Danmarks klimamål i 2035

Klimamål har drevet dansk klimapolitik

Klimamål giver ikke i sig selv lavere udledninger af drivhusgasser. Men de skaber fremdrift og handling i dansk klimapolitik. I Danmark sætter vi mål for udledningerne år ude i fremtiden og søger efterfølgende at indfri dem med klimapolitiske tiltag. Vi sætter både egne mål og påtager os forpligtelser som medlem af EU. Og sammen med de øvrige EU-lande sætter vi europæiske mål, der meldes ind til FN i regi af Parisaftalen.

Især 70-procentsmålet for 2030 har været drivende for de seneste års danske klimapolitik. Målet har fx ført til en klimaafgift i industrien, støtteordninger til CO2-fangst og en trepartsaftale i landbruget. 70-procentsmålet virkede for mange svært at opnå, da det blev aftalt politisk i 2019. Men i 2024 virker det realistisk, at målet kan indfries, hvis man får adresseret de markante udfordringer, der udestår med at implementere de politiske beslutninger.

Et ambitiøst 2035-mål kan vise vejen for andre lande

Klimarekorderne står i kø, og meget tyder på, at den globale gennemsnitstemperatur i 2024 vil overskride 1,5 graders opvarmning. Der er behov for massiv klimahandling, hvis de accelererende klimaforandringer skal bremses. FN’s miljøprogram, UNEP, har i en ny rapport slået fast, at verden som helhed skal reducere udledningerne af drivhusgasser med 7,5 pct. hvert eneste år frem til 2035, hvis det stadig skal være muligt at holde opvarmningen under 1,5 grader målt som et gennemsnit over flere årtier. Denne reduktion er til sammenligning mere, end verdens udledninger faldt i 2020 under COVID19-pandemien. Danmarks 2035-mål skal ses som et bidrag til denne enorme opgave.

Danmark kan med et ambitiøst klimamål for 2035 vise vejen for andre lande. Og særligt kan målet agere politisk løftestang i de løbende forhandlinger om klimakursen i EU. Selv om Danmark er omfattet af de fælleseuropæiske klimamål, har nationale mål en vigtig rolle at spille som drivkraft i den europæiske politikudvikling.

2035-målet vedrører Danmarks territoriale udledninger, men det er vigtigt at huske den globale dimension i dansk klimapolitik. Vi kan i praksis næppe kompensere for vores betydelige historiske udledninger og leve op til Parisaftalen alene gennem vores territoriale klimaindsats. Danmark har i et historisk perspektiv udledt mere pr. indbygger end de fleste andre lande, og vi har ressourcer og teknologi til at gå forrest. Hvis man lægger vægt på klimalovens formuleringer om, at Danmark skal være et foregangsland og har et historisk og moralsk ansvar, er der behov for at supplere de territoriale mål med en betydelig global indsats.

Analysen undersøger mål på 80, 85 og 90 pct.

Med den nuværende klimapolitik, inklusive trepartsaftalen, viser regeringens fremskrivninger, at Danmark vil nå 78 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i 2035 sammenlignet med 1990. De 78 pct. er dog betinget af, at man lykkes med at implementere politikken som planlagt.

Klimarådet har undersøgt, hvordan Danmark kan øge reduktionerne til henholdsvis 80, 85 og 90 pct. Rådet har kombineret konkrete omstillingselementer til simple scenarieskitser, der når de tre mål, og efterfølgende vurderet de konkrete konsekvenser. Analysen har særligt fokus på at belyse de samfundsøkonomiske omkostninger frem mod 2035.

Skitserne er blot eksempler og udgør nogle ud af mange mulige bud på, hvordan målene kan opfyldes. De skal derfor ikke ses som anbefalinger til klimapolitikken. Alligevel kan der drages en række konklusioner på baggrund af dem:

• Det vil kræve en beskeden merindsats at nå 80 pct. Her synes det især omkostningseffektivt at øge udtagningen af landbrugsjord, som også bidrager positivt til vandmiljøet, biodiversiteten og andre samfundsmæssige hensyn.
• Det vil kræve flere indsatser at nå 85 pct. Analysen peger på, at kulstoffangst og -lagring (CCS) kan fremmes, og at udledningerne fra husdyrproduktionen i landbruget kan begrænses. Omkostningen til den ekstra indsats ser ud til at blive overskuelig og holde sig under 1.500 kr. pr. ton CO2e.
• Det kan blive dyrere at nå 90 pct. Et højt mål kan blandt andet kræve, at den igangværende elektrificering af transportsektoren accelereres yderligere. Derudover kan det være nødvendigt med endnu mere CCS. De ekstra reduktioner til at nå 90 pct. ser ud til at holde sig under 2.000 kr. pr. ton CO2e.

