Kronik: Nordhaus-modellen - genistreg eller hybris?

Debatindlæg
17. oktober 2018

KRONIK William Nordhaus' klimaøkonomiske model er kritiseret for at undervurdere klimaskadeomkostningerne, men Nobelprisen i økonomi er alligevel fortjent

KRONIK - Tidspunktet for tildelingen af Nobelprisen i økonomi til klimaøkonomen, William Nordhaus, var optimalt: Annonceringen skete samtidigt med offentliggørelsen af den seneste dystre rapport fra FN's Klimapanel og efter en sommer med ekstremt vejr, der for alvor har rykket klimadebatten op på dagsordenen.

Nordhaus' vurdering af klimaproblemet har langt fra stået uimodsagt, men ingen kan fratage ham, at han var tidligt ude, og at der er noget storladent over hans videnskabelige tilgang. Allerede i 1970'erne begyndte han sin forskning i klimaøkonomi, der førte til udviklingen af en ambitiøs integreret analysemodel, som beskriver, hvordan den økonomiske vækst fører til udledning af CO2, der medfører ophobning af CO2 i atmosfæren, som skaber global opvarmning, der påfører økonomien skadeomkostninger, som i sin tur virker tilbage på væksten.

Nordhaus' model inkluderer centrale økonomiske og naturvidenskabelige sammenhænge, herunder en beskrivelse af kulstofkredsløbet mellem atmosfæren og de øvre og nedre oceanlag og en modellering af drivhuseffekten. Modellen repræsenterer ægte tværfaglig indsigt opbygget gennem den dialog, Nordhaus i årtier har haft med klimaforskere.

Indflydelsesrig model

Det tjener Nordhaus til ære, at han har været omhyggelig med at dokumentere de forskellige versioner af sin model og har gjort den lettilgængelig for alle interesserede brugere.

Hans model er stadig den mest anvendte og indflydelsesrige klimaøkonomiske model. Den kan f.eks. bruges til at beskrive klimaeffekten af forskellige scenarier for verdensøkonomiens udvikling og til at beregne, hvordan de globale CO2-udledninger kan påvirkes gennem politiske tiltag såsom en CO2-skat.

Mere kontroversielt har Nordhaus også anvendt modellen til at beregne den "optimale" klimapolitik, hvor gevinsten ved at nedbringe CO2-udledningen med et ekstra ton svarer til omkostningen ved at gøre det. Gevinsten består i de skadeomkostninger, man undgår ved at reducere udledningen.

Omkostningerne dækker både over mistet produktion og forringelse af miljøet og sundheden som følge af opvarmningen.

Fundamental usikkerhed

At Nordhaus' regnestykker har fået mange kritikere op af stolene er ikke mærkeligt. I den seneste version af hans model indebærer den "optimale" klimapolitik en stigning i den globale gennemsnitstemperatur på 3,5 grader i 2100 ift. førindustriel tid. Det er en noget større stigning end de 1,5-2 grader, Parisaftalen har opstillet som mål.

Kritikere argumenterer, at Nordhaus-modellen undervurderer klimaskadeomkostningerne, bl.a. fordi den ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til risikoen for at passere farlige "tipping points", hvor opvarmningen fører til pludselige og uigenkaldelige klimaforandringer.

I en nylig tidsskriftartikel har klimaøkonomerne, Peter Howard og Thomas Sterner, påvist en række statistiske skævheder i den metode, Nordhaus og andre klimaøkonomer hidtil har brugt til at estimere klimaskadeomkostningerne. Når Howard og Sterner korrigerer for disse skævheder, bliver skadeomkostningerne fire til fem gange så store som antaget af Nordhaus. På den baggrund finder Howard og Sterner ved brug af en tidligere version af Nordhaus-modellen, at det faktisk vil være optimalt at holde den globale opvarmning nede på omkring to grader.

Nordhaus har selv erkendt den store usikkerhed, der knytter sig til hans modelresultater, og han har i årenes løb kraftigt opjusteret sit skøn over klimaskadeomkostningerne.

I den første version af hans model fra 1992 skønnede han, at omkostningen ved udledning af et ekstra ton CO2 i 2015 ville være 4,5 dollar (målt i 2010-prisniveau). I sin seneste modelversion fra 2017 har han på baggrund af ny viden opjusteret dette skøn til 31 dollar.

Fortjent pris, trods kritik

Adskillige kritikere argumenterer imidlertid, at usikkerheden er endnu mere fundamental, end Nordhaus giver indtryk af.

De påpeger, at vi end ikke kender sandsynlighedsfordelingen for centrale parametre i klimasystemet. Vi kan f.eks. ikke sætte tal på sandsynlighederne for, at temperaturen vil stige med X, Y eller Z grader, hvis CO2-koncentrationen i atmosfæren stiger med en given mængde. I en sådan situation kan forsøg på at holde opvarmningen under et niveau, som klimaforskerne betegner som farligt, opfattes som køb af en forsikring mod store og uoverskuelige risici.

Men Nordhaus-modellen kan stadig være nyttig, da den giver et bud på, hvordan vi på omkostningseffektiv vis kan holde temperaturstigningen under et ønsket niveau. Hans Nobelpris er fortjent trods kritikken.

Kronikken blev bragt i Børsen den 17. oktober 2018.