Dialog frem for skyttegravskrig, tak!
Når jeg forestiller mig Danmark i 2050, ser jeg et landbrug for mig, som stadig er et vigtigt erhverv. Men jeg ved også, at en gunstig fremtid for landbruget i Danmark, kræver en væsentlig omstilling af sektoren. Da Klimarådet udgav sin første rapport i slutningen af 2015, kunne man i en nyhed fra Ritzau læse om reaktionen fra Landbrug og Fødevarer: ”Det er decideret uintelligent. Klimarådet har begået et ekstremt ringe stykke arbejde”, sagde direktør Flemming Nør-Pedersen om vores rapport og erkendte i samme åndedrag ikke at have læst den. Det er et eksempel på skyttegravskrigsførelse af værste skuffe, når Landbrug og Fødevarer udtaler sig om rapporter, de endnu ikke har læst.
Havde direktøren dog faktisk læst rapporten, ville han have opdaget, at Klimarådet rent faktisk forsøgte at vise forståelse for landbrugets nuværende situation. Det er sandt, at vi pegede på en ”virkemiddelpakke”, som indeholdt tiltag overfor landbruget, og som yderligere ville kunne bidrage til at nedbringe Danmarks drivhusgasudledninger. Imidlertid, og i erkendelse af, at der kunne være et politisk ønske om ikke at inddrage landbruget i klimatiltag på nuværende tidspunkt, så pegede Klimarådet også på en alternativ virkemiddelpakke, hvori landbruget slet ikke indgik. Desuden gjorde vi i rapporten opmærksom på, at det ikke nødvendigvis behøver at være landbruget selv, der skal bære alle omkostningerne forbundet med en mere klimavenlig landbrugsproduktion.
Vi skal alle tænke globalt
Når behovet for at landbruget bidrager med en miljø- og / eller klimamæssige indsats nævnes, bliver det ofte mødt fra landbrugets side med beskyldninger om, at der ”ikke tænkes globalt”. Men faktisk er global tænkning lige præcis det, der tilsiger nødvendighed af en omstilling af dansk landbrug til en mere miljø- og klimavenlig produktion! Alle er selvfølgelig opmærksomme på den internationale konkurrencesituation, som landbrugets repræsentanter har i tankerne, når de beskylder deres kritikere for ikke at tænke globalt, men der er mere, der rører sig på den internationale scene end det aktuelle indbyrdes konkurrenceforhold.
Klimaforhandlingerne ved COP 21 sendte et klart og utvetydigt signal til verden om, at politikerne agter at handle i et forsøg på at begrænse menneskeskabte klimaforandringer. Den politiske aftalte 2oC-grænse for den menneskeskabte globale opvarmning blev ikke kun bekræftet, men også forstærket ved COP 21. Med 2oC-grænsen in mente, tiltrådte EU landene, herunder Danmark, i 2012 en målsætning om 80-95 pct. reduktion i drivhusgasemissioner i 2050 set i forhold til udledningen i 1990.
Godt nok er en fordeling af reduktionerne blandt landene endnu ikke aftalt, men hvem tror for alvor på, at Danmark kommer til at slippe med mindre end EU-gennemsnittet? Det er derimod mere og mere sandsynligt, at Danmark over de næste tre årtier skal reducere sine drivhusgasudledninger med minimum 80 pct. og op til 95 pct., hvilket ikke kan lade sig gøre, medmindre landbruget også reducerer sine udledninger.
Løsninger skal laves i fællesskab
Landbrugets klimabelastning har mange årsager, herunder udledning af kvælstof, jordtyper, dyrkningspraksis og valg af teknisk infrastruktur i staldbygninger mv. Heldigvis er der også meget man kan gøre for at reducere landbrugets klimabelastning. Men ændringer i den adfærd og teknologi, der skal til for at reducere landbrugets klimabelastning, kommer ikke af sig selv.
Der er behov for en god og konstruktiv dialog, hvis vi skal finde frem til de meste lønsomme tiltag i kampen mod landbrugets drivhusgasudledning - uanset om det handler om teknologiudvikling eller udvikling af reguleringsmodeller, der giver landmændene incitamenter til at reducere deres egen bedrifts klimabelastning. Hvis ikke landbruget bidrager til en reduktion i klimabelastningen vil det dog næppe have så stor en betydning i Danmark anno 2050, som det har i dag.
(Indlæg bragt i Landbrugsavisen 04.03.2016)
