Danmark er endnu ikke Fit for 55

Af Klimarådet – Jørgen Elmeskov, Bente Halkier, Per Heiselberg, Jette Bredahl Jacobsen, Marie Trydeman Knudsen, Niels Buus Kristensen, Poul Erik Morthorst, Peter Møllgaard og Katherine Richardson

EU har skærpet sit klimamål for 2030, og med klimapakken, Fit for 55, har EU-Kommissionen formuleret forslag til, hvordan man vil nå disse mål. Fit for 55 lægger op til, at Danmark skal reducere sine udledninger mere i ikke-kvotesektoren, som især omfatter landbrug, transport og bygninger.

Helt konkret kan Danmark forvente at blive mødt med et krav om gradvist frem mod 2030 at reducere udledningerne fra ikke-kvotesektoren til 50 pct. af 2005-niveauet. Det er en klar stramning i forhold til den nuværende forpligtelse på 39 pct. Samtidig vil Danmark også få mere ambitiøse forpligtelser i sektoren for skov og arealanvendelse.

Ikke kun et mål for året 2030 – men også for årene inden da

For Danmark vil EU-kravene i praksis betyde, at udledningerne skal reduceres tidligere og over en længere årrække, end de hidtil har skullet. De reduktioner, der skal til for at nå Danmarks eget 70-procentsmål (vores nationale klimamål måles i forhold til 1990), vil ikke nødvendigvis være tilstrækkelige til også at nå de foreslåede EU-krav.

Det skyldes først og fremmest, at EU-kravene ikke kun gælder for slutåret 2030, men derimod for hele perioden fra 2021 til 2030. Summen af alle udledninger i perioden udgør et samlet ”budget”.

Som det ser ud nu, risikerer Danmark at overskride EU-budgettet med knap 6 mio. ton CO2e. Det svarer til en overudledning på ca. 750.000 ton CO2e hvert år i perioden 2023-2030. Det viser beregninger fra Klimarådet (se faktaboks). Den positive udfordring er, at jo før vi får gang i reduktionerne for landbrug, transport og bygninger, jo mindre bliver hullet, som skal lukkes.

Landbrug og transport skal levere flere reduktioner hurtigt 

På bygningsområdet er Danmark allerede nået langt med de aftaler, der blev lavet før sommerferien. Derfor peger pilen primært på landbruget og transportsektoren, når reduktionerne i EU-forpligtelserne skal fordeles.

Sidste år indgik en række partier i Folketinget en aftale om grøn omstilling af landbruget. Aftalen satte et reduktionsmål for 2030, men det er fortsat uklart, hvordan målet skal nås. Store dele af aftalens reduktioner skal nemlig komme fra teknologier, som endnu ikke er modne til at kunne levere reduktioner i stor skala inden for få år.

Så hvad skal der ske i landbruget? Et første stort skridt vil være at få tempoet op på udtagningen af lavbundsjorder. Det er samfundsøkonomisk fornuftigt, men det vil ikke bringe os hele vejen i mål. 

I transportsektoren er det trafikken på vejene, der dominerer de nationale udledninger. Heldigvis er elbilsalget i kraftig vækst, men selv hvis det fortsætter, når vi også kun her et skridt på vejen. Så længe benzin- og dieseldrevne biler fortsat står til at udgøre over halvdelen af køretøjerne i 2030, har vi brug for et politisk gearskifte, så vi kan sænke forbruget af benzin og diesel. En højere afgift på diesel vil kunne bringe os noget af vejen.

Hvis vi ikke får tilstrækkeligt flere reduktioner i ikke-kvotesektoren hurtigt nok, tillader EU-reglerne, at Danmark kan opfylde en del af kravet ved at opkøbe og annullere kvoter fra EU’s kvotemarked. Det bidrag vil imidlertid ikke hjælpe Danmark på vej med den langsigtede omstilling mod klimaneutralitet. 

Start med 2025-målet

Fit for 55 er et ambitiøst udspil, og i Klimarådet ser vi udspillet som en fordel for Danmark og for klimaet. Fra et dansk perspektiv er det gavnligt, at Fit for 55 fremskynder den grønne omstilling i hele Europa. Det mindsker de negative effekter på konkurrenceevnen i landbruget, industrien og andre danske erhverv og dermed også den såkaldte lækage.

Uanset hvordan forhandlingerne om Fit for 55 ender, virker det meget sandsynligt, at Danmark får strammet sine EU-klimaforpligtelser markant. Og så vil den bedste løsning være at få styr på budgettet og reducere udledningerne så hurtigt som muligt. Ikke kun for EU-forpligtelsernes skyld, men også for vores nationale klimamål. Meget taler nemlig for, at det kan knibe med at nå vores eget 2025-mål på 50-54 pct., hvis ikke politikerne snart vedtager endnu flere klimatiltag.

Et helt afgørende næste skridt bliver en realisering af landbrugsaftalens løfter om store reduktioner. Derfor vil vi holde øje med den kommende strategi for implementering af landbrugsaftalens udviklingsspor og med de konkrete incitamenter, der skal få gennemført aftalen.

Jo hurtigere vi reducerer vores udledninger, jo mere ambitiøse klimamål kan vi sætte os. Derfor arbejder Klimarådet i disse måneder også på at analysere, hvad Danmarks fremtidige klimamål bør være.

Boks: Hvordan er beregningerne lavet?

Klimarådet har udregnet de to EU-forpligtelser for henholdsvis ikke-kvotesektoren og areal- og skovsektoren på samme måde som i Klimarådets Statusrapport 2022. Med de seneste tal fra Energistyrelsen udregnes det samlede reduktionsbehov i perioden 2021-2030 til ca. 30 mio. ton CO2e. Reduktionsbehovet angiver, hvor meget udledningerne skal reduceres totalt set over perioden i forhold til de forventede udledninger med den nuværende politik.

For at nå frem til en restmanko for perioden 2021-2030 fratrækkes CO2-reduktionerne og -potentialer fra de seneste klimaaftaler: Grøn skattereform for industri mv., Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022, Kilometerbaseret vejafgift for lastbiler og Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug. Det er antaget, at reduktionerne fra disse aftaler indfases gradvist fra 2025 til 2030 via en lineær indfasning. Dette må i de fleste tilfælde antages at være en optimistisk indfasning. Samlet set mindsker det reduktionsbehovet med 24 mio. ton CO2e, hvoraf landbrugsaftalens såkaldte udviklingsspor udgør 15 mio. ton CO2e. Resultatet er en restmanko på ca. 6 mio. ton CO2e samlet set for de to EU-forpligtelser.

Sådanne beregninger er behæftet med stor usikkerhed. Især antagelser om indfasning giver en stor forskel. Andre antagelser, der rykker en del, er antagelser om, hvor meget af en aftales effekt, der falder inden for ikke-kvotesektoren, og hvordan den præcise udformning af EU-forpligtelserne bliver.

Indlægget blev bragt i Politiken d. 28. august og kan også læses her.