Opgavebeskrivelse, review af studier om arbejdskraft og kompetencer

Klimaloven fastlægger, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, at Danmark skal opnå at være et klimaneutralt samfund i senest 2050, og at klimaindsatsen skal tage en række samfundsmæssige hensyn, der er afspejlet i klimalovens guidende principper. Disse hensyn omfatter bl.a. beskæftigelse, bæredygtig erhvervsudvikling, konkurrenceevne, omkostningseffektivitet, social balance og sammenhængskraft.

I de seneste år har en række danske og internationale analyser vist, at de aktiviteter, som knytter sig til opfyldelsen af klimalovens mål, kan indebære et stort arbejdskraftsbehov og behov for bestemte kompetencer. Disse behov afspejler, at der sker en omfattende jobskabelse, fx som følge af investeringer i vedvarende energi og øget efterspørgsel efter klimavenlige produkter eller viden. Andre analyser har vist, at opfyldelsen af klimamål samtidig indebærer mindre aktivitet i nogle brancher og dermed mindre efterspørgsel efter andre kompetencer.

Hvis de kompetencer, der bliver brug for i de nye, skabte job, ikke matcher de kompetencer, der var brug for i de tabte jobs, hvis arbejdskraften ikke kan tilegne sig de nødvendige kompetencer tilstrækkeligt hurtigt og effektivt, eller hvis der generelt er utilstrækkelig arbejdskraft til rådighed, kan der ifølge en række analyser opstå flaskehalse. Disse flaskehalse kan vanskeliggøre omstillingen, midlertidigt øge ledigheden og/eller have negative konsekvenser i forhold til nogle af de ovennævnte samfundsmæssige hensyn. Omvendt kan skabelsen af nye arbejdspladser og tilegnelsen af nye kompetencer også tænkes at have positive effekter i forhold til nogle af de samfundsmæssige hensyn.

Formål

Klimarådet har et ønske om at få foretaget et samlet ’review’ af eksisterende danske og internationale studier på området. Formålet er at give Klimarådet et overblik over forskellige tilgange til at analysere ovenstående problemstillinger, forskellige studiers konklusioner og en samlet vurdering af problemstillingens karakter og omfang. Reviewet kan danne grundlag for Klimarådets videre arbejde, evt. kommende analyser fra Klimarådet, drøftelser i Klimarådets Klimadialogforum eller Klimarådets bidrag til den offentlige debat.

Leverancer

Opgaven består i tre delleverancer:

  1. Et overblik over forskellige studier og deres forskellige metodiske tilgange til at analysere jobtab, jobskabelse og kompetencer samt tilgangenes væsentligste fordele, ulemper og usikkerheder.
     
  2. En identificering af særligt relevante og robuste studier og deres konklusioner.
     
  3. På basis af ovenstående en samlet vurdering af, hvorvidt og hvordan jobtab, jobskabelse og kompetencer og mangel på kompetencer opstår i forbindelse med opfyldelsen af de danske klimamål, og hvorvidt og hvordan dette kan udgøre en udfordring og/eller løftestang for opfyldelsen af hhv. de danske klimamål og udvalgte samfundsmæssige hensyn afspejlet i Klimalovens guidende principper. I vurderingerne bør det adresseres, om andre lande eller EU som helhed forventer at opleve tilsvarende udfordringer og muligheder som Danmark, og hvad dette kan betyde for Danmarks situation.


I forbindelse med leverancerne er det vigtigt, at der foretages en vurdering af mulige fejlkilder og usikkerhederne i de relevante studier. Det er også vigtigt, at reviewet omfatter både danske og internationale studier. Blandt de internationale studier, som umiddelbart vurderes relevante, er det britiske klimaråds rapport ’A net zero workforce’ og en model hos Research Centre for Education and the Labour Market (ROA), Maastricht University, der identificerer arbejdsmarkedsmæssige flaskehalse for klimapolitik.

Foruden de konkrete delleverancer skal leverandøren stå til rådighed for at præsentere reviewet, hvis Klimarådet ønsker det. Reviewet er en leverance til Klimarådet og kan indgå i rådets videre arbejde. Klimarådet kan vælge at offentliggøre reviewet på Klimarådets hjemmeside.

Foreløbig tidsplan

  • Mandag den 30. oktober: Frist for indsendelse af tilbud på løsning af opgaven
     
  • Onsdag den 8. november: Valg af leverandør og underskrivelse af aftale
     
  • Mandag den 4. december: Frist for levering af udkast til delleverance 1 og 2. Klimarådet sender bemærkninger hurtigst muligt.
     
  • Mandag den 11. december: Frist for levering af udkast til delleverance 3. Klimarådet sender bemærkninger hurtigst muligt.
     
  • Fredag den 22. december: Frist for levering af endelig, samlet leverance


Klimarådet og leverandøren afholder undervejs i processen en række statusmøder, der bl.a. kan bruges til at afklare spørgsmål og sikre, at tidsplanen overholdes. Der kan desuden blive nedsat en følgegruppe, som leverandøren vil skulle mødes med. Disse møder aftales nærmere.

Kriterier for udvælgelse af leverandør

Klimarådet vælger en leverandør til udførelsen af opgaven på baggrund af en samlet kvalitativ vurdering med udgangspunkt i følgende kriterier:

  • Reviewets dybde og omfang
     
  • Kvaliteten af den tilbudte opgaveløsning
     
  • Overholdelse af tidsplan
     
  • Pris
     
  • Erfaring hos leverandøren og de konkrete konsulenter, der udfører opgaven, herunder med lignende opgaver
     

Interesserede leverandører kan kontakte Henrik Jepsen på 26 12 45 77 eller henrik.jepsen@klimaraadet.dk med eventuelle spørgsmål. Tilbud sendes til henrik.jepsen@klimaraadet.dk med frist 30. oktober 2023. Klimarådet har afsat op til 200.000 kr. til opgaven.