Drivhusgasafgift på kulstofrige lavbundsjorder

Der bør lægges en afgift på kulstofrige lavbundsjorder, hvis der blandt andet er et opdateret datagrundlag for jordernes udledning af drivhusgasser. Klimarådet har i sin analyse undersøgt en række virkemidler, herunder en afgift. Afgiften kan annonceres snarest og implementeres som en del af en generel drivhusgasafgift. Det kræver et arbejde med at få rammerne og modellen på plads vedrørende jura, afgift, aftaleordning, screeningskort og et opdateret datagrundlag angående arealer og emissionsfaktorer. Som følge af den usikkerhed der er ved af lægge en afgift på de kulstofrige jorder, kan tilskud til udtag af jorderne være et godt alternativ.

Anbefalingen kommer fra analysen Kulstofrige lavbundsjorder fra 2020, og hænger tæt sammen med Klimarådets anbefalinger til en generel drivhusgasafgift, afgift på alle landbrugets udledninger, lækageregulering og udvikling af bedriftsregnskaber.

Kulstofrige lavbundsjorder står for over halvdelen af de samlede udledninger, der finder sted ved dyrkning af jorder, selvom de kun udgør 7 pct. af landbrugsarealet. Desuden er vådlægning af kulstofrige lavbundsjorder et samfundsøkonomisk billigt tiltag. En drivhusgasafgift er generelt det mest omkostningseffektive reguleringsinstrument og vil give et tydeligt incitament til at vådlægge de kulstofrige lavbundsjorder. Vådlægning af lavbundsjorder vil bidrage til hurtige (og nødvendige) reduktioner i udledninger som allerede kan bidrage til opnåelse af 2025-målet.

Det samlede dyrkede lavbundsareal i Danmark vurderes i 2020 at være godt 170.000 ha. I 2018 udledte de kulstofrige lavbundsjorder ca. 4,8 mio. ton CO2e, svarende til 70 pct. af Danmarks samlede personbilpark.

Klimarådets analyser viser, at afgiftsniveauer på mellem ca. 360 og 600 kr. pr. ton CO2e vil medføre, at det er økonomisk fordelagtigt for bedrifterne at udtage de fleste lavbundsjorder, afhængigt af hvilke emissionsfaktorer der lægges til grund for afgiftsbetalingen. En stor del af bedrifterne vurderes at kunne beholde det vigtige arealtilskud fra EU efter vådlægning, fordi vådlægningen bidrager til reduktion af kvælstofudvaskning i områder med reduktionsbehov under Vandrammedirektivet. Hvis EU’s arealstøtte ved vådlægning af klimahensyn fremover kan fastholdes som varslet, vil en meget betydelig del af udtagningen endda være økonomisk rentabel ved væsentligt lavere afgiftsniveauer. Ifølge Klimarådets analyse fra 2020 vil de samlede danske drivhusgasudledninger forventeligt falde med 4,1 mio. ton CO2e om året, hvis samtlige 170.000 ha kulstofrige lavbundsjorder bliver vådlagt. Det betyder, at vådlægningen potentielt kan medføre en stor reduktionseffekt i det danske drivhusgasregnskab, hvis afgiften sættes så højt, at der er økonomisk incitament til at udtage de fleste kulstofrige lavbundsjorder.

Der er primært tre typer af omkostninger forbundet med vådlægning af lavbundsjorder. For det første kan det medføre et produktionstab for den enkelte bedrift. For det andet kan det påvirke vandafledningen på nabogrundene, og for det tredje kan det lede til andre negative sideeffekter. 

Alligevel bliver en betydelig del af disse omkostninger opvejet af de positive miljømæssige sideeffekter. Det skyldes særligt, at langt mindre kvælstof vil blive udvasket, og at mindre ammoniak fordamper, fordi vådlægningen i vid udstrækning må forventes at medføre, at den nuværende dyrkning og gødskning ophører. Klimarådets analyser viser, at de gennemsnitlige samfundsøkonomiske omkostninger ved vådlægning af kulstofrige lavbundsjorder er i størrelsesordenen 20-138 kr. pr. ton CO2e, afhængig af den anvendte samfundsøkonomiske pris på kvælstofreduktion. Vådlægning af lavbundsjorder er altså et samfundsøkonomisk billigt tiltag sammenlignet med mange andre reduktionsmuligheder i dansk klimapolitik, selvom det anerkendes, at enkelte jordejere kan lide betydelige tab. Det bemærkes dog, at der er tale om gennemsnitstal, og tallene for de enkelte marker og bedrifter kan derfor afvige betydeligt i begge retninger herfra.