Fleksible tariffer i elnettet der er tidsmæssigt og regionalt differentierede

Eltariffer er en betaling for brug af el, som dækker over omkostninger i elnettet. Fleksible tariffer betyder, at prisen for brug af elnettet skal variere med kapaciteten og dermed de faktiske omkostninger ved brug af elnettet. Tarifferne skal være forskellige alt efter tidspunktet på dagen og stedet hvor strømmen bliver brugt og elnettet dermed belastet. Det kan være med til at sikre en bedre udnyttelse af kapaciteten i elnettet og begrænse behovet for netudbygning.
Energi, industri og varme
År
2020
Anbefalingens status
Gældende
Er anbefalingen fulgt?
Delvist
Emner
Grøn strøm
Påvirkning af udledninger
Nationale
Seneste opdatering af status
Anbefalingens status
Udvikling siden udgivelse

Siden Klimarådets udgivelse har et flertal i folketinget indgået en aftale om udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer den 15. marts 2022. Energinet og netvirksomhederne får som følge af aftalen mulighed for at differentiere forbrugstariffer geografisk for store elforbrugere tilsluttet elnettet over et vist spændingsniveau. Tarifmetoderne skal udarbejdes af Energinet og netvirksomhederne, hvorefter de skal godkendes af Forsyningstilsynet, inden de bliver en realitet.

I december 2023 har Energinet indsendt en revideret tarifmetode for TSO-tilsluttet forbrug til Forsyningstilsynet med henblik på indførelse d. 1. januar 2025. I metoden ændres tariffen til en effektbetaling, som ifølge Energinet vil udgøre en mere omkostningsægte opkrævningsmodel, der vil indebære lavere tarif til anlæg med høj driftstid, som varmepumper, power-to-X-anlæg, industrianlæg og datacentre, og en højere tarif til anlæg med lav driftstid som elkedler og kraftværker. Dertil vil Energinet også anvende en nettarif for nettabet, som vil variere på timebasis på baggrund af elspotpris og derfor også være geografisk afhængig i et vist omfang. Netvirksomheder og tilknyttede forbrugere er undtaget for denne tarifordning.

Energinet og Green Power Denmark har udarbejdet grundprincipper for en TSO-DSO-model, som de forventer at kunne realisere fra 2027. Energinet og Green Power Denmark arbejder på en midlertidig løsning indtil da, så store elforbrugere i distributionsnettet har en tilsvarende nettarif som store elforbrugere i TSO-nettet. Der lægges ikke op til, at det inddeles geografisk.

Klimarådets anbefaling er altså delvist fulgt, da tarifferne for TSO-tilsluttede forbrugere, og midlertidigt også større DSO-tilsluttede forbrugere, delvist bliver tidsafhængige og delvist ændres til effektbetaling, hvis Forsyningstilsynet godkender Energinets anmeldte ændringer. Klimarådet anbefaler, at tarifferne for forbrugere tilknyttet både TSO- og distributionsnetværket differentieres geografisk, og at eventuelle fordelingspørgsmål adresseres gennem komplementerende politikker: Status = gældende.