Danmarks grønne omstilling risikerer at blive unødigt dyr

Af Peter Birch Sørensen, formand for Klimarådet

Herre, giv mig kyskhed, men ikke endnu! Udbruddet tilskrives den kristne kirkefader Augustin, da han i sine unge dage førte en letlevende tilværelse i udkanten af Det Romerske Rige.

Man skulle næsten tro, at EU-kommissionen havde hørt en lignende bøn fra Danmark, da den udformede sit forslag til medlemslandenes nationale klimamål for 2030. Danmark har nemlig fået et 2030-mål for reduktion af drivhusgasudledningen, der er ganske overkommeligt sammenlignet med den store opgave, det vil være at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler i 2050.

I juli fremsatte kommissionen sit forslag til, hvor meget medlemslandene skal sænke deres udledning af drivhusgasser fra den såkaldte ikke-kvotesektor, dvs. den del af økonomien, der ikke er omfattet af EU's system for CO2-kvoter.

Ikke-kvotesektoren omfatter hovedsageligt transport, landbrug og individuel opvarmning, og her skal EU opnå en reduktion af drivhusgasser på 30 pct. i forhold til udledningen af drivhusgasser i 2005.

Danmark har fået et reduktionsmål på 39 pct. Det lyder af meget, men ser vi nærmere på, hvad målet indeholder, er opgaven på ingen måde uoverkommelig.

Landene har i kommissionens forslag fået forskellige muligheder for fleksibilitet i målopfyldelsen, dvs. valgfrihed mellem forskellige måder at reducere drivhusgasudledning på. Når man skal vurdere, hvor stor en udfordring et reduktionsmål på 39 pct. vil være for Danmark, må man både tage højde for, hvor meget Danmark allerede har reduceret, og for, hvad mulighederne for fleksibilitet betyder for reduktionskravet.

Danmark forventer frem til 2020 at opnå de første 19 procentpoints reduktion ud af de 39 pct. Altså skal vi kun reducere med yderligere 20 procentpoint fra 2020 til 2030.

Derudover vil Danmark kunne modregne et bidrag fra kulstofoptag i jord og skov, der uden videre tiltag kan give os en reduktion på yderligere 4 procentpoint. Dermed når vi samlet set ned på at skulle reducere med 16 pct. i perioden fra 2020 til 2030.

Danmark har også fået mulighed for at opfylde op til 2 procentpoint af vores reduktionsmål for ikke-kvotesektoren ved, at den danske stat i stedet udsteder færre CO2-kvoter, dvs. rettigheder til at udlede CO2 fra den del af økonomien, der er omfattet af EU's kvotesystem.

Desværre fungerer kvotesystemet i disse år ikke som et effektivt loft over CO2-udledningen, fordi der er et meget stort overskud af kvoter. I det lys anbefaler Klimarådet, at Danmark ikke slækker på omfanget af reduktioner i ikke-kvotesektoren ved at annullere kvoter i kvotesystemet, medmindre der på EU-niveau sker en markant reduktion af antallet af kvoter, der kan sikre kvotesystemets evne til at levere reel reduktion.

Endelig er der mulighed for at benytte den fleksibilitet, der ligger i at købe udledningsrettigheder af andre EU-lande i stedet for at reducere her til lands. En stor gruppe EU-lande har på grund af en lav indkomst per indbygger fået et så lille reduktionskrav, at de vil have en betydelig mængde udledningsrettigheder i overskud, som de kan sælge. Det giver en risiko for, at markedet for udledningsrettigheder oversvømmes i en sådan grad, at køb af disse CO2-kreditter ikke vil medføre en reel reduktionseffekt.

Selv når vi fravælger annullering af kvoter i kvotesystemet og køb af udledningsrettigheder i andre lande, vil det være overkommeligt for Danmark at leve op til EU's 2030-mål.

Klimarådet har regnet på, hvor hurtigt vi skal sænke drivhusgasudledningen fra 2021 til 2030 for at opfylde 2030-målet. Når man medregner de forventede reduktioner frem til 2020 samt bidraget fra kulstofoptag i jord og skov, vil der stadig være tale om et lavere tempo i de årlige reduktioner end i den nuværende forpligtelsesperiode, der går fra 2013 til 2020.