IPCC-rapporten er ikke kun dårligt nyt

Katherine Richardson, leder af KU’s Sustainability Science Center og medlem af Klimarådet

I mandags kom endnu en IPCC-rapport om klimaets tilstand. Den trak store overskrifter i medierne, og nu er spørgsmålet, om disse overskrifter som så ofte før bliver glemt i næste uge, eller om vi denne gang vil handle ud fra den viden, som rapporten giver os.  Det er korrekt, som mange overskrifter i medierne fokuserede på, at der i rapporten skrives, at det vil blive svært at begrænse den menneskeskabte globale opvarmning til 1,5 grad, men det er vigtigt at holde sig for øje, at rapporten også indeholder opløftende budskaber.

Ifølge rapporten mærker vi klimaforandringerne allerede nu, og jo varmere det bliver, jo mere påvirket vil vores samfund være af klimaforandringer. Men rapporten slår fast, at konsekvenserne vil være væsentligt mindre ved en opvarmning på 1,5 grad frem for 2 grader. Vores viden om klimaforandringer er vokset meget siden politikerne ved topmødet i Paris besluttede at holde den menneskabte globale opvarmning på 2 grader. Havde politikerne dengang vidst, hvad vi i dag ved om en opvarmning på 2 grader, ville de nok have hævet ambitionerne.

Den anden gode nyhed i rapporten er, at vi stadig har 66 pct. chance for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad. Det vil dog kræve langt større nedskæring af drivhusudledningen inden 2030 end det, verdens lande har indmeldt i forbindelse med Parisaftalen. Hvis ikke landene inden 2030 leverer mere, end de hidtil har budt ind med, vil en 1,5 grad varmere verden være helt uden for rækkevdide. Det er altså ikke godt nok bare at sigte efter EUs nuværende 2030-målsætninger, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grad. Konsekvensen af rapporten er altså, at både målsætningerne i 2030 og i 2050 skal genbesøges og ambitionsniveauet skal højnes. For at give plads til, at udviklingslande kan forbedre levestandarder og infrastruktur, vil det formentlig kræve, at de udviklede lande reducerer udledningen hurtigere end udviklingslandene. Med andre ord må vi regne med, at EU vil sigte mod et netto-nuludslip af drivhusgasser senest i 2050. Netto-nuludslip betyder, at alle former for drivhusgasser udledt af mennesker fra alle sektorer (varme, elektricitet, transport, industri, landbrug osv.) reduceres til nul eller kompenseres gennem andre aktiviteter, der fjerner drivhusgasser fra atmosfæren. Folketinget har i forbindelse med energiaftalen besluttet, at Danmark skal arbejde for denne målsætning i de europæiske forhandlinger.

Af samme årsag skal vi også her i landet i gang med at reducere vores drivhusgasudslip fra alle sektorer, så vi kommer så tæt på nul som overhovedet muligt i 2050. Og vi skal i gang meget snart. Set i det lys er det glædeligt, at klimaet formentlig bliver et centralt emne ved det kommende valg. Det er dog vigtigt, at kampen mod klimaforandringer ikke ender som en politisk skyttegravskrig. Det er en fælles udfordring at bringe Danmarks drivhusgasudslip ned på netto-nul i 2050, og samfundets bestræbelser på at leve op til vores klimaforpligtelser er alt for vigtige til, at de skal påføres en etikette med »rød« eller »blå« politik.

Danmark er nået et godt stykke vej med at nedbringe udslippet af drivhusgasser, der kommer fra produktion af strøm og varme. Derfor har mange fået et indtryk af, at Danmark er langt foran de andre lande, når det kommer til vores indsats i »klimakampen«, men sandheden er, at vi stadig er meget langt fra at være et netto-nuludledningssamfund.  Siden 1990 har vi reduceret CO2-udslippet fra varme og strøm fra 26 til 13 mio. tons om året. Selv om vi er godt på vej, viser tallene også, at der stadig er lang vej til nuludledning i energisektoren. Endnu værre ser det ud for landbruget og transportsektoren. I 1990 udledte vi drivhusgasser fra landbrug (eksklusive CO2-udledningen fra landbrugsjorden), svarende til 13 mio. tons CO2 om året. I dag er det tal 10 mio. tons. For transport var udslippet i 1990 11 mio. tons, og i dag er det 13 mio. tons. For de to sektorer er der altså enormt lang vej før vi når noget, der ligner nuludledning.

IPCCs nye rapport viser med al tydelighed, at det er i vores egen interesse at gøre Danmark og EU til et netto-nuludledningssamfund omkring 2050. Det bliver ikke nogen let sag, men når det på alle måder er entydigt godt for den fortsatte udvikling af vores samfund at bekæmpe klimaforandringerne, har jeg svært ved at forestille mig, at menneskeheden ikke vil tage rapportens vigtige budskaber til sig og agere derefter. Toget er heldigvis ikke kørt endnu, og det giver ingen mening at stå alene tilbage på perronen. Der skal fart på den grønne omstilling!