Ændret støtteordning til biogas i elproduktion

En støtteordning til biogas har betydning for, hvad gassen bliver brugt til. Biogas har højere værdi, hvis den bliver brugt til at fortrænge fossil naturgas, end hvis den bliver brugt i elproduktion. En støtteordning kan udformes, så den giver et økonomisk incitament, der kan være med til at sikre, at biogassen bliver brugt til at udfase naturgas.
Energi, industri og varme
År
2020
Anbefalingens status
Gældende
Er anbefalingen fulgt?
Nej
Emner
Bioenergi
Påvirkning af udledninger
Nationale
Seneste opdatering af status
Anbefalingens status
Udvikling siden udgivelse

I Klimarådets Statusrapport 2021 vurderes det, at potentialet for at opgradere den biogas, der ellers går til elproduktion, er blevet større med Energistyrelsens Klimafremskrivning 2020. Mængden af biogas anvendt til elproduktion er steget fra 6 til 9 PJ. Dette niveau er uændret i Energistyrelsens seneste klimafremskrivning fra april 2022.

Klimarådets anbefaling er ikke fulgt. Det blev med energiaftalen af 29. juni 2018 besluttet, at støtten til anvendelsen af biogasproduktion fra eksisterende anlæg kan bevares frem til 2032 og i mindst 20 år for de enkelte anlæg. Der sættes i aftalen et stop for støtte til nye anlæg til elproduktion på biogas pr. 1. januar 2020. Nye anlæg skal være i drift senest på denne dato for at kunne få støtte (Kilde: Energistyrelsen).

Anlæg i drift før 1. januar 2020 modtager altså fortsat støtte, samtidig med at potentialet for at opgradere den biogas, der ellers går til elproduktion, er blevet større. Klimarådets anbefaling om ændret støtteordning til biogas i elproduktionen er derfor stadig gældende: status = gældende.