Klimarådets kronik: Den nødvendige klimaomstilling skal i gang nu

Debatindlæg
4. april 2019

Danmark skal være klimaneutralt i 2050. Skal det mål nås, skal omstillingen i gang med det samme – og her er de nogle af de områder, vi skal fokusere på i de kommende år.

Af Peter Møllgaard (formand), Jørgen Elmeskov, Jette Bredahl Jacobsen, Marie Trydeman Knudsen, Niels Buus Kristensen, Poul Erik Morthorst og Katherine Richardson.

I den senere tid er der for alvor kommet opmærksomhed omkring klimaet, og det er efterhånden tydeligt for alle, at noget skal gøres.

Den seneste rapport fra FN’s klimapanel, der udkom i efteråret, gjorde det helt klart, at det haster mere end nogensinde med at stoppe de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Og kort før jul bekræftede den internationale klimakonference COP24, at hovedparten af verdens lande nu har forstået alvoren, og at der snarest skal noget mere konkret handling på bordet.

Herhjemme er klimaforandringerne et centralt diskussionsemne, og der er ikke meget, der tyder på, at klimaet kommer til at fylde mindre i debatten i tiden fremover.

I Danmark skal der være valg til både Folketinget og Europa-Parlamentet inden sommerferien, og adskillige undersøgelser viser, at klimaet står højt på vælgernes dagsorden. Det er opløftende, for klimaforandringerne er en af dette århundredes allerstørste udfordringer, og vi skal gribe aktivt og kraftigt ind i den nuværende udvikling, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få styr på de menneskeskabte klimaforandringer.

I Danmark er der nedsat et Klimaråd, der ifølge klimaloven skal rådgive om, hvordan den grønne omstilling kan gennemføres på omkostningseffektiv vis. Klimarådets medlemmer er netop blevet udpeget til en ny rådsperiode – med en ny formand, et nyt menigt medlem og fem gengangere fra de sidste fire år.

Opgaven er uændret – rådet skal komme med anbefalinger om virkemidler samt overvåge, om vi når de klimapolitiske mål, der sættes. Sidste år fik Danmark et nyt politisk mål, som et enigt Folketing har vedtaget i forbindelse med energiforliget, nemlig at vi senest i 2050 skal være klimaneutrale. Klimaneutralitet betyder, at vi kun må udlede drivhusgasser, hvis vi sørger for at optage en tilsvarende mængde CO2 fra atmosfæren. Klimarådet vil derfor fremadrettet basere sin rådgivning på dette langsigtede mål, som er en skærpelse af målet om et såkaldt lavemissionssamfund som defineret i klimaloven.

Klimarådets analyser og rådgivning frem mod målet om klimaneutralitet i 2050 baserer sig på to principper, som udgør fundamentet for rådets arbejde.

For det første kan vi ikke udskyde den grønne omstilling til bedre tider. Der er reelt ikke mange år til 2050 set i lysets af opgavens kolossale karakter, og vi er derfor nødt til at undgå en kraftig opbremsning i omstillingen. Sådan en opbremsning risikerer at underminere klimapolitikkens troværdighed. Den vil samtidig medføre en forceret omstilling i årene efter 2030, som risikerer at blive unødigt dyr og måske endda umulig.

 

"Vi skal gribe aktivt og kraftigt ind i den nuværende udvikling, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få styr på de menneskeskabte klimaforandringer"

Samtidig er det vigtigt at understrege, at jo hurtigere verdens lande formår at nedbringe drivhusgasudledningerne, jo mere mindsker vi risikoen for klimaforandringer, der globalt har meget udbredte og alvorlige følger. Kloden har kun et begrænset drivhusgasbudget til rådighed, hvis vi skal gøre os håb om at holde temperaturstigningerne nogenlunde i ro, og her bør Danmark tage sin rimelige andel af reduktionerne.

