Udfasning af favoriseringen af biomasse til fjernvarme

Udbredelsen af biomasse i Danmark har i høj grad været drevet af favorable rammevilkår. Det er ifølge Klimarådets rapport fra 2018 dog ikke al biomasse, der er lige godt for klimaet. Samtidig er biomasse globalt set en knap ressource. Derfor er det vigtigt, at rammevilkårene kun tilskynder til brug af biomasse, der er så klimavenlig som mulig og at biomasse kun bør indgå som en del af fremtidens energisystem, hvis det lever op til kriterier for bæredygtighed i relation til klimaet.

Biomasse anvendes blandt andet i kraftvarmeværker, der producerer fjernvarme. Derfor er biomasse underlagt regulering på fjernvarmeområdet. Det gælder fx kraftvarmekravet og brændselsbindinger, der begrænser selskabernes muligheder for brug af teknologi, idet de tvinges til at vælge teknologier, der både kan producere både varme og elektricitet.

Kraftvarmekravet

Kraftvarmekravet blev stillet for at sikre samproduktion af el og varme på centrale kraftværker for at opnå høj effektivitet. I dag er dette et forældet krav, da elproduktion i stigende grad sker med vind og sol, og varmeproduktion overvejende skal elektrificeres. Dermed medfører kraftvarmekravet, at der benyttes biomasse på kraftvarmeværker på bekostning af brændselsfrie teknologier som varmepumper og solvarme. Analyser har vist, at varme fra varmepumper i mange tilfælde er samfundsøkonomisk billigere end varme produceret med biomasse, og derfor er krav som fx kraftvarmekravet med til at fordyre den grønne omstilling. Udfasning af kraftvarmekravet skal tænkes sammen med øvrige ændringer af rammevilkårene. Det er først og fremmest vigtigt at have afgiftssystemet på plads, så en ophævelse af kraftvarmekravet ikke fører til uhensigtsmæssig udbygning med biomassekedler i områder, hvor varmepumper ville være en samfundsøkonomisk bedre løsning.

Nettofordelsmodellen

Nettofordelsmodellen lader kraftvarmeværkerne tjene ekstra profit. Et varmeværk er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet og kan derfor ikke skabe ekstraordinær profit. Den såkaldte nettofordelsmodel modererer dog dette princip ved at lade de centrale kraftvarmeværker beholde en del af den afgiftsbesparelse, der kan opnås ved at skifte fra kul til biomasse. Med den gældende afgiftsstruktur, der favoriserer biomasse, kan nettofordelsmodellen bidrage til en uhensigtsmæssig overinvestering i biomasse. I et reformeret afgifts- og tilskudssystem, der ikke forvrider valget mellem forskellige energikilder, er det fordelagtigt at lade nettofordelsmodellen gælde for omstilling til alle vedvarende energikilder for at tilskynde til en omkostningseffektiv grøn omstilling.

Brændselsbindingerne

Brændselsbindingerne forhindrer vedvarende energi i at fortrænge naturgas. Brændselsbindingerne er med til at bestemme, hvilke brændsler der kan bruges i forskellige områder. Værker skal benytte naturgas, hvis de ligger i et decentralt område, der allerede er udlagt til naturgas. Brændselsfrie teknologier som varmepumper eller solvarme er dog undtaget brændselsbindingerne. Men brændselsbindingerne udgør en hindring for at producere varme på biomasse. Værker, der er underlagt brændselsbindingerne må kun benytte biomasse, hvis de producerer kraftvarme. For mange mindre værker er det svært at få økonomi i biomassekraftvarme, og derfor umuliggør brændselsbindingerne i realiteten brug af fast biomasse til varmeproduktion. Hvis brændselsbindingerne udfases, vil klimabæredygtig biomasse få bedre mulighed for at konkurrere i områder med naturgas og dermed få mulighed for at fortrænge fossile brændsler. Ligesom med kraftvarmekravet bør brændselsbindingerne først afskaffes, når biomassens afgiftsfavorisering er fuldt ud elimineret for at undgå uhensigtsmæssige investeringer i biomassekedler.

I det seneste årti har jord, skov og planter årligt optaget omkring en femtedel af den samlede årlige globale menneskeskabte udledning af CO2.

Afbrænding af biomasse udleder CO2 til atmosfæren og bidrager dermed til klimaforandringerne. Udledningen af CO2 kan optages igen over årene, hvis skoven genetableres, og forbruget ophører. Den midlertidige ophobning af CO2 i atmosfæren betyder, at afbrænding af biomasse ikke kan siges at være CO2-neutral på linje med fx vindenergi. Dette gælder også restprodukter, hvor afbrænding frem for forrådnelse i skovbunden fremskynder udledningen af CO2. Biomassens CO2-aftryk varierer betydeligt på tværs af trætype, klimazone og skovforvaltningspraksis og afhænger i særlig grad af, om skoven genetableres eller ej. Uden genplantning giver biomasse ingen klimagevinst sammenlignet med fossile brændsler. Med genplantning vil CO2-aftrykket typisk være mindre end klimaaftrykket ved fossile brændsler.

Reguleringen bør grundlæggende stræbe efter at sikre en omkostningseffektiv grøn omstilling. Det gøres blandet andet ved at stille alle vedvarende energiteknologier lige, så man fx undgår overinvestering i biomasse. Udfasning af kraftvarmekravet og brændselsbindingerne på fjernvarmeområdet og udvidelse af nettofordelsmodellen til alle former for vedvarende energi vil altså bidrage til en omkostningseffektiv omstilling.

Biodiversitet

Selv hvis biomassen er klimabæredygtig, kan produktionsskovdrift have konsekvenser for biodiversiteten i skovene. Yderligere kan indsamling af restprodukter forhindre, at rødder og stubbe formuldes, hvorved kulstoffet ender i atmosfæren fremfor at blive optaget i jorden. Det kan også udpine skovbunden og dermed forhindre en bæredygtig skovdrift, ligesom det kan have skadelig virkning for skovens biodiversitet.