Sikring af incitamenter til nationale reduktioner i EU ved anvendelse af klimakreditter
Klimarådet lægger i sin vurdering vægt på, om rådets anbefalinger er implementeret i EU’s politik. Den danske regering kan arbejde for at indføre Klimarådets anbefalinger i EU, men de politiske beslutninger i unionen påvirkes af mange andre aktører i særligt Europa-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.
EU vedtog i starten af 2026 et nyt klimamål for 2040. Målet indebærer en reduktion i nettodrivhusgasudledningerne på 90 pct. i forhold til 1990. Det fremgår af aftalen, at op til 5 procentpoint kan dækkes gennem køb af internationale kreditter fra klimaprojekter uden for EU.
Europa-Kommissionen fremlægger i løbet af 2026 forslag til den centrale regulering, der skal understøtte opfyldelsen af 2040-målet, herunder de overordnede rammer for anvendelsen af internationale kreditter. I juli 2026 fremlagde Kommissionen et forslag til revision af EU’s kvotehandelssystem (ETS), mens forslag til revision af de nationale klimamål og fleksibiliteter, herunder ESR og LULUCF, forventes i fjerde kvartal 2026.
Det er endnu for tidligt at vurdere, hvilken rolle internationale kreditter præcist kommer til at spille, og hvordan deres anvendelse vil påvirke incitamentet til reduktioner inden for EU. Det skyldes, at en politisk aftale om den centrale regulering først forventes i 2027.
Anbefalingen anses derfor for ikke at være fulgt:
Status = gældende.