Krav til virksomhederne om sortering og genanvendelse af plastaffald

Forbrænding af plastaffald udgør langt den største del af udledningen fra den samlede affaldsforbrænding. Derfor vil sortering og genanvendelse af plastaffald kunne reducere CO2-udledningen fra forbrænding af affald markant.
Affald
År
2020
Anbefalingens status
Ikke længere gældende
Er anbefalingen fulgt?
Delvist
Emner
Plastik
Påvirkning af udledninger
Både nationale og globale
Seneste opdatering af status
Anbefalingens status
Udvikling siden udgivelse

Siden Klimarådets rapport fra 2020 er der sket en del på affaldsområdet. Initiativer fra Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra juni 2020 forventes at reducere de danske nationale udledninger med ca. 0,7 mio. ton CO2e i 2030, blandt andet fordi initiativerne medfører mindsket afbrænding af plast (kilde: Aftaletekst for  Klimaplan, 2020).

I Klimarådets Statusrapport 2021 vurderes følgende initiativer, med relevans for sortering og genanvendelse af plast, at være vedtagne virkemidler:

  • Øget strømlinet affaldssortering i husholdning og erhverv (reduktionseffekt 2030: 0,15 mio. ton CO2e), herunder krav om, at virksomheder sorterer husholdningslignende affald efter samme sorteringskriterier som husholdningerne
  • National implementering af udvidet producentansvar for emballage (reduktionseffekt 2030: 0,15 mio. ton CO2e)
  • Produktivitetsgevinst på øget genanvendelse af plastik (reduktionseffekt 2030: 0,15 mio. ton CO2e)
  • Øvrige sorterings og genanvendelsesinitiativer (reduktionseffekt 2030: 0,13 mio. ton CO2e), herunder mål om øget genanvendelse af plastik fra landbrugssektoren og bygge- og anlægssektoren

Som resultat af Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra juni 2020 træder en ordning i kraft inden udgangen af 2022, hvor der stilles krav om, at virksomheder ikke blot skal sortere deres affald, men ydermere sortere deres husholdningslignende affald efter samme sorteringskriterier som husholdningerne og efterleve de til enhver tid gældende miljøkrav (kilde: Affaldsbekendtgørelsen, 2021). Virksomhederne er alene givet mulighed for at vælge kommunale indsamlingsordninger, såfremt kommunen tilbyder det. Kommunerne må kun tilbyde det for affald, som i art og mængde svarer til husholdningers affald (kilde: Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om Forsyningstilsynet). Klimarådets anbefaling er altså delvist fulgt.

Miljøstyrelsen estimerer, at ca. 17 pct. plast udsorteres fra byggebranchen, ca. 10 pct. for hotel- og restaurationsbranchen og ca. 25 pct. for landbruget.

Til trods for, at der stadig er potentiale for både at øge udsorteringen af plast og sikre en højere reel genanvendelse af det indsamlede plast, er Klimarådets anbefaling om at stille krav til virksomhederne ikke længere gældende. Det skyldes, at der er indført krav om sortering og mulighed for at vælge kommunale indsamlingsordninger, hvis det tilbydes, for det affald der ligner husholdningsaffald: status = ikke længere gældende.