Hvad kræver den grønne omstilling egentlig?
Af Peter Birch Sørensen,
Professor ved Københavns Universitets Økonomiske Institut og formand for Klimarådet.
Tempoet i den grønne omstilling diskuteres ofte. Det er ikke, om vi skal gøre noget, men hvor hurtigt vi skal gå frem, der er det store spørgsmål i den offentlige debat. Vi sammenligner os med andre lande og prøver at vurdere, hvem der er nået længst, og hvem der halter bagefter.
Det er selvfølgelig vigtigt ind imellem at stoppe op og se sig omkring, men det er mindst lige så vigtigt løbende at forholde sig til endemålet: Hvad kræver det, hvis vi om 35 år skal være uafhængige af fossile brændsler?
Folketinget har med Klimaloven fra 2014 vedtaget, at Danmark i 2050 skal være et lavemissionssamfund baseret på vedvarende energi. Det vil kræve en gennemgribende forandring af vores energi- og transportsystem og en omstilling til nye produktionsmetoder i landbruget samt fortsat energieffektivisering i bygningsmassen.
I et sandsynligt scenarie vil vindkraft udgøre en central del af energiproduktionen med 17.500 MW elproduktionskapacitet, hvoraf størstedelen vil bestå af havvindmøller. Resten af energien vil komme fra solceller og den biomasse, Danmark selv producerer. Hvis dette scenarie skal realiseres, skal vi i 2050 producere 3,5 gange så meget vindmøllestrøm, som vi fremstiller i dag.
Omstillingen til vedvarende energi går ikke for hurtigt – snarere tværtimod
Vindmøller har en begrænset levetid på ca. 25 år. Man kunne derfor tro, at vi kan tillade os at holde en pause med opstillingen af vindmøller og så gå i gang igen i 2025 med at installere de første af de vindmøller, vi skal bruge i 2050. Så enkelt er det selvfølgelig ikke, blandt andet fordi det tager op mod 10 år at planlægge og etablere en havvindmøllepark.
Det vil give store tilpasningsomkostninger i energisystemet, hvis produktion og indfasning af vindmøller svinger for meget op og ned. Det ville også svække troværdigheden af vores langsigtede klimapolitiske målsætning, hvis vi satte udbygningen med vedvarende energi på hold i en årrække.
Problemstillingen er illustreret i figuren, der bygger på Klimarådets beregninger. I perioden fra 2012 til 2022 vil der i gennemsnit hvert år blive opstillet vindmøller med en kapacitet på ca. 330 MW. Men jo større vores vindmøllepark bliver, jo flere nye møller skal der opstilles hvert år blot for at erstatte det stigende antal gamle møller, der udtjenes.
Hvis man eksempelvis ser på Energistyrelsens vindscenarie, skal der årligt installeres 700 MW vindkraft i perioden 2025-2050 for at nå i mål med 17.500 MW vindkraftkapacitet i 2050. Det er mere end en fordobling af den hastighed, vi har set gennem de sidste år.
Fortsætter vi i samme tempo som nu, vil der i 2050 kun være en vindkapacitet på 8.400 MW. Det er kun knap 30 pct. mere end i 2022 med den allerede vedtagne udbygning og under halvdelen af den produktionskapacitet, der bliver brug for i 2050.
Vigtigt med stabilt tempo og troværdige mål
Hvor meget energi, der i 2050 vil stamme fra henholdsvis sol, vind eller biomasse, vil blandt andet afhænge af teknologiudviklingen. Omstillingen til et lavemissionssamfund vil dog under alle omstændigheder kræve store investeringer i vedvarende energi frem mod 2050, herunder investeringer i en omfattende elektrificering af varmeforsyningen og transportsektoren og en udbygning af kabelforbindelserne til udlandet, så vi kan udnytte vind- og solkraften effektivt.
Hvis vi skal i mål i 2050 på en omkostningseffektiv måde, er det hensigtsmæssigt med en stabil hastighed i den grønne omstilling. Stop-go-politik skaber et dårligt investeringsklima for de virksomheder, der overvejer at opføre vindmøller, konvertere kraftværker til biomasse eller investere i infrastruktur til elbiler – projekter, som alle skal tjene sig ind over en længere årrække.
Konsekvensen af usikkerhed om investeringsvilkårene kan blive, at der vil være behov for større offentlige tilskud for at hjælpe den grønne omstilling på vej. Hvis vi sænker ambitionsniveauet nu, kan det altså meget vel blive dyrere på sigt.
Betyder det, at man ikke kan gå for hurtigt frem? Regeringen er bekymret for, at det på kort sigt kan blive for dyrt, hvis man fastholder målsætningen om, at Danmarks udslip af drivhusgasser skal reduceres med 40 pct. i 2020 i forhold til udledningen i 1990, sådan som et folketingsflertal går ind for.
På den baggrund vil Klimarådet i en kommende analyse fremlægge en vurdering af de samfundsøkonomiske omkostninger ved at realisere 40 procents-målet.
