Højere afgift på diesel
Siden Klimarådets analyse er der lavet en række aftaler med betydning for transportområdet. I 2022 blev en aftale om en grøn skattereform for industrien indgået. Og efterfølgende er lastbilerne blevet pålagt en kørselsafgift, der indfases fra 2025.
Senest har SVM-regeringen indgået en aftale, hvor det er besluttet at forhøje dieselafgiften med 50 øre pr. liter ekskl. moms (2024-priser) med virkning fra 1. januar 2025. Aftalen blev indgået i april 2024. Forhøjelsen af dieselafgiften skønnes at føre til en reduktion i CO2-udledninger på ca. 0,4 mio. tons i 2025.
Klimarådets anbefaling om at hæve dieselafgiften er altså fulgt. Anbefalingen er dog fortsat gældende med modifikationer. Klimarådet pegede nemlig i sin Statusrapport 2024 på to overvejelser, som er belæg for højere afgifter på lastbilernes dieselforbrug, selv med kørselsafgiften, der indfases fra 2025. Det gælder:
- Samfundsøkonomiske overvejelser om eksterne omkostninger forbundet med lastbilkørsel og
- en afgiftssammenligning med afgiftsniveauer i Tyskland.
Klimarådet peger på en pragmatisk løsning, hvor det danske afgiftsniveau sigter efter nogenlunde rammer det tyske. Dette tilsiger en yderligere forhøjelse af afgifterne på omkring 40 øre ud over det aftalte niveau på 50 øre. Derfor anbefaler Klimarådet, at dieselafgiften forhøjes mere end regeringens aftalte niveau.
Det er muligt at give tilskyndelse til ændret adfærd og samtidig kompensere de grupper i samfundet, der rammes hårdest af højere dieselafgifter. Det gælder eksempelvis ejere af personbiler, som kan kompenseres for stigende priser på diesel. Det kan gøres ved at sænke den halvårlige udligningsafgift, som dieselbilejerne allerede betaler fast.
: status = gældende med modifikationer.