Collage med indkøbsvogn og varer
Vurderingsnotat — Offentliggjort den 23. september 2026

Klimaeffekter af differentieret moms og afgifter på fødevarer

Regeringen ønsker at halvere momsen på fødevarer og fjerne den på frugt og grønt med det formål at reducere husholdningernes leveomkostninger. Klimarådet analyserer i dette notat tiltaget fra et klimamæssigt perspektiv og undersøger, hvad de mulige ændringer vil betyde for Danmarks territoriale og forbrugsbaserede udledninger. Klimarådet undersøger desuden klimapåvirkningen af alternative tiltag på fødevareområdet.

Notatets konklusioner

  • Lavere moms på fødevarer fører til højere udledninger. En halvering af momsen på fødevarer samt nulmoms på frugt og grønt øger drivhusgasudledningerne. Det gælder særligt de forbrugsbaserede udledninger, men der er også en begrænset effekt på de territoriale udledninger.
  • Øget købekraft fører til større forbrug og dermed øget klimabelastning. En sænkelse af momsen på fødevarer vil øge husholdningernes forbrug. Det øgede forbrug medfører øgede udledninger. Det er et eksempel på, at øget forbrug ofte medfører en øget klimabelastning. 
  • En direkte overførsel til husholdningerne fører til en mindre stigning i udledninger end lavere moms på fødevarer. En direkte økonomisk overførsel til husholdningerne vil også føre til en stigning i udledningerne, men stigningen er en smule mindre end ved en momsnedsættelse på fødevarer. Det skyldes, at fødevarer har en stor udledning pr. krone sammenlignet med andre varer, og at forbruget af fødevarer stiger mindre ved en direkte overførsel.
  • Afgifter på kød og mejeriprodukter reducerer udledningerne. En forbrugsafgift på svine- og oksekød samt mejeriprodukter fører til en reduktion i drivhusgasudledningerne. Forbrugsafgiften reducerer primært de forbrugsbaserede udledninger. Afgiften vil dog også reducere husholdningernes købekraft og dermed gå imod intentionen i regeringens momsforslag. 
  • Kombination af afgifter og lavere moms fører både til lavere drivhusgasudledninger og øget købekraft. En kombination af afgifter på kød og mejeriprodukter med nulmoms på frugt og grønt reducerer husholdningernes leveomkostninger, samtidig med at det reducerer udledningerne. Effekterne er dog begrænsede.
  • Finansiering har betydning for klimaeffekterne. Hvis en momsnedsættelse finansieres via et generelt lavere offentligt forbrug, vil klimabelastningen være større, end hvis det finansieres via højere indkomstskatter. Det skyldes, at højere indkomstskatter vil modvirke forøgelsen af husholdningernes købekraft.

 

Find hele notatet i download-menuen.