Faktisk viser alle FN’s videnskabelige scenarier, at verden efter 2050 skal fjerne flere klimagasser fra atmosfæren, end der udledes. Teknologierne til at optage store mængder CO2 fra atmosfæren er enten ikke udviklet eller i bedste fald meget dyre, hvis de skal anvendes i stor skala.

Optag af CO2 i planter, f.eks. ved etablering af ny skov, er godt nok en kendt og velafprøvet metode, men hvis vi udelukkende satser på skovrejsning, vil det kræve meget store arealer, som ikke kan anvendes til ret mange andre formål. Det kan gøre en ellers billig optagsteknologi ganske dyr. Bundlinjen er, at vi ender med at efterlade en stor og måske ligefrem ubetalelig regning til fremtidige generationer, hvis vi ikke tager fat på klimaindsatsen allerede i dag.

For det andet skal den grønne omstilling omfatte alle sektorer og alle dele af samfundet – også på kort sigt. Vi har hverken tid eller råd til, at enkelte sektorer trækker ud i vigesporet og venter med at gøre noget ved deres klimaaftryk, til de perfekte løsninger dukker op.

Erfaringerne viser netop, at grøn innovation tager tid, og at innovationen først for alvor tager fart, når virksomhederne får de rette tilskyndelser. Det kan være i form af belønninger for at satse på udviklingen af grønne teknologier, der sænker klimaaftrykket, eller det kan være i form af økonomiske byrder, der lader forureneren betale en større pris, end tilfældet er i dag.

 

"Vi ender med at efterlade en stor og måske ligefrem ubetalelig regning til fremtidige generationer, hvis vi ikke tager fat på klimaindsatsen allerede i dag"

Udviklingen inden for vindmøller er et godt eksempel. Årtier tilbage var vindmøllerne både små, dyre og ineffektive, og mange var parate til at afskrive dem fra at kunne andet end at spille en beskeden rolle i energisystemet. I dag bygger vi på havet flere hundrede meter høje møller, der efterhånden kan konkurrere prismæssigt med de sorte energiteknologier.

Den udvikling har fundet sted på baggrund af en målrettet satsning og fordelagtige rammevilkår i både Danmark og udlandet.

Nogle satsninger vil fejle, men modet til at prøve er en forudsætning for at lykkes. Ligesom med vindmølleindustrien er det vigtigt, at vi i de kommende år stiller store krav til andre brancher, der muligvis kan virke urimelige og urealistiske på kort sigt, men som er nødvendige, hvis grøn innovation og klimavenlige løsninger skal blive en central konkurrenceparameter.

Det er vigtigt at holde tempoet oppe i den grønne omstilling, men det skal naturligvis stadig ske med omtanke. Den folkelige opbakning er vigtig, og det kræver politiske instrumenter, der ikke føles uretfærdige, eksempelvis fordi de rammer socialt skævt.

Det er en af lektierne fra De Gule Veste i Frankrig, som reagerede voldsomt på, hvad der isoleret set lignede en moderat klimaafgift på benzin og diesel. Det er nok for meget at give højere brændstofpriser skylden for al vreden fra De Gule Veste, men eksemplet illustrerer ikke desto mindre, at klimapolitik, der påvirker folks økonomi, vanskeligt kan gennemføres uden folkelig opbakning. Det er i sidste ende befolkningen, som skal vælge de politikere, der skal træffe de vigtige valg i den grønne omstilling.

Det er også afgørende at huske, at reduktion af Danmarks udledninger ikke kan ses isoleret, og at de udledninger, vi formår at slippe af med i Danmark, risikerer at dukke op i andre lande med en mindre ambitiøs klimapolitik end vores. Derfor er det essentielt at udforme klimareguleringen, så den såkaldte CO2-lækage minimeres. Det er jo ikke bare Danmarks udledninger, men derimod de samlede globale drivhusgasudledninger, som afgør klimaets skæbne.

Hvilke udledninger er det egentlig, som Danmark fremover skal have fokus på at slippe af med for at blive klimaneutral i 2050?