Der er fordele og ulemper ved højere mål

Jo højere målet sættes i 2035, jo større er klimaeffekten alt andet lige, men et højt mål har også konsekvenser andre steder i samfundet. Klimarådet opsummerer i analysen øvrige konsekvenser for samfundet ved at sætte højere mål opdelt på fordele og ulemper. Listen er ikke udtømmende, men nævner de vigtigste konsekvenser, som Klimarådet har undersøgt.

• Samfundsværdi. Højere mål vil uundgåeligt betyde flere omkostninger til tekniske reduktionstiltag og tab af produktion i klimabelastende sektorer. Omvendt kan en indsats i landbruget sikre mere natur og miljøgevinster i form af bedre vandmiljø og mindre luftforurening. Højere mål kan også give grobund for grøn erhvervsudvikling. Klimarådet skønner med betydelig usikkerhed, at det kan koste samfundet cirka 19 mia. kr. fra i dag til 2035 målt i nutidsværdi at opfylde et 85-procentsmål. Dette beløb skal lægges oven i de omkostninger, der i forvejen skal til for at nå de 78 pct. reduktion, som forventes med allerede vedtagen politik. Med et 90-procentsmål øges Klimarådets skøn til cirka 45 mia. kr. Særligt prisen på CCS har betydning for de samlede beløb. Omkostningerne svarer omtrentligt til henholdsvis 0,1 pct. og 0,2 pct. af BNP i årligt gennemsnit frem mod 2035.
• Fair omstilling. Højere mål vil betyde større forandringer af samfundet og have større sociale konsekvenser på kortere tid. Forandringerne kan opleves som uretfærdige blandt nogle grupper eller i nogle geografiske områder, hvis det fx forstærker eksisterende uligheder eller skaber nye. Men omvendt kan ambitiøse klimahandlinger i sig selv opfattes som mere retfærdige i lyset af den globale klimakrise eller på tværs af generationer. Klimaindsatsen vil også skabe nye muligheder og gevinster for nogle grupper i samfundet.
• Global effekt. Udover den umiddelbare klimaeffekt øger et højere dansk mål chancen for, at Danmark kan agere som foregangsland og inspirere andre lande. Men højere mål kan også betyde, at vi skal have fat i tiltag, der risikerer at skubbe udledninger til andre lande, såkaldt drivhusgaslækage. Samtidig er der risiko for, at Danmark kan blive nødt til at øge importen af biomasse fra udlandet.  Hugst af biomasse i udlandet kan potentielt øge disse landes udledninger eller skade landenes biodiversitet.

Der er argumenter for at sigte efter mere end 80 pct.

Valget af 2035-målet beror i sidste ende på en politisk afvejning. Denne afvejning har på den ene side bidraget til den globale klimaindsats og på den anden side de forskellige konsekvenser ved at øge målet, herunder samfundsmæssige hensyn som samfundsøkonomiske omkostninger, drivhusgaslækage, sammenhængskraft, social balance og virksomhedernes konkurrenceevne. Derfor anbefaler Klimarådet ikke et specifikt tal i denne analyse. Alligevel vil rådet fremhæve tre argumenter for at stile efter mere end 80 procents reduktion, som er det mindst ambitiøse mål, som denne analyse har undersøgt:

• Klimaets tilstand. Klimaudsigterne bliver hele tiden mere dystre. I det lys må alle lande bestræbe sig mest muligt på at reducere udledningerne. Det taler for, at Danmark sætter et højt territorialt mål og supplerer med en styrket global klimaindsats.
• Foregangsland. Særligt hvis man mener, at territoriale mål er vigtige for vurderingen af et lands samlede klimaindsats, eller at et højt dansk mål kan bidrage positivt til at fx EU øger sine klimaambitioner, synes et 2035-mål på 80 pct. ude af trit med klimalovens princip om, at Danmark skal være et foregangsland. Til sammenligning har Storbritannien besluttet et mål på 81 pct. i 2035, mens Europa-Kommissionen har foreslået et mål på 90 pct. for EU allerede i 2040, bare fem år efter 2035.
• Vejen mod klimaneutralitet. Der er i 2035 kun ti år til 2045 og regeringens mål om klimaneutralitet. Fordi de sidste reduktioner mod dette mål kan vise sig at blive de sværeste, både teknisk og socialt, og fordi implementering tager tid, kan det umiddelbart være fornuftigt at øge reduktionshastigheden frem mod 2035.

Find hele analysen og en kort sammenfatning i download-menuen.