Analyse — Offentliggjort den 9. maj 2023

Sikker elforsyning med sol og vind

Danmark kan bevare en høj elforsyningssikkerhed selv i ekstreme vejrsituationer, også selv om det europæiske elsystem i høj grad vil være baseret på sol- og vindenergi. Forsyningen kan sikres med enkle løsninger, uden at de samlede omkostninger til elforsyningen øges betydeligt. Løsningerne består blandt andet i at gøre vores elforbrug mere fleksibelt, at lagre energien og at investere i reservekapacitet, som kan anvendes i få, men afgørende situationer. Omstillingen af energisystemet sætter dog elforsyningssikkerheden i Danmark under et større pres end i dag. Det sker, fordi elforbruget vil vokse massivt, samtidig med at elproduktionen i stigende grad vil komme fra sol og vind, som ikke kan reguleres efter forbruget på samme måde som traditionelle kraftværker. Klimarådets analyse fokuserer på tilgængeligheden af strøm i det danske og europæiske elsystem, den såkaldte effekttilstrækkelighed, og undersøger mulige løsninger for at opretholde denne. Udfordringerne for elforsyningssikkerheden er håndterbare, men implementeringen af løsninger kan tage mange år. Energimyndighederne bør derfor være opmærksomme på at håndtere udfordringerne rettidigt.

I 2040 vil det danske energisystem se markant anderledes ud end i dag. Elproduktionen vil stort set udelukkende stamme fra vedvarende energi, og strømforbruget vil være markant større.

Udviklingen drives i høj grad af politiske aftaler og ambitioner i Danmark og i EU, som sigter efter en massiv udbygning af blandt andet havvindmøller og solceller samt en elektrificering af en stor del af Europas energiforbrug. Fx er der i Danmark en målsætning om at firedoble elproduktionen fra sol og vind på land frem mod 2030, og havvindmøller skal bidrage med næsten 13 GW i 2030 og endnu mere på længere sigt. Dette er nødvendigt for at reducere energisektorens klimapåvirkning og sikre realiseringen af globale og nationale klimamål.

Stigende elforbrug og færre kraftværker sætter elforsyningssikkerheden under pres

Omstillingen af energisystemet sætter elforsyningssikkerheden under pres. Når elproduktionen i stigende grad kommer fra vind og sol, vil en stigende andel af produktionen ikke kunne tilpasses forbruget i samme grad som tidligere. Det skyldes, at sol- og vindenergi er varierende energikilder, der ikke kan opjusteres efter behov. Dermed er der en potentiel risiko for, at der ikke er strøm i stikkontakten på alle tidspunkter.

Presset forstærkes af, at cirka halvdelen af den regulerbare kraftværkskapacitet forventes at blive udfaset i Danmark frem mod 2040. Med regulerbar kraftværkskapacitet menes kraftværker, hvor man kan justere op og ned for produktionen af el og dermed lade produktionen afhænge af efterspørgslen.

I dag kommer den regulerbare kapacitet fra biomassefyrede kraftvarmeværker og kraftværker baseret på fossil energi eller anden bioenergi. Udfasningen af regulerbar kapacitet – og en samtidig stigning i elforbruget som følge af fx elektrificering og flere datacentre – vil gøre det vanskeligere at opretholde elforsyningssikkerheden. Derfor er der behov for løsninger, som kan håndtere denne udfordring.

 

Der er lavet en rettelse i figur 7.3 på side 69 den 09.05.23. Den blå søjle til højre er rettet fra 6 % til 14 %.