Indlæg: Sådan bliver klimaloven bindende

Af Peter Møllgaard
Formand for Klimarådet

For at sikre at en ny klimalov bliver effektiv, må vi først og fremmest definere, hvad det vil sige at have bindende klimamål. 

Et mål er bindende, når regeringen er forpligtet til at agere i forhold til målet. Et eksempel er de forpligtelser, vi har over for EU på klimaområdet. 

De er bindende, fordi Danmark er tvunget til at gøre noget for at leve op til målet. Danmark er bundet til handling, hvis vi vil undgå sanktioner. Men vores egne danske mål bliver kun bindende, hvis vi sikrer det i lovgivningen.

Der er grundlæggende to måder, en regering kan agere på i forhold til et bindende mål. Enten udformer regeringen en politik, der sikrer, at målet nås, eller også forsøger den at samle et flertal, der kan ændre eller afskaffe målet. Men det er ikke en mulighed at ignorere målet.

Klimarådets forslag til en ny klimalov sikrer bindende mål i den forstand, at den forpligter regeringen til at fremlægge politik, der er i overensstemmelse med de danske mål. 

Derudover indeholder forslaget en række forpligtelser, som regeringen skal leve op til. Det er ikke nyt, at love forpligter regeringen til at gøre bestemte ting, for eksempel forpligter den nuværende klimalov regeringen til at lave en klimapolitisk redegørelse hvert eneste år.

Årlige forpligtelser sikrer fremdrift
En kommende klimalov skal sikre fremdrift i omstillingen, og derfor bør den indeholde en række forpligtelser, der kan sikre en løbende udvikling i reduktioner af drivhusgasser som følge af politiske tiltag. 

I Klimarådets forslag til en ny klimalov er regeringen forpligtet til senest i 2020 at komme med en klimaplan, der skal opfylde 2030-målet om 70 procent reduktion af de danske drivhusgasudledninger. 

Klimaplanen skal regnes igennem, for at se om den realistisk set kan indfri målet. Kan den ikke det, så forpligter vores forslag til klimalov regeringen til at lave en opdateret klimaplan med nye politiske initiativer. Det er derfor også væsentligt, at der sker en uafhængig vurdering af, om klimaplanen ser ud til at være tilstrækkelig til at nå målene.

Med en årlig vurdering af om klimaplanen ser ud til at kunne indfri 2030-målet kan man tidligt se, hvis de nuværende tiltag ikke er tilstrækkelige, og der skal igangsættes flere politiske initiativer. 

Fremadskuende, årlige vurderinger er væsentlige, fordi klimapolitik tager tid. Det tager for eksempel lang tid at skifte alle fossildrevne biler, olie- og gasfyr og lignende ud, så vi kan ikke vente til eksempelvis 2025 med at se på, om Danmark er på rette spor. Fremdriften i omstillingen skal være tydelig fra starten af.

Planer skal omfatte alle sektorer
Med Klimarådets forslag til en ny klimalov vil regeringen skulle udarbejde klimaplaner, der forholder sig til omstillingen i alle sektorer. 

Klimaplanen skal bestå af en række sektorstrategier, der anviser, hvordan vi bedst muligt får reduceret udledningerne inden for de forskellige sektorer.

I de sektorer, hvor vi umiddelbart kun har begrænsede muligheder for at reducere udledningerne, skal sektorstrategierne indeholde planer for udvikling af teknologier og metoder, som på sigt kan bidrage med drivhusgasreduktioner. 

Det er ligeledes væsentligt, at sektorstrategierne koordineres på tværs af hele samfundet, så vi ikke overser, at muligheder for at reducere udledninger i en sektor sagtens kan stamme fra en anden sektor.

For at overvåge udviklingen i de enkelte sektorer skal klimaplanerne understøttes af en række indikatorer. En indikator kan for eksempel være salget af elbiler eller antallet af tilbageværende oliefyr. Ved årligt at følge op på en række væsentlige indikatorer inden for hver sektor, bliver det tydeligt, om sektorens grønne omstilling er på rette spor, eller om der er behov for yderligere initiativer i form af en revideret klimaplan.

Ud over krævende sektorstrategier rettet mod de indenlandske udledninger, bør regeringen også udarbejde en strategi for, hvordan Danmark vil påvirke udledningerne uden for Danmark. 

Klimarådets analyse konkluderer, at Danmark kan øge sit bidrag til at nedbringe drivhusgasudledningerne globalt ved dels at inspirere andre lande og dels at reducere de udledninger uden for landets grænser, som Danmark giver anledning til.

Det kan for eksempel være at reducere udledningerne fra flyrejser fra Danmark, at bidrage til teknologiudvikling eller reducere forbruget af importerede varer, som har et højt klimaaftryk.

Der skal løbende fastsættes nye mål
Den grønne omstilling er langt fra i mål i 2030, og derfor bør en klimalov også forpligte regeringen til at fremsætte flere mål for de danske drivhusgasudledninger.

For at have tid til at indfase nye politikker og tiltag  bør en ny klimalov forpligte regeringen til at sætte et mål for 2035 senest i 2025. Og derefter skal regeringen lave en klimaplan, der kan opfylde 2035-målet. 

I 2030 skal der sættes et mål for 2040, og sådan fortsætter denne proces hvert femte år, så der hele tiden sættes nye mål for den grønne omstilling. Fastsættelsen af fremtidige mål bør ske med baggrund i den løbende udvikling inden for klimavidenskaben og samfundets udvikling.

Klimarådet anbefaler, at 2030-målet og målet om at have nettonul-udledninger senest i 2050 begge skrives ind i selve loven. Målene efter 2030 bør ikke skrives ind i selve klimaloven, da man derved vil skulle ændre i loven, hvilket er en tung proces, der medfører usikkerhed. 

Nye mål bør enten vedtages i separat lovgivning af et flertal i Folketinget eller fremsættes af regeringen i et juridisk bindende dokument. Uanset hvilken metode Folketinget vælger, sikrer klimaloven, at målene fortsat er bindende.

Fremtidens klimamål kan med fordel forhandles og aftales i lange og brede klimapolitiske forlig, som vi kender det fra energiområdet. Dette vil skabe stabilitet og sikkerhed omkring, at målene ikke ændres efter et regeringsskifte.

Bred enighed giver en stærkere klimalov
En klimalov, der forpligter kommende regeringer på handling, vil altid kunne afskaffes i et demokrati, såfremt der kan findes et flertal for dette.

Det kan en klimalov ikke forhindre, men med et bredt flertal bag en kommende klimalov bliver loven stærkere, da det bliver sværere for en regering, der eventuelt måtte ønske at slække på ambitionerne, at finde flertal for at afskaffe eller ændre i lovens mål og rammer.

Det er derfor også positivt, at så mange partier i de nuværende forhandlinger er indstillet på at vedtage en stærk klimalov, der skaber de bedst mulige betingelser for den grønne omstilling i Danmark som muligt.

Debatindlægget blev bragt på Altinget.dk d. 5. november 2019