EU-udspil kan forbedres og gøre mere for danske klimamål

Af Jørgen Elmeskov, medlem af Klimarådet

Kommissionen fremlagde tilbage i juli sit forslag til, hvordan EU skal reducere sine udledninger med minimum 55 procent i 2030. Nu begynder de svære politiske forhandlinger om forslaget.

Det endelige kompromis kommer givetvis til at afvige fra Kommissionens forslag, men der er god grund til allerede nu at overveje, hvad Kommissionens forslag vil indebære for mulighederne for at opfylde vores eget 70-procentsmål, og hvordan regeringen evt. kan påvirke den endelige aftale i en positiv retning.

Helt overordnet betyder et mere ambitiøst EU-mål, at dyrere løsninger må bringes i spil i EU’s medlemslande for at reducere udledningerne. Dansk erhvervslivs konkurrenter i EU-landene kan dermed se frem til øgede omkostninger som direkte følge af EU-udspillet, hvilket ikke i samme grad vil være tilfældet i Danmark, fordi vi med 70-procentsmålet i forvejen har et ambitiøst klimamål.

Kommissionens forslag lægger stor vægt på en udvidelse og skærpelse af kvotehandlen, og skærpelsen kan nok i høj grad forklare den betydelige stigning i kvoteprisen, vi har set i første halvdel af 2021. Her kan danske virksomheder formentlig imødese, at en stigning i kvoteprisen vil betyde en mindre dansk drivhusgasafgift end det ellers ville have været nødvendigt at indføre for at nå de 70 procent. Bundlinjen er, at det ud fra et konkurrenceevnehensyn ser ud til at blive nemmere at nå de 70%, hvilket også vil påvirke behovet for forskellige kompenserende tiltag, som fx bundfradrag i drivhusafgiften, der ellers kan være en metode til at forhindre, at både produktion og forurening flytter til andre lande.

Omkostningerne ved at nå de 70 procent kan også blive lavere, fordi et EU-marked med omtrent 450 millioner forbrugere og et stort antal virksomheder nu får øgede incitamenter til at finde nye innovative løsninger til at reducere udledningerne - løsninger som vi så også kan implementere i vores lille land med kun knap 6 millioner indbyggere, ligesom Danmark selv får gavn af at levere klimavenlige løsninger til andre EU-lande, der i højere grad vil efterspørge dem.

Der er dog også knaster i Kommissionens udspil, som det gælder om at holde øje med og forsøge at påvirke i den politiske proces. Ét punkt er, at der rundt omkring i EU er bekymring over effekterne af de øgede klimaambitioner på virksomhedernes konkurrenceevne set i forhold til virksomheder udenfor EU. Det har ført til, at Kommissionens forslag indeholder en lidt uskøn blanding af forskellige virkemidler rettet mod at beskytte denne konkurrenceevne:

• fortsat (om end reduceret) uddeling af gratiskvoter;
• en opdeling af det fremtidige kvote-marked i to, der formentlig vil begrænse yderligere stigninger i kvoteprisen for industrtien, da forventningen er, at prisen i ”den nye” kvotesektor med transport og bygningsopvarmning bliver højere end i den gamle kvotesektor, hvor bl.a. industriens udledninger hører hjemme;
• og endelig en CO2-told på produkter der ikke har været undergivet tilsvarende reguleringer i ikke-EU lande.
   

At der således er tre instrumenter rettet mod opnåelse af den samme målsætning, rejser en bekymring for gennemsigtigheden og muligheden for at ”game” systemet. Det bør lede til overvejelser om, at arbejde for at få lagt nogle bindinger ned over kvotesystemet, som sikrer at en vis markedslogik vil overleve.

En anden knast er speciel vigtig i en dansk sammenhæng: Kommissionens udspil er tyndt på landbrugsområdet. I betragtning af at landbrugets udledninger i den seneste klimafremskrivning forventes at udgøre næsten halvdelen af de samlede danske udledninger i 2030 - en internationalt meget høj andel - ville det have været rart med noget hjælp udefra til at reducere landbrugets udledninger. I stedet skal landbruget ifølge forslaget indgå i en fordelingsaftale om samlede reduktioner, som også kommer til at omfatte bl.a. transport og boliger, som også er dækket af kvotehandel. Risikoen er, at det kan føre til dyre reduktioner i boliger og transport i forhold til de muligheder, der eksisterer i landbruget. Her kan det være en god ide, at den danske regering forsøger at forhandle fælles landbrugstiltag ind i den endelige aftale, fordi det kan bidrage til at reducere udledningerne fra dansk landbrug, uden at de danske landmænd mister konkurrenceevne i forhold til landmænd i andre EU-lande. Dertil kommer, at vi også i EU bør plukke de lavest hængende frugter i alle sektorer, og så nytter det ikke at gå for hurtigt henover landbruget.

Den samlede bundlinje for Kommissionens forslag, knasterne også taget i betragtning, må dog være positiv i forhold til opnåelsen af det danske 70-procentsmål, men regeringen kan med fordel udvælge sig særlige fokusområder, hvor den kan påvirke den fælles politik i en retning, som både vil være god for EU og for Danmark.

Indlægget blev bragt i Altinget d. 7. september og kan også læses her.