I dag kommer lidt under halvdelen af vores udledninger fra afbrænding af olie, kul og gas i kraftværker, private hjem og i industrien.

Her kender vi allerede mange af de grønne løsninger i form af elektricitet fra vedvarende energikilder som vind og sol og i form af varme fra eldrevne varmepumper samt biomasse, i det omfang den er bæredygtig. De teknologiske udfordringer, vi i fremtiden skal finde løsninger på, består især i at lagre strømmen fra vindmøller og solceller, så den kan bruges en vindstille nat, ligesom nogle af industriens udledninger stadig volder teknologiske hovedbrud.

F.eks. er det svært at producere cement, uden at der undervejs i den kemiske fremstillingsproces udledes drivhusgasser til atmosfæren. Endelig viser mange studier, at energirenovering af bygningsmassen er en omkostningseffektiv måde at reducere energiforbrug og CO2-udledning, men indtil videre går det trægt med denne opgave. Et vigtigt fokusområde bliver snarest at udvikle politiske virkemidler, der kan forløse dette potentiale, da langt de fleste af de bygninger, vi har i dag, også vil stå i 2050.

Knap en fjerdedel af de danske udledninger kommer fra transporten. Her er elbiler stadig dyrere end benzin- og dieselbiler, og rækkevidden nævnes ofte som et problem for dem, der har behov for at køre lange distancer.

Men udviklingen går hurtigt, så en fuldt elektrificeret personbilstransport i 2050 synes bestemt inden for rækkevidde.

Politisk kan man yderligere skubbe på ved at give elbilerne nogle fordele – f. eks. støtte i en indkøringsfase, som Klimarådet anbefaler. Derimod er de hensigtsmæssige løsninger for den tunge vejtransport mindre oplagte og længere væk, da teknologierne er mindre modne. Og særligt for den globale flytrafik og søfart er der lige nu ikke en klar teknologisk løsning i sigte, selv om både el fra batterier, biobrændstoffer og syntetiske brændstoffer har potentiale.

Løsningerne her er nødvendigvis internationale, og Danmark bør i samarbejde med andre lande presse på for fremdrift på området.

De resterende udledninger stammer primært fra landbruget, hvor især metan fra dyrenes fordøjelse og gødning, lattergas fra den gødning, der spredes ud på landbrugsjorden, og CO2 fra dyrkning af tørvejorde er et problem for klimaet. Disse udledninger skal reduceres og kan blandt andet kompenseres med udnyttelse af husdyrgødningen til biogas ved at undlade at dyrke lavbundsjorde og gennem dyrkning af afgrøder, der binder CO2.

Det er dog alligevel svært med de nuværende metoder at se, hvordan vi skal kunne opretholde den nuværende landbrugsproduktion og samtidig reducere landbrugets udledninger markant.

Det understreger vigtigheden af, at vi i de kommende år finder innovative klimasmarte løsninger til landbruget, der med nye landbrugsteknologier optimerer systemerne uden at gå på kompromis med FN’s verdensmål, dyrevelfærd og vores natur og drikkevand. Det kræver, at ressourceudnyttelsen optimeres i nye cirkulære systemer, hvor landbrugssektoren interagerer med de øvrige sektorer. Målet er at reducere den samlede udledning – uanset hvilken sektor det lige tælles i.

Netop landbruget er en sektor, som i Danmark er genstand for stor klimadebat i disse dage. Kritikere påpeger, at landbruget har tøvet med at tage fat på den grønne omstilling, mens erhvervet selv betoner, at man er i benhård konkurrence med udenlandske landmænd, der ikke er underlagt samme regulering som de danske.

Landbruget er dog for nylig kommet med et udspil, der indeholder en vision om et klimavenligt landbrug, og meget tyder da også på, at klimavenlighed bliver en konkurrenceparameter på fremtidens internationale fødevaremarked. Dansk landbrug kan således i samarbejde med fødevarevirksomhederne med fordel allerede nu gå i gang med at udvikle klimavenlige produktionsmetoder.

