Lækageregulering som supplement til en generel drivhusgasafgift

En høj afgift på drivhusgasser kan medføre en risiko for kulstoflækage. Da Danmarks nationale reduktionsmål skal ses som led i at afhjælpe et globalt problem, skal kulstoflækage begrænses. Det er afgørende for, at Danmarks klimaindsats kan siges at give mening i et globalt perspektiv. For at begrænse kulstoflækage kan man kombinere en drivhusgasafgift med supplerende regulering i form af fx et bundfradrag eller et tilskud. Både et produktionsafhængigt bundfradrag og et tilskud til udvalgte teknologier giver virksomhederne større tilskyndelse til at reducere udledningerne ved at omstille produktionen i en klimavenlig retning end ved at reducere produktionen. Dermed mindskes lækagerisikoen.

Der er fordele og ulemper ved forskellige typer af lækageregulering. Fordelen ved en bundfradragsmodel er, at den bevarer en ensartet tilskyndelse til at tage forskellige reduktionsteknologier i brug. Den er altså teknologineutral, hvilket ikke er tilfældet for teknologispecifikke tilskud til fx CCS. Til gengæld kan tilskud være administrativt lettere at håndtere end et produktionsafhængigt bundfradrag. Et produktionsafhængigt bundfradrag kræver nemlig, at man kan opgøre virksomhedernes produktion af de enkelte varer, hvilket kan være administrativt tungt og omkostningsfuldt, særligt hvis der ikke er tale om homogene produkter.

Lækageregulering vil påvirke udledninger uden for Danmarks grænser, idet formålet netop er at undgå, at udledningerne stiger i andre lande som konsekvens af en strengere klimapolitik i Danmark. Samtidig vil lækageregulering i sig selv føre til højere udledninger i Danmark, da produktionen og dermed udledninger fastholdes i de lækageudsatte virksomheder.

Lækageregulering i form af fx bundfradrag eller tilskud fordyrer den samlede regning ved at nå klimamålene. Det skyldes, at reguleringen vil tendere til at fastholde produktionen i de lækageudsatte virksomheder, så udledningerne i de pågældende virksomheder reduceres mindre, end de ellers ville. Det betyder, at der skal findes dyrere reduktioner andre steder i økonomien, og dermed øges de samfundsøkonomiske omkostninger ved at opnå en given reduktion. Det har altså en pris at undgå kulstoflækage. Gevinsterne i form af fx mindre lækage skal derfor vejes op mod de øgede omkostninger.

En tilskudsmodel, hvor der gives tilskud til specifikke teknologier, vil som udgangspunkt øge de samfundsøkonomiske omkostninger ved at nå klimamålene sammenlignet med et produktionsafhængigt bundfradrag. Det skyldes, at der kan være tiltag, som er billigere end de tilskudsberettigede teknologier, men dyrere end afgiften, som ikke bliver taget i anvendelse.

Kulstoflækage

Lækageregulering vil mindske risikoen for kulstoflækage.

Offentlige finanser og ulighed

Både tilskud og bundfradrag skal finansieres. Det kan ske enten via forhøjelser af andre skatter eller afgifter eller ved at skære ned på offentlige udgifter. Finansieringsbehovet øger ikke kun de samfundsøkonomiske omkostninger, men det kan også have uønskede konsekvenser for klimalovens øvrige guidende principper, blandt andet fordi finansieringstiltag meget vel kan ramme nogle grupper hårdere end andre. Til gengæld kan lækageregulering bidrage til at opretholde produktion og arbejdspladser i visse brancher.