Bedre udnyttelse af muligheder i EU’s landbrugsstøtte
EU-kommissionen har fremlagt sit forslag til EU’s næste landbrugspolitik for perioden 2028-2034. Klimarådet vurderer i Statusrapport 2026, at forslaget i sin nuværende form risikerer at bremse klimaomstillingen af dansk og europæisk landbrug. Det skyldes især, at den direkte støtte fortsat gør det økonomisk attraktivt at fortsætte driften på arealer med lav produktivitet, herunder kulstofrige lavbundsjorder. Samtidig kan reglerne for landbrugsstøtten gøre det vanskeligere at gennemføre klima- og naturprojekter som vådlægning, skovrejsning og naturgenopretning.
Forslaget rummer dog også elementer, der kan understøtte en grønnere anvendelse af landbrugsstøtten. Medlemslandene får mulighed for at ændre støtten til kulstofrige lavbundsjorder, og Kommissionen foreslår også at sænke arealtilskuddet for større landbrug og indføre et loft over den samlede støtte. Det kan styrke incitamentet til arealomlægning. Samtidig foreslår Kommissionen at fjerne kravet om øremærkede klima- og miljømidler.
Klimarådet anbefaler derfor fortsat, at den direkte støtte omlægges, at klima- og naturprojekter sidestilles bedre med andre støtteberettigede projekter, og at eventuelle klimamidler målrettes ordninger med dokumenterbare klimabidrag.
Klimarådet lægger i sin vurdering vægt på, om rådets anbefalinger er implementeret i EU’s politik. Den danske regering kan arbejde for at indføre Klimarådets anbefalinger i EU; men de politiske beslutninger i unionen påvirkes af mange andre aktører i særligt Europa-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.
Klimarådet anerkender, at den danske regering i sit Klimaprogram 2025 skriver, at den vil arbejde for større obligatorisk øremærkning af midler i den fælleseuropæiske landbrugspolitik til miljø- og klimaformål.
Klimarådets anbefaling vurderes derfor fortsat ikke at være fulgt og er stadig gældende:
Status = gældende.