Nyhed

Tre nye medlemmer af Klimarådet

Klimarådet byder i dag tre nye rådsmedlemmer velkommen.

Klimarådet har i dag 1. marts fået tre nye medlemmer, som fremover vil bidrage til rådets arbejde med deres ekspertise inden for blandt andet energi, bioressourcer og økonomi.

De tre nye rådsmedlemmer er:

  • Marie Münster, professor i energisystemanalyse ved Institut for Teknologi, Management og Økonomi ved Danmarks Tekniske Universitet
  • Bo Jellesmark Thorsen, institutleder og professor i anvendt økonomi ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet
  • Brita Bye, forsker ved afdeling for energi- og miljøøkonomi ved Statistisk sentralbyrå i Norge


Klimarådet skal ifølge klimaloven sammensættes af eksperter med bred ekspertise og et højt klimarelevant fagligt niveau. Det er på den baggrund, de tre nye medlemmer er valgt. Det fortæller Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

Alle tre har tårnhøje faglige kompetencer. Med dem på holdet vil Klimarådet fortsat være en vigtig uafhængig rådgiver i dansk klimapolitik. Vi er meget glade for at få dem med om bord,” siger Peter Møllgaard.

De tre nye medlemmer er valgt af et enigt råd og formelt udpeget af klima-, energi- og forsyningsministeren.

Tre rådsmedlemmer takker af

Samtidig med at Klimarådet byder tre nye rådsmedlemmer velkommen, udtræder tre andre medlemmer. Det drejer sig om professor Jette Bredahl Jacobsen, professor emeritus Poul Erik Morthorst og tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov. Deres anden periode i Klimarådet udløber nemlig den 1. marts, så de har alle tre bidraget til arbejdet siden Klimarådets start i 2015.

Jette, Poul Erik og Jørgen har alle en stor andel i Klimarådets arbejde og aftryk de seneste otte år. De har ydet et vigtigt bidrag med deres faglighed, energi og nysgerrighed overfor de vigtige problemstillinger, vi arbejder med,” siger Peter Møllgaard.

Jette Bredahl Jacobsen har indtil sin udtræden været næstformand i Klimarådet. Hendes post bliver overtaget af professor ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet Bente Halkier. Forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo, Niels Buus Kristensen, fortsætter som næstformand.

Klimarådet består fra i dag 1. marts af:

Formand Peter Møllgaard
Næstformand Bente Halkier
Næstformand Niels Buus Kristensen
Brita Bye, forsker ved afdeling for energi- og miljøøkonomi ved Statistisk sentralbyrå i Norge
Per Heiselberg, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) ved Aalborg Universitet
Marie Trydeman Knudsen, seniorforsker ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet
Marie Münster, professor ved Institut for Teknologi, Management og Økonomi ved Danmarks Tekniske Universitet
Katherine Richardson, professor og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet
Bo Jellesmark Thorsen, institutleder og professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet