Danmarks klimamål i 2050
Scenarierne i analysen viser, hvordan kombinationer af ændret adfærd og produktionsmønstre på den ene side og nye teknologier på den anden side kan få os i mål. Der er tale om en systemisk analyse, der har særligt øje for Danmarks udnyttelse af vores arealer og øvrige fysiske ressourcer, men som også inddrager udvekslingen af ressourcer med omverdenen. Analysen sætter fokus på en dilemmafyldt fremtid og fremhæver fordele og ulemper ved forskellige veje.
Der er stor usikkerhed om, hvad der bliver muligt frem mod 2050. Vi ved endnu ikke, hvilke nye teknologier der bliver tilgængelige og til hvilken pris. Og det er langt fra givet, at klimavenlig adfærd og livsstil af sig selv vil vinde indpas hos danskerne. Men på trods af de uklare fremtidsudsigter, er det vigtigt at begynde at lægge de spor, der skal få os i mål om cirka 25 år.