Den grønne omstilling - hvor dyrt og hvordan?
Indlæg ved Peter Møllgaard, formand for Klimarådet
Hvad er Klimarådet?
Klimarådet er et uafhængigt rådgivende ekspertorgan bestående af ni eksperter på klimaområdet. Klimarådet skal både rådgive regeringen om den danske klimapolitik og vurdere, om regeringens klimaindsats lever op til Danmarks klimamål. Klimarådets mandat og opgaver defineres formelt i klimaloven.
Med klimaloven har Danmark fået et mål om at være et klimaneutralt samfund senest i 2050. Inden da skal Danmark i 2030 reducere sine drivhusgasudledninger med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og der vil løbende blive fastsat nye delmål hvert femte år. Klimarådet har til opgave at rådgive om, hvordan Danmark på den bedste og mest omkostningseffektive måde opfylder klimamålene og gennemfører omstillingen til et klimaneutralt samfund. Ambitionen er, at vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde velfærd og udvikling.
Klimarådet bidrager med solide, faglige anbefalinger, der hviler på uafhængige analyser. Klimarådets faglige bredde spænder vidt, og rådet beskæftiger sig i sit arbejde med alle aspekter af omstillingen til et klimaneutralt samfund. Arbejdet omfatter derfor problemstillinger inden for både energi, bygninger, transport, landbrug, miljø, natur, økonomi, klimavidenskabelig forskning og adfærdsforskning af relevans for klimaområdet. Rådet ser på, hvordan vi bedst får omstillet Danmark til et klimaneutralt samfund på kort, mellemlangt og langt sigt, samtidig med at vi bevarer konkurrenceevne, velstand, social balance, muligheder for fortsat vækst og udvikling til gavn for borgernes velfærd, samt Danmarks rolle som foregangsland.
Omstillingen er ikke gratis – men regningen er overkommelig
Siden 1990 har Danmark reduceret sine udledninger af drivhusgasser med knap 30 pct. Det betyder, at vi over de næste 10 år skal reducere udledningen mindst lige så meget, som vi har gjort de seneste snart 30 år. Der er ikke tvivl om, at vi har en stor opgave foran os, og at det vil koste det danske samfund noget at opfylde 70-procentsmålet. Det kommer dog næppe til at slå bunden ud af dansk økonomi, hvis det gøres fornuftigt.
Klimarådets grove overslag viser, at den samfundsøkonomiske omkostning pr. år ved at opfylde målet gradvist vil stige gennem 2020’erne og i 2030 nå ca. 16 mia. kr. sammenlignet med et forløb, hvor Danmark ikke gør mere end den politik, der allerede er vedtaget. Denne omkostning svarer til et stykke under én pct. af Danmarks forventede BNP om ti år. Det er en regning, som bør kunne betales uden at sætte velfærdssamfundet over styr.
Det skal understreges, at der er omkostninger, som ikke er med i de 16 mia. kr., og som er værd at have for øje. Fx er det vigtigt at tage højde for omkostningerne ved de politiske virkemidler i form af afgifter, tilskud og lignende tiltag, som skal realisere de nødvendige udledningsreduktioner. Disse virkemidler kan potentielt have betydelige konsekvenser for statsfinanserne og forvride samfundsøkonomien, hvis tilskud fx finansieres med højere indkomstskatter. Der kan dog også være forhold, som trækker i modsat retning. Fx er det muligt, at en ambitiøs dansk klimaindsats inden 2030 vil styrke danske virksomheders position på verdensmarkedet for grønne løsninger, hvilket kan give et højere økonomisk afkast, end man ellers typisk ville kunne opnå.
