Krav om reduktion af metanudledning fra biogasproduktion

Det er et stort klimamæssigt problem, når metan lækker fra biogasproduktionen. Derfor skal der være krav om reduktion af metanudledning fra biogasproduktion. Præcise målinger skal understøtte disse krav.
Landbrug og arealanvendelse
År
2020
Anbefalingens status
Gældende med modifikationer
Er anbefalingen fulgt?
Delvist
Emner
Bioenergi
Påvirkning af udledninger
Nationale
Seneste opdatering af status
Anbefalingens status
Udvikling siden udgivelse

I Statusrapport 2026 skriver Klimarådet, at der er behov for at sikre de forventede reduktioner af udledninger fra biogasanlæg og gødningshåndtering gennem strengere regulering. 

Klimarådet vurderer i Statusrapport 2026, at det er tvivlsomt om den regulering af metanlækage fra biogasanlæg, som blev indført i 2023, vil begrænse metantabet fra biogasanlæggene til 1 pct. af produktionen, som Klima-, Energi og Forsyningsministeriet forventer. Vurderingen er blandt andet baseret på en kvantificering af metantab fra biogasanlæg, som blev gennemført af Energistyrelsen i 2025. Kvantificeringen kunne ikke påvise nogen effekt af reguleringen og dokumenterede i stedet et fortsat højt metantab på gennemsnitligt 2,8 pct. blandt de undersøgte biogasanlæg (Kilde: Energistyrelsen).

Der er således foreløbig ikke tegn på, at reguleringen vil bringe metantabet ned på 1 pct. Det kan hænge sammen med, at reguleringens grænseværdi på 1 pct. kun omfatter selve opgraderingsanlægget, der kun udgør en delmængde af det samlede biogasanlæg. Det kan også hænge sammen med, at reguleringen og de mulige sanktioner ikke giver et tilstrækkeligt incitament for biogasproducenterne til at mindske lækagen til 1 pct. af produktionen. 

Klimarådet vurderer desuden i Statusrapport 2026, at der er usikkerhed om, hvor meget bioafgasning reducerer udledningerne fra gødningshåndtering. Et nyt studie viser, at udledningen fra gylletanke med afgasset biomasse kan være overraskende høj, uden at denne udledning medregnes i fremskrivningen (Kilde: Hafner, S. m.fl., 2025). Det skyldes blandt andet, at biogasanlæggene bruger tungt nedbrydelige biomasser som fx halm, der ikke udrådnes fuldt ud i biogasanlægget. Derfor udleder de efterfølgende metan fra lagertanke med afgasset biomasse. Denne problemstilling er generelt underbelyst (Kilde: DCA). Udledningen fra lagertankene bør derfor undersøges nærmere gennem målinger, og der bør stilles krav om at den minimeres fx gennem tilstrækkelig udrådningstid i anlæggene. Det vil også reducere metanudledningen. 

Status = gældende med modifikationer.