Regulering af biomasse ud fra bæredygtighedskriterier i DK og EU
Der blev i 2021 indført bæredygtighedskrav til biomasse til energi. Bæredygtighedskravene dækkede 60 pct. af det totale danske forbrug af alle faste biobrændsler til produktion af el og varme i 2022 (kilde: Energistyrelsen, Evaluering af bæredygtighedskravene til fast biobrændsler bestående af træbiomasse, oktober 2024).
I 2024 blev kravene evalueret af Energistyrelsen. Kravene er siden blevet revideret blandt andet som følge af revisionen af direktivet for vedvarende energi.
De nye krav forventes at træde i kraft den 21. maj 2025. Ændringerne er:
- forenklinger af særlige danske krav,
- skærpelser og nye krav, som følge af det reviderede direktiv for vedvarende energi,
- sænkning af grænsen for, hvilke anlæg og aktører, der er omfattet fra 2028.
Sænkningen af grænserne for, hvem der er omfattet betyder, at næsten al den træbiomasse, der anvendes til energi i Danmark, bliver omfattet af kravene (kilde: Energistyrelsen, Høringsbrev om ændringer i to bekendtgørelser om bæredygtighed, 2025).
Klimarådet vurderer dog fortsat ikke, at kravene sikrer mod tab af biodiversitet eller negative klimaeffekter, som følge af dansk brug af træbiomasse til energi. Denne vurdering er i overensstemmelse med Energistyrelsens evaluering af bæredygtighedskravene fra 2024 (kilde: Energistyrelsen, Evaluering af bæredygtighedskravene til fast biobrændsler bestående af træbiomasse, oktober 2024). Biomasse kan derfor fortsat ikke anses for klimaneutral, selv om bæredygtighedskravene er opfyldt. Der tages fx fortsat ikke højde for afbrændingens påvirkning af kulstoflagrene i skovene og den tidsdynamik, der er forbundet hermed.
Da langt hovedparten af den biomasse, der anvendes til energi i Danmark, således er eller bliver omfattet af bæredygtighedskrav, vurderes Klimarådets anbefaling at være delvist fulgt.
Implementeringen af bæredygtighedskrav til biomasse har dog samtidig vist, at det ikke har været muligt at opnå CO2-neutralitet ad denne vej. Kravene har heller ikke sikret imod brug af biomasser, der hverken giver klimafordele på kort eller mellemlang sigt, og som udgør en høj risiko for biodiversiteten.
Klimarådet har taget til efterretning, at det således har vist sig vanskeligere end forventet, at sikre klimabæredygtighed gennem bæredygtighedskrav. Anbefalingens status er derfor ændret til ikke længere gældende.
Status = ikke længere gældende.