Collage der viser skorstene
Nyhed

Klimarådet søger efter kommende rådsmedlemmer

Klimarådet inviterer universiteter og andre vidensinstitutioner til at indstille kandidater til medlemskab af rådet. To af rådets ni medlemmer udtræder nemlig næste år, når deres sidste periode udløber.

Den 1. marts 2025 udtræder to medlemmer af Klimarådet, idet deres sidste periode udløber. Derfor inviterer Klimarådet nu universiteter og andre vidensinstitutioner til at indstille et antal kandidater til de to ledige pladser. Kandidater udpeges for en fireårig periode med mulighed for forlængelse i yderligere maksimalt fire år.

Det fremgår af klimaloven, at Klimarådet sammensættes af eksperter med bred ekspertise og et højt klimarelevant fagligt niveau inden for energi, bygninger, transport, landbrug, miljø, natur, økonomi, klimavidenskabelig forskning og adfærdsforskning af relevans for klimaområdet.

Aktuelt vurderer Klimarådet, at kompetencer inden for særligt klimavidenskabelig forskning vil være relevante samt også transport, europæisk og global klimapolitik samt jura og politologi.

Klimarådet forbeholder sig retten til også selv at indstille kandidater.

Find hele opslaget under downloads.