Kloge afgifter skal sikre den grønne omstilling

Klimaforandringerne er uden tvivl en af dette århundredes største udfordringer.

Danmark har besluttet sig for at bidrage til den globale løsning med et mål om, at vi skal være uafhængige af fossile brændsler i 2050. Det kræver bl. a., at vi indretter vores økonomiske system sådan, at virksomheder og forbrugere tilskyndes til at fravælge de fossile brændsler.

Forskellige redskaber i den politiske værktøjskasse kan bruges til at fremme grønne valg.

Forbud kan helt forhindre klimaskadelige valg, tilskud kan fremme særligt miljøvenlige teknologier, mens afgifter kan bremse klimaskadelige aktiviteter og sikre, at de, der fortsat belaster klimaet, også betaler for det. Afgifter har den fordel frem for forbud og tilskud, at de skaber indtægter til statskassen, som kan bruges til velfærd og offentlige opgaver.

Men afgifter skal udformes klogt. Hvis afgifterne er for høje eller for lave målt i forhold til skadevirkningerne på klima og miljø, skaber de såkaldte forvridninger.

Hermed menes, at ' skæve' afgifter kan få forbrugerne til at vælge et andet forbrugsmønster og virksomhederne til at vælge andre produktionsmetoder end det, der giver størst mulig velfærd for samfundet.

Den seneste tids danske klimadebat har i høj grad handlet om frygten for, at den grønne omstilling bliver for dyr, og af den grund er det ekstra vigtigt, at afgifterne ikke forvrider samfundsøkonomien unødigt. Derfor ser Klimarådet i sin seneste rapport, Afgifter der forandrer - forslag til klimavenlige afgiftsomlægninger, nærmere på afgifternes rolle i den grønne omstilling.

På papiret er det let at udforme afgifter på klima-og miljøområdet.

Det bærende princip er, at afgifterne skal sikre, at virksomheders og forbrugeres privatøkonomiske overvejelser svarer til de samfundsøkonomiske.

Overvejer en husejer at installere et oliefyr, skal afgifter på fyringsolien sikre, at husejeren tager højde for klimaskaderne fra fyrets udledning af CO2.

Eller vakler en bilkøber mellem at købe en elbil eller en benzinbil, er det vigtigt, at afgifterne på både benzin og elektricitet afspejler skaderne på omgivelserne fra partikler, CO2, støj og lignende.

I praksis er det dog svært at sætte økonomisk værdi på skaderne ved generende adfærd som f. eks. forurening og støj. Problemet er særligt udtalt på klimaområdet, for hvad er egentligt omkostningen ved ét ekstra ton CO2? Hvis vi fra dansk side udelukkende bekymrer os om danske statsborgere, vil øget dansk udledning drukne i det globale CO2-hav. Og så er skaderne ved dansk udledning nærmest nul. Vi kan også fra dansk side bekymre os om skadevirkningerne på hele klodens befolkning, og i så fald bliver omkostningen pr. ton CO2 stor - studier peger på, at et ton CO2-udledning bør koste mindst 400 kroner, og måske endda meget mere.

Fra Klimarådets side vil vi argumentere for en tredje tilgang, hvor afgiften på CO2 sættes så højt, at Danmarks klimamål bliver indfriet. På den måde kommer afgiftsdiskussionen ikke til at handle om, hvor meget vi i Danmark skal tage hensyn til resten af verden.

I stedet bliver det de politisk fastsatte mål, der bestemmer afgifterne på klimaområdet. Det vil selvfølgelig stadig være svært at bestemme de præcise afgiftssatser, men de kan løbende justeres, efterhånden som målårene nærmer sig.