Landbruget skal dog som alle andre skubbes lidt i ryggen, og der skal være betydelige incitamenter til at vælge klimavenlige produktionsformer. Klimarådet har længe anbefalet, at vi får sat tal på udledningen af drivhusgasser på den enkelte landbrugsbedrift i egentlige klimaregnskaber.

Det giver landbrugene mulighed for selv at vurdere, hvor og hvordan det bedst giver mening at reducere udledningerne. Men derudover giver klimaregnskaberne også mulighed for, at vi får udarbejdet en strategi for de nødvendige politiske virkemidler, der kan sikre, at hele sektoren bedst og billigst kan reducere sine udledninger.

Løsningen er naturligvis ikke at sende den landbrugsproduktion, der foregår her til lands, til andre lande, som måske endda har højere udledninger, men i stedet at få opbygget en klimavenlig produktion i Danmark.

Ser man på klimaudfordringen med globale briller, er der behov for at brødføde en stadig voksende befolkning med en bæredygtig og sund kost, og derfor bliver en klimavenlig landbrugsproduktion fremover afgørende. Samtidig kommer man ikke uden om, at livsstilsændringer er noget af det, der rykker allermest på fødevareområdet, hvor minimeret fødevarespild og et lavere forbrug af animalske produkter kan reducere udledningerne markant.

Der er allerede i dag mange aktører, som driver den grønne omstilling. I de sidste tyve år har vi set en stigende tendens til, at virksomheder, ngo’er, byer og borgere har taget selvstændige initiativer uden at vente på, at regeringerne har sat dagsordenen og fundet fælles fodslag.

Der er gode danske eksempler på denne udvikling, og der tikker ugentligt nye eksempler ind. Store danske virksomheder som Christian Hansen, Mærsk, Ørsted, Arla og Danish Crown har sat sig mål og udviklet strategier, som i hvert fald på papiret flugter godt med Danmarks og klodens ambitioner. Samtidig er der en lang række entreprenante mindre virksomheder, som ser et marked i klimaløsninger. Forbrugernes og investorernes stigende klimabevidsthed trækker også i den retning. Og vi får brug for alt det og meget mere til i de næste 10-30 år, hvis vi skal nå i mål i både 2030 og i 2050.

Er der så behov for offentlig indblanding i den grønne omstilling i Danmark? Afbødning af klimaforandringerne har karakter af det, økonomer kalder et offentligt gode, og det har den konsekvens, at markedet sjældent alene leverer løsningerne.

Årsagen er, at de, der reducerer deres udledninger af drivhusgasser, langtfra er de eneste, som høster gevinsterne ved et bedre klima, og at det i sagens natur er meget lettere, hvis andre end en selv gør reduktionsarbejdet.

Det betyder, at det er afgørende med en klimapolitik, der sætter rammerne for og styrer hastigheden af den grønne omstilling. Og det er vigtigt at få rammerne sat i brede politiske forlig, for udfordringerne og de investeringer og samfundsændringer, som skal til for at løse dem, er så store, at udviklingen vil blive bremset, hvis der ikke er tillid til, at den langsigtede retning holder. Det kræver også, at den nationale politik tænkes ind i en europæisk kontekst.

Den grønne omstilling er en kæmpe opgave, der omfatter alle dele af samfundet, og hvis vi skal nå i mål i 2050 med et klimaneutralt samfund, skal vi handle nu.

Visse steder kan vi blot forstærke de seneste mange års gode arbejde, men på områder som landbrug, transport og i vores bygningsmasse er der behov for en kraftigt øget indsats, innovation og nye løsninger. Undervejs er det vigtigt, at vi bestræber os på, at omstillingen sker med opbakning fra borgere og virksomheder – og allerhelst inden for den tillidsskabende ramme af brede forlig. Klimapolitikken har størst chancer for at nå i mål med et drivhusgasneutralt samfund i 2050, hvis den udformes med bred folkelig opbakning.

Kronikken blev bragt i Politiken fredag den 4. april 2019.