Indlæg: Den folkelige opbakning er nødvendig for klimakampen

Af Peter Møllgaard
Formand, Klimarådet

Klimaforandringerne kræver, at de globale udledninger af drivhusgasser skal reduceres mærkbart de kommende år. Skal temperaturen holdes inden for målene i Parisaftalen, er der et loft over, hvor meget drivhusgas verden kan udlede til atmosfæren.

Hvis der ikke tages drastiske midler i brug, risikerer vi at støde hovedet mod dette loft inden for en kort årrække.

Kræver folkelig opbakning
For at begrænse klimaforandringerne vil det fremover være nødvendigt med klimapolitik, der både bringer nye klimavenlige teknologier i spil, men som også i et vist omfang begrænser folks forbrugsmuligheder.

En sådan politik kan kun gennemføres, hvis der samtidig er opbakning fra befolkningen, og her bliver det relevant at overveje de fordelingseffekter, der opstår som følge af klimapolitiske tiltag.

"Hvis store grupper i befolkningen føler sig urimeligt stillet, kan selv moderate afgiftsstigninger på benzin og diesel føre til protester, som vi for eksempel har set hos De Gule Veste i Frankrig."

Peter Møllgaard  Formand, Klimarådet

Folkelig opbakning kræver, at byrderne ved den grønne omstilling føles rimeligt fordelt. Hvis store grupper i befolkningen føler sig urimeligt stillet, kan selv moderate afgiftsstigninger på benzin og diesel føre til protester, som vi for eksempel har set hos De Gule Veste i Frankrig.

Jonas Herby fra Cepos argumenterer i et indlæg for, at diskussionerne om klimaindsats og fordeling af samfundets ressourcer ikke skal blandes sammen. Men klimaforandringerne leder naturligt til spørgsmålet om, hvem der skal betale for at reducere udledningerne, og hvem der skal have retten til at udlede den resterende tilladte mængde drivhusgasser.

På globalt plan er det et spørgsmål om, hvor meget Danmark kan tillade sig at udlede i forhold til andre lande, og om Danmark har et særligt ansvar, fordi vi sammen med de øvrige industrialiserede lande bærer hovedansvaret for klimaproblemet. Den diskussion har længe været en del af klimaforhandlingerne i FN.

Afgifter har social slagside
I Danmark har vi traditionelt også forholdt os til, hvem der skal løfte de største byrder, og om alle samfundslag skal bidrage ligeligt til den grønne omstilling. Det betyder, at politikerne ikke bare skal tage stilling til måder at reducere drivhusgasser på, men også hvem der bliver mest berørt af for eksempel nye afgifter, teknologikrav eller lokale forhold.

Økonomer vil traditionelt sige, at dem, der skal have lov til at udlede drivhusgasser, er dem, der vil betale mest for det. Det kan sikres ved, at udledning af drivhusgasser pålægges en afgift, uanset hvem der udleder. Det vil for eksempel gøre det dyrere at flyve eller spise oksekød, og den højere pris vil mindske forbruget af klimabelastende varer.

Mange drivhusgasafgifter, for eksempel dem, der er relateret til produktion af elektricitet, vil – sammenlignet med en indkomstskat – ofte have en social slagside, fordi lavtlønnede bruger en større del af deres indkomst på elektricitet end højtlønnede. Omvendt vil andre afgifter, som eksempelvis en flyafgift, have en tendens til at ramme hårdere i toppen af indkomstfordelingen.

Men selvom en flyafgift på papiret skaber mere lighed i samfundet, kan den stadig føles urimelig for grupperne med de laveste indkomster, fordi den netop kan gøre flyrejsen så dyr, at der ikke længere er råd til den årlige udlandsrejse.

Vanskelig kommunikation
Ifølge et indlæg fra Lars Gårn Hansen fra De Økonomiske Råd er det ikke et problem, at afgifter på drivhusgasser i mange tilfælde har en social slagside. Argumentet for det er, at det er relativt let at kompensere lavindkomstfamilier via ændringer i beskatningen af indkomst, for eksempel med en grøn check, hvor provenuet fra afgifter tilbageføres til forbrugerne.  

