Råd til en balanceret grøn omstilling

Af Peter Birch Sørensen, professor, Københavns Universitets Økonomiske Institut og formand for Klimarådet

KRONIK - Afskaf al offentlig støtte til vindmøller og anden vedvarende energi i den danske forsyningssektor!

Det er det reelle budskab i Børsens leder 20. maj. Lederen håber også på en nedlæggelse af det nyligt oprettede uafhængige Klimaråd, der skal rådgive om, hvordan de vedtagne klimapolitiske mål kan realiseres til de lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger.

Baggrunden for Børsens kritik er tilsyneladende, at jeg som rådets formand har udtalt, at Danmark fortsat bør arbejde for at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra både forsyningssektoren og de øvrige sektorer i dansk økonomi.

Jeg vil gerne begrunde den udtalelse, jeg kritiseres for.

Som bidrag til at mindske risikoen for uoverskuelige klimaændringer har EU's stats- og regeringschefer vedtaget, at EU-landene bør reducere deres udledninger med mellem 80 og 95 pct. frem mod 2050.

Den danske klimalovs målsætning om, at Danmark skal være et lav- emissionssamfund i 2050, afspejler Danmarks vilje til at leve op til EU-landenes fælles mål.

Kvoter begrænser ikke udslip

Cirka en tredjedel af de danske drivhusgasudledninger stammer fra vores forsyningssektor (el- og varmeforsyningen), mens resten stammer fra de øvrige sektorer, heraf knap en femtedel fra landbruget. En drastisk reduktion af landbrugets udledninger kan i praksis være vanskelig, bl.a. fordi en stor del af dem består af metanudslip fra dyrenes fordøjelsessystem.

Da det ikke er nemt at ændre på biologien, må forsyningssektoren derfor stå for en meget stor del af den samlede reduktion af de danske drivhusgasudledninger.

Ideelt set burde reduktionen af forsyningssektorens udslip være drevet af EU's system for omsættelige CO2-kvoter, der burde overflødiggøre store offentlige tilskud til vedvarende energikilder.

Den sørgelige kendsgerning er imidlertid, at det samlede udbud af kvoter i øjeblikket er væsentligt større end de faktiske udslip af CO2 fra den kvoteomfattede sektor i EU.

Aktuelt begrænser kvotesystemet altså ikke udslippene. Alligevel er kvoteprisen positiv. Det skyldes, at kvoterne kan gemmes til senere brug, og at markedet forventer, at kvoteoverskuddet på et tidspunkt forsvinder. Kvoteprisen er dog så lav, at den slet ikke kan drive den omstilling til vedvarende energi i forsyningssektoren, som EU-landenes klimapolitiske mål for 2050 kræver.

Krav til øget vindkapacitet

Skulle vi så ikke bare, som Børsen tilsyneladende mener, droppe al støtte til vindmøller og anden vedvarende energi i kvotesektoren og vente, indtil kvoteloftet måske engang bliver sænket tilstrækkeligt til, at der ad den vej kommer gang i den grønne omstilling? Lad os kort overveje, hvad det i praksis ville indebære.

Energistyrelsen har i et centralt scenarie beregnet, at vindkraftkapaciteten fra og med i dag i gennemsnit skal øges med ca. 350 MW årligt, hvis 2050-målet om en forsyningssektor baseret på vedvarende energi skal nås. I 2008-2014 steg vindkraftkapaciteten i snit med 247 MW årligt.

Lad os nu sige, at vi venter ti år med at opstille nye vindmøller i forventning om, at CO2-kvoteprisen til den tid er kommet højt nok op til, at møllerne kan klare sig helt uden offentlig støtte.

Så skal vi årligt øge vindkraftkapaciteten med 490 MW for at nå 2050-målet, dvs. en årlig kapacitetsforøgelse på næsten det dobbelte af det, vi har realiseret i de senere år, hvor udbygningstakten vel og mærke har været markant.

En så voldsom stigning i vindkraftkapaciteten inden for en kort årrække ville utvivlsomt medføre store tilpasningsomkostninger. Hvis vindkraften skal udnyttes optimalt, er der behov for en udbygning af kabelforbindelserne mellem Danmark og udlandet, så vi kan eksportere el, når vinden blæser kraftigt, og importere el i vindstille perioder.

Der er også behov for at opbygge bedre muligheder for at lagre el-energien via f.eks. varmepumper og batterier til elbiler.

Dyrt at gribe det forkert an

En balanceret omstilling af de forskellige dele af energi- og transportsystemet kan kraftigt mindske omkostningerne ved realiseringen af de klimapolitiske mål. En balanceret udbygning kan lettere gennemføres, hvis omstillingen af de forskellige dele af energi- og transportsystemet kan foregå mere gradvis og koordineret. Det er derfor, jeg mener, det er fornuftigt med en fortsat jævn udbygning af vindkraftkapaciteten.

Danmark og resten af EU-landene har forpligtet sig til at arbejde for en fælles 2050-målsætning.

Klimarådets opgave er at rådgive om, hvordan det mål nås på en omkostningseffektiv måde. Hvis omstillingen af vores energisystem gribes forkert an, kan det meget vel gå hen at blive rigtig dyr.