Er støtten til vindmøller spild af penge?
EU-landene har et mål om, at udledningerne af drivhusgasser i 2050 skal være reduceret med 80-95 procent i forhold til 1990. I praksis vil det kræve, at el og varme produceres uden fossile brændsler i 2050.
EU’s kvotesystem blev skabt for at drive omstillingen fra fossile brændsler til vedvarende energi i den sektor, der omfatter el- og varmeforsyningen og andre energitunge virksomheder.
Alligevel giver de fleste EU-lande – også Danmark – støtte til vindmøller og andre vedvarende energikilder. Det høres ofte i debatten, at støtten til vedvarende energi er spild af penge, men det er ikke tilfældet. Tværtimod er det med stor sandsynlighed nødvendigt, hvis vi skal nå at omstille i løbet af de næste 34 år.
Meget lav kvotepris
Siden kvotesystemets start er der blevet udstedt flere CO2-kvoter, end der samlet set er blevet udledt CO2 for. Derfor har vi i dag et stort kvoteoverskud. Hvis kvotesystemet skal bruges som middel til at opfylde EU’s 2050-mål, skal kvoteudbuddet gradvis reduceres til nul frem mod 2050.
I EU har man forsøgt at lappe på systemet ved at udtage en mængde kvoter, som kan blive frigivet igen, når kvoteoverskuddet bliver mindre. For at skabe en højere og mere stabil pris på CO2-kvoter har man også indført en såkaldt markedsstabiliseringsreserve, der træder i kraft fra 2019.
Så længe der er et stort overskud af kvoter, vil en del af kvoteoverskuddet hvert år blive taget ud af markedet og lagt over i en reserve. Kvoterne vil blive frigivet fra reserven, hvis kvoteoverskuddet igen bliver lavt.
Prisen på CO2-kvoter er i øjeblikket 6-7 euro per ton CO2. Når der i dag er en positiv pris på kvoter trods kvoteoverskud, skyldes det, at kvoterne kan gemmes til senere brug, og at aktørerne i kvotemarkedet kalkulerer med en vis sandsynlighed for, at det samlede kvoteloft reelt bliver bindende.
Kvotesystemet kan ikke klare omstillingen alene
Tilsyneladende forventer markedet dog, at denne sandsynlighed er beskeden, ellers ville kvoteprisen allerede i dag være væsentligt højere, end den faktisk er. Hvis kvotesystemet skal drive omstillingen, skal kvoteprisen væsentligt højere op, end den er i dag.
Kvoteprisen skal med de nuværende teknologier og markedspriser op på omkring 60 euro per ton, før det bliver fordelagtigt for kraftværkerne at skifte fra kul til naturgas – altså ikke en reel omstilling til vedvarende energi, men blot et skift til et mindre CO2-forurenende brændsel. Hvis kvotesystemet skal gøre det fordelagtigt at skifte fra kul til vedvarende energikilder, skal kvoteprisen endnu højere op.
Så længe kvoteprisen er så lav som i dag, vil der ikke være en tilskyndelse til at omstille til vedvarende energi. Hvis man i dag afskaffer støtten til vindmøller mv. i håb om, at kvoteprisen på et tidspunkt kommer højt nok op til at sikre den grønne omstilling, risikerer man, at omstillingen kommer alt for sent i gang. Manglende tillid til den politiske vilje bag kvotemarkedet kan nemlig betyde, at kvoteprisen ikke vil stige så meget, som der kræves.
Danske vindmøller kan bidrage
Man hører af og til argumentet om, at flere vindmøller i Danmark reducerer CO2-udledninger fra dansk grund, men øger udledningerne tilsvarende eller mere på EU-plan. Flere vindmøller øger overskuddet af kvoter, hvilket kan presse kvoteprisen yderligere ned, så energivirksomheder i andre dele af EU tilskyndes til at øge deres udledninger. I sidste ende afgøres udledningerne i EU nemlig af, hvor mange kvoter der i alt udstedes.
Men her er det dog vigtigt at huske, at det endnu ikke er besluttet hvor mange kvoter, der skal udstedes efter 2030. Et stort kvoteoverskud vil gøre det lettere politisk at beslutte færre kvoter, og her kan en ambitiøs dansk omstilling til vedvarende energi være en medvirkende faktor.
Når markedsstabiliseringsreserven træder i kraft fra 2019, vil en stigning i kvoteoverskuddet bidrage til, at flere kvoter tages ud af markedet og lægges over i reserven, og det kan være lettere politisk at annullere kvoter permanent, når de først befinder sig i reserven. Dansk udbygning med vedvarende energi, som frigiver kvoter, kan derfor hjælpe politiske beslutninger på vej, som vil medføre en reel reducering af udledninger på EU-plan.
Omstillingen kan ikke vente
Omstillingen af samfundet fra fossile brændsler til vedvarende energi er en kæmpe opgave, og hvis størstedelen af omstillingen skal ske i nogle få år kort før 2050, kan det indebære meget store omkostninger for samfundet, da det vil være ekstra dyrt at omstille det danske energisystem på meget få år. Hvis omstillingen derimod foretages mere gradvist over en længere årrække, kan de samlede omkostninger for samfundet blive mindre.
Set i det perspektiv er det altså ikke spild af penge, hvis man fastholder en vis støtte til vedvarende energi for at drive omstillingen, indtil kvotesystemet og den teknologiske udvikling inden for grønne energiteknologier forhåbentlig kan overflødiggøre støtten.
Så længe der ikke er politisk vilje i EU til et massivt, permanent udtag af kvoter, er det tvivlsomt, om markedsstabiliseringsreserven er tilstrækkelig til at sikre, at kvotesystemet kommer til at spille en afgørende rolle. Der er derfor - desværre – nødvendigt at give støtte til vedvarende energi for at sikre, at vi lykkes med en omstilling inden 2050.
(Indlæg bragt i Altinget 02.02.2016)