På den måde kan omkostningen ved den grønne omstilling fordeles mere rimeligt ud over befolkningen, og dem, som skifter bøffen ud med grøntsager for at undgå at betale drivhusgasafgift, belønnes ved at have flere penge, som kan bruges på andre ting.

Det er principielt rigtigt, at afgifter er et effektivt instrument til at begrænse udledningerne af drivhusgasser, og det vil i teorien også være muligt at kompensere forskellige befolkningsgrupper gennem for eksempel indkomstskatten. Men det kan være noget sværere i praksis. Det er der tre grunde til.

For det første er det næsten umuligt perfekt at modvirke fordelingseffekterne af klimapolitikken. Der vil altid være nogle, der i sidste ende bliver bedre eller dårligere stillet. For det andet kan det være vanskeligt at kommunikere til befolkningen, at man betaler mindre i indkomstskat som kompensation for, at bøffen er blevet dyrere, selvom folk faktisk er blevet fuldt kompenseret. For det tredje kan det være en svær øvelse at lave politiske forlig, og hvis klimaaftaler også skal indeholde justeringer af den generelle skattepolitik, bliver det kun endnu sværere.

Løsninger er gennemførlige
Klimaloven har til formål at etablere en overordnet strategisk ramme for Danmarks klimapolitik med henblik på at overgå til et lavemissionssamfund i 2050. Inden for denne ramme er det Klimarådets opgave at rådgive politikerne om de mest hensigtsmæssige løsninger i den grønne omstilling, som også er gennemførlige.

Derfor bør Klimarådets analyser også i et vist omfang forholde sig til, hvordan effekterne af klimapolitikken opfattes af befolkningen, og ikke kun fokusere på, hvad de økonomiske lærebøger siger er mest omkostningseffektivt. Det er derfor et rammevilkår i klimapolitikken, at den også må have de fordelingspolitiske konsekvenser for øje som et element i at sikre den folkelige opbakning.

Hensynet til fordelingseffekter må selvfølgelig ikke blive en sovepude i klimapolitikken. Hvis ingen må blive stillet dårligere af de nødvendige klimatiltag, kommer vi ingen vegne. Klimaproblemet viser jo netop, at vi i mange år har levet over evne, og derfor kræver det også visse ofre at få en livsstil, der er i overensstemmelse med planetens velbefindende.  

Det vigtigste er, at vi til hver en tid fører en tilstrækkelig ambitiøs klimapolitik, men det kan kun gøres med tilstrækkelig bred opbakning fra befolkningen. Så nogle gange kan det være nødvendigt at lave klimapolitik, som ud fra en isoleret økonomisk betragtning på papiret kan synes lidt dyrere for samfundet som helhed, men som til gengæld synes mere rimelig i den brede befolkning.

Opbakningen er stigende
En vigtig rolle for Klimarådet er derfor i sidste ende også at bidrage til at skabe bred opbakning fra befolkningen til den nødvendige grønne omstilling. Derfor vil vi gennem analyser og formidling til regeringen – men også bredere til politikere, borgere og virksomheder – bidrage til at skabe tilstrækkelig viden om, hvordan den grønne omstilling konkret kan gennemføres via ny teknologi og ændret adfærd, og hvad dette indebærer af både udfordringer og muligheder.

Heldigvis har der igennem det sidste års tid været en klart stigende interesse for klimaspørgsmålet blandt både politikere og befolkningen, og denne store interesse skaber et vigtigt fundament for at sikre den nødvendige opbakning til at løse de udfordringer, som vi står over for som samfund, og hvor Danmark samtidig har mulighed for at påvirke andre lande og dermed spille en vigtig rolle med at løse et afgørende globalt problem.  

Kronikken blev bragt på Altinget.dk den 2. maj 2019