Det er vigtigt at pointere, at Klimarådets beregning vedrører samfundsøkonomi, som er et mål for den samlede velstand for alle danske aktører. Konsekvenserne for de offentlige finanser er noget andet og vil afhænge af, hvilke virkemidler der tages i anvendelse. Hvis omstillingen i høj grad baseres på afgifter, kan det være, at 70-procentsmålet i sig selv vil give en indtægt til staten. Baseres omstillingen derimod på tilskud, vil det modsatte være tilfældet. Decideret normregulering i form af krav eller forbud koster i første omgang ikke statskassen noget, mens øget klimafokus i offentlige indkøb, udbud og investeringer ofte vil betyde en merudgift for stat, regioner og kommuner sammenlignet med ikke-klimavenlige alternativer.
En hensynsfuld omstilling
Danmarks nye klimalov opstiller en række ’guidende principper’, der skal tages hensyn til i den grønne omstilling. Disse principper omfatter omkostningseffektivitet, sunde offentlige finanser, velfærdssamfundet, sammenhængskraft, den sociale balance, erhvervsliv, konkurrenceevne, beskæftigelse, begrænsning af kulstoflækage, hvor reduktioner i udledningerne fra dansk territorium fører til større udledninger i andre lande, samt at Danmark skal være et foregangsland på klimaområdet.
Klimarådet har foreslået en bred pakke af virkemidler til at opfylde 70-procentsmålet med afsæt i de guidende principper. Virkemidlerne er fordelt på en række politikområder. Eksempler på virkemidler omfatter tilskud til elbiler, kuludfasning og vådlægning af de kulstofrige lavbundsjorder. Et hovedelement i Klimarådets anbefalinger er en generel drivhusgasafgift, der skal omfatte alle drivhusgasudledninger, og som skal indfases løbende frem mod 2030. Afgiften kan ikke stå alene, da der findes en række barrierer, som en afgift ikke vil kunne fjerne. Det kan fx være regulering, der skal ændres, eller særlige områder, der kræver, at staten står for koordineringen. Afgiften skal ikke desto mindre være en central drivkraft i den grønne omstilling. Fordelen ved en drivhusgasafgift er, at den kan imødekomme mange af de hensyn, der hersker bekymring om, hvis den indrettes klogt, og hvis indtægterne fra afgiften tages med i regnestykket.
For det første er en generel drivhusgasafgift et omkostningseffektivt virkemiddel: En ensartet afgift på alle udledninger sikrer nemlig, at reduktionerne sker dér, hvor det er billigst. Klimarådets forslag til en drivhusgasafgift vil ikke ramme alle borgere og virksomheder ens, og det kan skabe bekymring for, at indførelsen af en afgift får en social slagside. En afgift vil imidlertid give penge i statskassen, og de penge kan tilbagebetales til borgerne fx i form af en grøn check. Herved kan man undgå, at uligheden stiger, eksempelvis som følge af højere brændstofpriser.
En ensartet afgift vil umiddelbart betyde, at mange danske landbrugsbedrifter og industrivirksomheder vil skulle betale væsentligt mere i afgift, end de gør i dag. Det giver en risiko for, at produktion og udledninger flytter til udlandet, hvilket hverken er gavnligt for klimaet eller for Danmark og dansk økonomi. En afgift kan imidlertid indrettes, så den tager hensyn til, at nogle brancher i højere grad er udsat for international konkurrence end andre. Det kan ske ved, at disse erhverv får et såkaldt bundfradrag i deres afgiftsbetaling. På den måde kan man mindske risikoen for, at produktion, udledninger og beskæftigelse flytter til udlandet – samtidig med at det er økonomisk attraktivt at gøre produktionen mere bæredygtig.
Derudover skal man huske på, at den grønne omstilling er en investering. Her og nu skal vi investere store beløb i forskning og udvikling, men på den lidt længere bane kan vi forhåbentlig høste frugterne af vores investeringer. Hvis Danmark formår at udvikle teknologier og viden, som vi kan eksportere til andre lande, vil det på sigt gavne både dansk erhvervsliv og beskæftigelse.
Indlægget er blevet offentliggjort på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmeside
