Debatindlæg

Danmark bør ikke satse på biogaslastbiler

Af Niels Buus Kristensen, næstformand i Klimarådet

Den grønne omstilling er i gang inden for transporten, hvor især elbiler fremstår som det primære redskab til at reducere udledningerne fra personbiler. For lastbilerne er omstillingen i sin spæde begyndelse, og her er der stadig debat om, hvad der skal erstatte dieselen.

I et indlæg mener lastbilproducenten IVECO, at staten bør støtte omstilling til biogaslastbiler og henviser til, at Klimarådet i en rapport har skrevet, at den grønne omstilling skal accelereres med kendte teknologier. Dette gør sig dog ikke gældende specifikt for biogas til lastbiler, hvor Klimarådet i rapporten Veje til klimaneutral lastbiltransport fra oktober 2021 direkte fraråder, at staten støtter brugen af biogas i lastbiler.

Vores modstand skyldes, at biogaspotentialet er begrænset. Danmark har et stort potentiale for at producere biogas, fordi vi har en stor animalsk produktion i landbruget. Dette er dog langt fra tilfældet i andre lande, og på europæisk plan er potentialet for produktion af biogas markant mindre end behovet for gas. Biogas i lastbiler kan pga. ressourcebegrænsninger ikke spille en afgørende rolle i omstillingen på europæisk plan, så den teknologiske udvikling går givetvis en anden vej. I Danmark er udbuddet af biogas først og fremmest bestemt af de statslige tilskudsordninger. Et stort forbrug af biogas i lastbiler vil derfor mindske brugen af biogas andre steder, hvor det formentlig vil blive erstattet af naturgas, og dermed fører et øget biogasforbrug i lastbiler samlet set blot til et højere forbrug af naturgas. Danmark kan arbejde for at producere mere biogas, men det vil fortsat være bedre at udnytte biogassen til at reducere brugen af naturgas. Denne problemstilling er nærmere beskrevet i et tidligere indlæg.

Biogas er derudover samfundsøkonomisk dyrt sammenlignet med andre teknologiske løsninger til reduktion af CO2-udslippet fra godstransporten. Klimarådets beregninger peger på, at batterilastbiler bliver billigere end biogaslastbiler frem mod 2030, og derfor kan det vise sig at være dyrt at benytte gaslastbiler som en overgangsteknologi. EU-reguleringen og udmeldinger fra en række store lastbilproducenter som fx Scania, MAN, Volvo og Daimler peger også i retning af, at fremtidens lastbiler bliver elektriske enten via batterier eller indirekte via brint.

Siden Klimarådets analyse kom ud i efteråret, er der kommet en yderligere grund til ikke at øge gasforbruget. Den russiske invasion af Ukraine og ønsket om at blive fri af russisk naturgas gør, at Danmark og EU bør fokusere på at mindske naturgasforbrug, så meget og så hurtigt som muligt, og her kan biogas spille en rolle. Hvis biogasproduktionen i Danmark kan øges på kort sigt, bør det gå til at reducere naturgasimporten og ikke til nyt gasforbrug i fx gaslastbiler.

Indlægget er også bragt i Altinget og kan læses her.