsland.
- Sociale normer og fællesskabsdynamikker påvirker opbakning. Holdninger til klimapolitik formes ikke kun af individuelle præferencer, men også af hvad man oplever, at andre mener og gør. Sociale normer og netværk påvirker både klimaholdninger og -adfærd, og politik, der går imod dominerende normer, har mindre sandsynlighed for at opnå opbakning. Opbakningen kan derfor styrkes ved at synliggøre den brede støtte i befolkningen, ved at fremme offentlig dialog og ved at gøre klimavenlige valg nemme og normale. Over tid kan det bidrage til, at også indsatser, der i starten møder modstand, bliver bredt accepterede og integrerede i hverdagen.
Anbefalinger
Klimarådet anbefaler regeringen fem veje til at bevare eller styrke befolkningens opbakning, accept og engagement:
- Større opmærksomhed i offentligheden om den brede opbakning. Regeringen og andre relevante aktører bør informere om befolkningens brede opbakning, fx i forbindelse med politiske udspil eller i den offentlige debat. Hvis opbakningen ikke er synlig i den offentlige debat, kan det dæmpe opbakningen til klimapolitiske tiltag.
- Fokus på effekt og fairness. Klimarådet peger på fem anbefalinger til, hvordan regeringen kan styrke opbakningen til en klimapolitik, som folk opfatter som effektfuld og fair:
1. Design klimaindsatser med fokus på effekt og fairness. Regeringen bør designe klimaindsatser med fokus på effekt og fairness. Det kræver, at politikken har fokus på klimaeffekt og på, hvem der skal bære omkostningerne af politikken. Samtidig bør regeringen overveje, hvordan den inddrager borgere og anerkender deres behov og perspektiver i forbindelse med udviklingen af politikken. Der findes ikke én, men mange forskellige oplevelser af en fair politik afhængigt af den enkelte borgers perspektiv.
2. Konkretisér politik for klimamålene i 2035 og 2050. Regeringen bør konkretisere, hvilke omstillingselementer og virkemidler den vil anvende til at opfylde Danmarks klimamål. Det kan fremme en vigtig offentlig debat om, hvilket klimaneutralt samfund vi ønsker i Danmark i 2050, som befolkningen kan bakke op om.
3. Informér om effekterne af klimapolitikken. Regeringen bør være eksplicit om politikkens klimaeffekter, økonomiske effekter og sideeffekter, herunder hvordan tiltag vil påvirke natur og miljø, fx i forbindelse med politiske udspil og i den årlige opdatering af regeringens klimaprogram. I samme ombæring bør regeringen være tydelig om, hvordan den vælger at adressere uhensigtsmæssige aspekter af politikken.
4. Begrund og forklar anvendelsen af afgifter og krav. Regeringen bør informere om, hvordan afgifter og krav virker, fx i forbindelse med politiske udspil og mere generelt i den offentlige debat. Herunder at afgifter er i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler.
5. Retfærdighed for fremtidige generationer. Klimarådet anbefaler, at regeringen i en langsigtet plan for et klimaneutralt Danmark forholder sig til, hvordan klimapolitikken og klimaforandringer forventes at påvirke fremtidige generationer, da de ifølge analysens surveydata er vigtige hensyn for folk.
- Fortællinger og kommunikation om klimaomstillingen. Folk engageres ikke af information, viden og data alene, men også af historier om identitet, håb, værdier og fællesskab. Klimarådet peger på to anbefalinger til, hvordan regeringen kan arbejde med samlende fortællinger og differentieret kommunikation om klimaomstillingen:
1. Fortællinger om et klimaneutralt Danmark. Klimarådet anbefaler, at regeringen arbejder aktivt med at samle befolkningen om fortællinger, der gør visionen om et klimaneutralt Danmark konkret og meningsfuld. Samlende fortællinger kan tydeliggøre, hvorfor omstillingen er vigtig, hvordan visionen om et klimaneutralt samfund kan se ud i praksis, og hvordan borgerne kan bidrage til at realisere visionen.
2. Kommunikation til og dialog med forskellige grupper. Regeringen bør overveje, hvordan den bedst kommunikerer til og indgår i dialog med forskellige segmenter af befolkningen om klimapolitik og klimaforandringer. Det kan kræve forskellige strategier at bevare eller styrke opbakningen fra de forskellige segmenter, og her kan dialogen bidrage til at informere regeringen om, hvori borgernes bekymringer og eventuelle modstand mod klimaindsatsen består. Der kan være brug for mere viden om, hvordan regeringen bedst når eller indgår i dialog med det mest klimaskeptiske segment.
- Involvering af borgere i politikudvikling. Det kan styrke opbakningen til politikken, hvis borgerne oplever at blive inddraget, og at deres behov, bekymringer og perspektiver anerkendes i politiske beslutninger. Klimarådet peger på to anbefalinger i den sammenhæng:
1. Borgerinvolvering i politikudvikling. Regeringen bør overveje, om den kan involvere borgere og borgerperspektiver mere i udviklingen af klimapolitik. Øget involvering kan fx ske gennem borgerting, borgerpaneler, høringer, dialogplatforme og workshops i forbindelse med lovforslag, partnerskaber med civilsamfundsorganisationer samt systematisk inddragelse af borgerperspektiver i politisk udpegede kommissioner og ekspertudvalg. Det er dog vigtigt at balancere fordele ved involvering over for hensyn til hastighed og effektivitet i omstillingen.
2. Lokal accept. Regeringen bør fokusere på mere end økonomisk kompensation, når den søger at bevare eller styrke rammerne for lokal accept af teknologier, fx solceller og vindmøller. Det kan fx være gennemsigtighed i kommunikation, medejerskab samt reel og rettidig borgerinddragelse med gensidig dialog. I den forbindelse bør regeringen interessere sig for, hvad der driver den lokale accept, når fx vedvarende energianlæg, elmaster og CO2-lagre skal etableres. Lokal accept har ikke været fokus for denne rapport, som undersøger den sociopolitiske accept i Danmark.
- Understøt en klimavenlig hverdag. Når klimavenlige handlinger opleves som normale og udbredte, og når de forankres i sociale fællesskaber, øger det sandsynligheden for, at borgere bakker op om politiske tiltag og engagerer sig i omstillingen. Klimarådet peger på to anbefalinger til at understøtte klimahandling i hverdagen:
1. Fællesskaber omkring klimahandling. Regeringen bør overveje, om den kan styrke betingelserne for fællesskaber om klimahandling. Det kan fx være grønne nabofællesskaber eller løsere sociale netværk, hvor borgere samles om, hvordan de kan leve mere klimavenligt og tilpasse sig til klimaforandringerne. Fællesskaberne kan fx samles om vedvarende energi, klimavenlige fødevarer, klimavenlige transportformer, deleøkonomi og klimatilpasning.
2. Normalisering af klimavenlige præferencer. Regeringen bør arbejde for at normalisere klimavenlige præferencer. Klimavenlige præferencer kan mindske klimabelastningen direkte og betyde, at stramninger af klimaregulering opleves mindre belastende. Folk, der har vænnet sig til at agere mere klimavenligt, vil fx blive ramt mindre hårdt af klimaafgifter.
Anbefalingerne kan være relevante for andre end blot regeringen, herunder fx kommuner, organisationer og virksomheder. Klimarådet tilstræber selv løbende at indarbejde viden og læring fra sine analyser i rådets arbejde og anbefalinger.