Differentierede kørselsafgifter for lastbiler efter tid og sted

Den tunge transports afgifter skal ændres, så afgiften afspejler de omkostninger, der er forbundet med lastbilkørsel. Derfor skal der udvikles og indføres en drivhusgasafgift og en kilometerbaseret kørselsafgift.
Transport
År
2021
Anbefalingens status
Gældende
Er anbefalingen fulgt?
Delvist
Emner
Lastbiler
Påvirkning af udledninger
Nationale
Seneste opdatering af status
Anbefalingens status
Udvikling siden udgivelse

Den 24. juni 2022 blev den daværende regering og et flertal i Folketinget enige om en ny CO2-differentieret og kilometerbaseret vejafgift for lastbiler. Denne aftale er blevet justeret den 29. marts 2023 i en ny aftale. Aftalen er indgået mellem regeringen og et stort flertal af Folketingets partier.

Afgiften træder i kraft den 1. januar 2025 for lastbiler over 12 ton og den 1. januar 2027 for lastbiler over 3,5 ton. Det skønnes, at vejafgiften vil føre til en reduktion på ca. 0,3 mio. ton CO2 i 2025 og ca. 0,4 mio. ton CO2 i 2030.

Afgiften kommer til at være CO2-differentieret, sådan at nulemissionslastbiler betaler mindre i afgift. Den gennemsnitlige afgiftssats vil være ca. 1,3 kr. pr. km i 2030. Nulemissionslastbiler skal dog kun betale 0,2 kr. pr. km i gennemsnit i 2030. Derudover forhøjes afgiftssatsen for kørsel i byområder, hvor der er miljøzoner.

Eftersom der er lavet en aftale om at indføre en kilometerbaseret afgift, er Klimarådets anbefaling delvist fulgt. Grunden til at anbefalingen kun delvist er fulgt er, at den nye afgiftsstruktur ikke følger Klimarådets foreslåede model. Klimarådet vurderer nemlig, at et markant nedslag for nul- og lavemissionslastbiler ikke er den bedste metode til at fremme omstillingen på den lange bane. På den korte bane kan det være fornuftigt, for det giver tilskyndelse til at investere i lastbiler med lavere udledninger. Men på den lange bane er en sammenblanding af klimahensyn og hensyn til andre gener ved den tunge transport ikke hensigtsmæssig. Klimarådet anbefaler derimod, at CO2-udledning beskattes ved at hæve CO2-afgiften på diesel.

Kørselsafgifterne bør sættes, så de svarer til de eksterne ikke-klimarelaterede omkostninger ved kørsel. Klimarådet anbefaler derfor fortsat, at den kilometerbaserede afgift differentieres efter tid og sted. Klimarådet finder det positivt, at vejafgiften kommer til at være højere i miljøzonerne. Klimarådet anbefaler dog fortsat en endnu mere detaljeret differentiering for steder, særligt en skelnen mellem land og by samt efter vejtyper på landet: status = gældende.